Anmeldelse: Dolittle
Til syvende og sidst kæmper "Dolittle" med næb og klør om publikums opmærksomhed.
Universal Studios har nok kigget misundeligt på Disneys strøm af live-action-remakes de sidste ti år og tænkt: "Kan vi gøre noget lignende?" Og her er man så faldet over "Dr. Dolittle", historien om en læge, der kan tale med dyrene. Oprindeligt en række børnebøger, der blev filmatiseret tilbage i 1967, to gange i 90'erne med Eddie Murphy i titelrollen og herefter en række direkte-til-video-opfølgere.
I denne omgang har man valgt at reboote serien og klare dyrlægens oprindelseshistorie i en tegnet prolog. Herefter møder vi den dyreglade dreng Stubbins, der efter at have skudt et egern opsøger Dolittle i håb om, at det stakkels kræ kan hjælpes. Den rare doktor er desværre gået i hundene, forsumpet i sorg over tabet af sin elskede hustru, der døde til havs i søgen efter en mystisk ø. Dog lykkes det at få ham på andre tanker, da selveste Dronning Victoria er blevet forgiftet og har brug for doktorens hjælp. Sammen med alle sine dyrevenner, heriblandt en snarrådig papegøje, en ængstelig abe, en isbjørn og en struds samt den unge knægt, drager Dolittle på eventyr i sin søgen efter mirakuløs medicin.
"Dolittle" har fået en virkelig hård modtagelse i USA. Især hos anmelderne, der kalder filmen alt fra kaotisk rod til et kreativt sort hul. Dette kommer i kølvandet på filmens efter sigende problemfyldte produktion, der har fået studiet til at hive nye kræfter ind i ellevte time. Efter en række katastrofale testvisninger blev manus omskrevet og nye scener skudt, angiveligt for at tilføje mere humor og appellere bedre til et yngre publikum. Noget, som filmens instruktør, Stephen Gaghan, instruktøren bag "Syriana" og manusforfatter på "Traffic", ikke ligefrem har den store erfaring med. Ironisk nok var den oprindelige "Doktor Dolittle" fra 1967 også plaget af problemer undervejs og blev ligeledes slagtet i pressen, ligesom den skuffede ved billetlugerne til trods for Oscar-hæder.
Men hvad er det så for en film, vi har med at gøre? For at være helt ærlig, så var "Dolittle" underholdende. Filmen har en udmærket pacing og står sjældent i stampe, mens eventyret farer afsted i tilpas nok fart. Nok til, at man kan følge med i det simple plot, hvilket falder godt i tråd med ønsket om at få de mindste med. Paraden af kendte stemmer, der personliggør de computeranimerede dyr, synes at have haft en fest i lydstudiet. Især Michael Sheen laver en fornøjelig karikeret skurk. Desuden ses Antonio Banderas i en kort, men mindeværdig birolle.
I hovedrollen flakker Robert Downey Jr. dog rastløst rundt. Trods sin vante charme synes han ofte lettere off-key som et ikke helt velstemt instrument. Forsøget på en irsk accent lyder det ene øjeblik som Manchester-dialekt, det andet som en forvirret jamaicaner. Det virker enten som en skuespiller på delvis automatpilot eller som om, at den problematiske produktion har præget slutproduktet. Det er også en film, der virker underligt bedaget uden skyggen af samtidens aktuelle problemstillinger, såsom opdaterede kønsroller – eller måske som oplagt forsvar for dyrs rettigheder eller naturens bevarelse. Nogle vil sikkert mene, at det er befriende. Når man skriver 2020, virker det lidt tamt.
De oprindelige børnebøger, som danner forlægget, var ganske vist også tiltænkt som ren eskapisme. Og i det lys må man sige, at filmen rammer plet, men ender som en temmelig tandløs affære trods flotte effekter og talende dyr. Jeg tror, man får mest ud af at se den med dansk tale sammen med sine børn.
