Anmeldelse: Dolittle (Blu-ray)
"Dolittle" er lige dele cirkusdyr og kaos.
Manden, der kan tale med dyr, Dolittle, kom først til verden med den første roman af mange i 1920. Siden da har man utallige gange forsøgt at filmatisere historierne, og det lykkedes både med en musical i 1967 og en serie af fem film fra 1998 til 2009. Kort og godt gik det skævt for de sidste tre film, efter Eddie Murphy forlod titelrollen, så et reboot har længe været under opsejling. Men hvem med komisk timing kan overtage en så ikonisk rolle?
Valget faldt på Robert Downey Jr., og guderne må vide, hvad manden har tænkt, da han takkede ja til rollen. Med en underlig hvisken, en utroværdig britisk accent samt en mimik, der virker mere mistænksom, end da hans stofmisbrug var på sit højeste, er denne udgave af Dolittle blandt de mest bizarre præstationer i nyere tid. Ganske vist er Dolittle en excentrisk figur, men Robert Downey Jr. spiller rollen uden den mindste smule charme eller karisma, og det sætter stemningen for hele filmen, der burde ses med et konstant løftet øjenbryn.
Dolittle (Robert Downey Jr.) kan tale med dyr, og sammen med sin kone har han rejst verden tyk og tynd. Da konen forliser, går Dolittle i isolation fra menneskets verden med sine dyr. Da dronningen en dag bliver dødeligt syg, bliver Dolittle hidkaldt. Kuren skal nemlig findes på grænsen mellem virkelighed og fantasi, og her har kun Dolittle adgang, så med sin nye lærling Tommy (Harry Collett) tager han på endnu et eventyr. Dronningens sygdom er dog ikke naturlig, og snart har Dolittle fjenden Dr. Blair Müdfly (Michael Sheen) på nakken.
Efter en doven, animeret introduktion – komplet med overforklarende voice-over – sætter "Dolittle" hastigheden gevaldigt op. Den ene spændingsscene afløser den anden i halvanden times tid, indtil det forudsigelige klimaks slutter filmen af. Skulle du tabe tråden undervejs, så fortvivl ej! De computeranimerede dyr skærer konstant alting ud i pap for dig. Mest af alt ligner "Dolittle" anno 2020 et konsolspil. Ikke alene er dyrene aldrig overbevisende animerede, men de førnævnte spændingsscener vil få enhver gamer til at gribe nyttesløst efter controlleren. De er nærmest alle bygget op efter platformsspillets grundprincipper – løb, hop, duk dig og så videre. Det er temmelig trættende i længden, især når man aldrig selv kan tage styringen.
Der er noget sært fascinerende ved "Dolittle". Alting lige fra plottet og humoren til skuespillet og effekterne virker til at ramme konsekvent ved siden af, hvilket gør det svært at kigge væk. På plussiden virker Michael Sheen til at hygge sig med sin overkarikerede skurkerolle, men karakterens fascination af at slå Dolittle ihjel virker samtidig en anelse for psykotisk til målgruppen. Alle dyrenes stemmer, om man så vælger det danske eller engelske lydspor, virker så overgearede og teatralske, at det vækker minder om de utallige serier og tv-film på Disney Channel. Det er ellers prominente skuespillere som Rami Malek, Emma Thompson, Octavia Spencer, Tom Holland og Ralph Fiennes, der er bag dem. Her giver det bedre mening mht. de danske stemmer, da en håndfuld af dem netop også arbejder på tv-produktioner af førnævnte kaliber.
Efter utallige omskrivninger og reshoots blev premieren på "Dolittle" udskudt næsten et år, hvilket lidt forklarer den rodebutik, slutresultatet blev til. Desuden endte filmen med et gigantisk budget og blev et flop i USA, hvilket sikkert sætter en stopper for de åbenlyst planlagte efterfølgere. Jeg er dog ikke i tvivl om, at mange i målgruppen vil finde filmens skruppelløse og hektiske tempo underholdende, og udover et par upassende dødstrusler og nærdødssekvenser undervejs er der heldigvis ikke det store at tage sig i agt for. Moralen er sød, og filmens klare optegnelse af de gode og de onde vil ikke forvirre de mindste en smule. At "Dolittle" er et kaos af en film kræver trods alt en vis modenhed for at indse.
Billede & Lyd
"Dolittle" er skudt digitalt, og kostumer samt enhver baggrund gør filmen til en smuk og farverig oplevelse. Lige så snart dyrene kommer ind i billedet, bliver de uoverbevisende animationer dog dominerende, hvilket er virkelig synd, for der er masser af visuelle ting at beundre undervejs. Udgivelsens billede er hertil altid klart, selv i de mørkeste scener. Det originale Dolby Atmos-lydspor mangler lidt detaljer og bas, som jeg manuelt blev nødt til at skrue op for. Især filmens mange spændingsscener lider lidt af et tamt lydbillede, selvom den påtrængende musik ellers gerne vil rive seeren med. Det danske 5.1-lydspor giver nogenlunde samme oplevelse. Al dialog går dog rent igennem.
Ekstramateriale
Udgivelsen byder på seks overfladiske featurettes, der sammenlagt kun kommer op på 20 minutters spilletid. Fem af disse fungerer som en introduktion til de forskellige karakterer uden at bringe noget ny information på banen. Den sidste featurette er den eneste nævneværdige, hvor man kommer ind på produktionen af en af filmens store kulisser. Der er nok indhold her til mere end de fire minutter, som programmet kun varer, så det er lidt ærgerligt, at denne del ikke har fået mere spilletid.