Anmeldelse: Dommerens valg
Intelligent og empatisk tales der til eftertænksomheden, personificeret i perfekte præstationer fra forrygende Emma Thompson og "Dunkirk"-wonderkid Fionn Whitehead.
Få skuespillerinder er så alsidige som Emma Thompson. I en alder af 59 år kan den London-fødte stjerne se tilbage på en kulørt karriere med prisbelønnede roller i bl.a. "Howard's End" og de mere letbenede af slagsen, såsom "Men in Black 3". Hvor der med rette kan argumenteres for, at den ellers produktive Dame Thompson i de seneste år ikke har kastet om sig med fordums tids glans, leveres endnu en pragtpræstation i retssagsdramaet "Dommerens valg".
Baseret på Ian McEwans roman "Barnets tarv" følger vi High Court-dommeren Fiona Maye (Thompson). Maye behandler sager i familieretten, hvor ryet som skarp og empatisk gør hende til en fremtrædende profil med faglig succes. Bagsiden af medaljen ved at dedikere sit liv til juraen har resulteret i, at hendes 30-årige ægteskab med Jack (Stanley Tucci) er havnet i en krise. Alt dette gøres ikke mindre omstændigt, da karrierens mest komplekse sag lander på disken, hvor 17-årige Adam (Fionn Whitehead) nægter en livreddende blodtransfusion. Fiona står nu overfor det moralske dilemma, om hvorvidt Adam skal tvinges til at leve mod sin egen og sine forældres vilje og valg som Jehovas Vidner.
Præcis som filmatiseringen af McEwans "Soning" bevæger "Dommerens valg" sig i vanlige moralske og nuancerede vendinger. Frem for at være en dømmende instans formår veteraninstruktør Richard Eyre på fornem vis at belyse og perspektivere religiøsitetens dogmer i et moderne samfund. Intelligent og empatisk taler Eyre til eftertænksomheden, personificeret i perfekte præstationer fra forrygende Emma Thompson og "Dunkirk"-wonderkid Fionn Whitehead.
Sekulært samfund versus religion er en klassisk præmis, der fra tid til anden tages op i filmmediet. Kompleksiteten går ofte fløjten i belærende stillingtagen, når religiøsiteten placeres i rationel konsensus og derfor udstilles i ensidig (og mildest talt trættende) dæmonisering. Derfor klæder det "Dommerens valg" ikke at forfalde til nemme løsninger, men i stedet fastholde en sober tone. Ikke at Adams valg problematiseres, der skæves med fuldt overlæg mod de blinde hjørner ved det religiøse standpunkt. Men Fionas lys sættes også under en skæppe, idet dommeren erkender sin positions moralske begrænsninger. På papiret, som repræsentant fra en helt anden verden, til trods for at lovmæssigheder står skrevet i begge lovbøger.
"Dommerens valg" er bedst med hovedet koldt og hjertet varmt. Når tonen udsiges modent og sympatisk, står Richard Eyre med ét af de stærkeste retssagsdramaer i nyere tid. Når fortællingen kammer over mod slutningen, genfødes Ian McEwans nuancer imidlertid som forceret følelsesporno. I forvejen er der saft og kraft nok i den kraftfulde levering fra vores to hovedrolleindehavere til, at afrundingen bliver for melodramatisk i forhold til den ellers lavmælte og afbalancerede røde tråd. Ikke at det overordnet set ændrer på filmens kvalitet, men eftermælet mister det essentielle pondus.
Som karakterdrevet drama følger "Dommerens valg" op på en stolt ærkebritisk tradition. Fremragende præstationer af Emma Thompson og Fionn Whitehead løfter filmen et niveau som klassisk retssagsdrama, mens instruktør Richard Eyre fastholder rammerne for en intelligent og tankevækkende fortælling om moral og lov mellem kirke og stat fra start til slut. Også selvom afrundingen mister fodfæste og i sin patos svæver et sted mellem himmel og jord.