Anmeldelse: Dogman

Instruktøren bag mafia-sagaen "Gomorra" dykker endnu en gang ned i den italienske underverden, hvor en kriminel hundefrisør lærer at bide fra sig.

Matteo Garrone ved lidt om, hvordan den italienske underverden bedst skildres på film. Med det episke gangsterdrama "Gomorra" fra 2008 viste filmskaberen med benhård realisme, hvordan den napolitanske mafia styrede samfundets pengeveje gennem alt fra tøjindustrien, miljøaffald og narkosalg i gadeplan. Dén miljøskildring arbejder den italienske instruktør videre med i sin nye film, "Dogman". Denne gang er den store ensemble-fortælling skiftet ud med en intimfortælling, hvor en mand må sige fra overfor problemer, han selv har skabt.

I en lille italiensk kystby er hundefrisøren Marcello godt placeret i slummen, hvor han driver sin salon Dogman. Trods skilsmisse og trang økonomi lever Marcello en fredelig tilværelse omgivet af menneskets bedste venner, mens hver en tjent øre går til at tage datteren med på oplevelsesture. For at finansiere dette har Marcello i årevis solgt kokain på sidelinjen til den lokale smågangster Simone – en tidligere bokser, der med kæmpe fysik og råstyrke terroriserer lokalsamfundet. Marcello prøver ihærdigt at komme ud af Simones brutale regime, men den loyale Dogman har svært ved at sige nej og ved selv, at han vedligeholder Simones misbrug.

Med først "Gomorra" og nu "Dogman" beviser Matteo Garrone, at han ved, hvordan et realistisk samfunds- og karakterportræt tegnes. I Napolis kriminelle slum er jakkesættene stadigvæk skiftet ud med Adidas-tracksuits, mens kække Tony Montana-typer er afløst af fedladne kioskejere, der ikke har helt rent mel i posen. Sådan er de mennesker, der omgiver Marcellos hverdag, men selv er han hverken det ene eller det andet. For ham er den kriminelle løbebane et nødvendigt onde til bedre levevilkår – på godt og ondt. Garrone gør klogt i at fokusere på enkeltmandsfortællingen, da Marcello er en hovedkarakter ulig mange andre – og det er hér, at "Dogman" virkelig glimter.

Matteo Garrone og hans faste manuskriptmakker, Ugo Chiti, begår nemlig en mindre bedrift ved at skrive – og ikke mindst lykkedes med – hovedkarakteren Marcello. Fænomenalt spillet af den næsten uprøvede Marcello Fonte skabes en protagonist, der konstant veksler mellem et usympatisk skvat og empatisk familiefar. Med krum ryg, søvnløse øjne og mavre kindben fremstår Marcello som et udskud, der hverken kan eller vil stille noget op overfor det gigantiske brød Simone. Som en skræmt hund gemmer Marcello sig, hver gang mafiabossen bider fra sig – men samtidig af gode grunde.

Langsomt begynder Marcello at bygge mod op til at sige fra overfor Simone, der som en anden kamphund tryner vores hovedkarakter. Som Marcellos egen selvransagelse skrider frem, går det også pludselig op for publikum, at "Dogman" er meget mere end et opgør mellem to kamphunde. I historien om en mand, der enten må acceptere eller bekæmpe højere kræfters hårde næveslag, gemmer der sig fascistiske undertoner og fortællingen om et land, der måtte slå igen eller forblive underkastet i terrorens regime.

"Dogman" føles som en åndelig efterfølger til "Gomorra", der tager chancen ved at følge en af årets mest fascinerende hovedkarakterer. Delvist giver Marcello én lyst til at rive sig i håret over hans passive væremåde, men som historien udvikler sig, vinder han ens gunst gennem mystisk mimik og godhjertede beslutninger. Det er ingen hemmelighed, at det er lettest at engagere sig i en historie, hvor hovedpersonen er sympatisk og heltemodig, men "Dogman" er et dejligt frisk modbud på dette.