Anmeldelse: Donnybrook (Blu-ray)

Tim Suttons melankolske thriller er næsten ubærligt trist. Og indimellem også ubærligt intens.

Hva' så, kære læser? Gav juli måneds skyfrie himler dig et kæmpe smil på læberne, som du ikke har kunnet trylle væk igen? Gjorde den hvileløse sol dig alt for glad i låget? Er dine venner trætte af den festlige fløjten, som du har fremført uafbrudt, siden sommeren startede? Så frygt ej, for vi har løsningen til dig: "Donnybrook"! En film så gennemsyret af afmagt, vold, misbrug og sorg, at det formentlig vil tage et normalt menneske en hel ekstra, solrig sommerferie at få humøret på ret køl igen.

Vi befinder os langt fra USA's mere eller mindre civiliserede storbyer. Vi er i vildnisset – det, der måske engang var Det Vilde Vesten, men her i "Donnybrook" er både sheriffen, skurken og den enlige cowboy en skiderik. Sheriffen er en afstumpet junkie; skurken er en stjernepsykopat, der både begærer hårde stoffer og sin lillesøster; og cowboyen var engang en brutal marinesoldat, som i starten af filmen slår en uskyldig ekspedient ned for at stjæle penge, der kan købe ham adgang til et masseslagsmål, hvor alle sætter livet på spil for potentielt at vinde 100.000 dollars. Yee-haw!

Alle tre mænd kæmper sig frem mod lyset i kulkælderens bælgmørke. Og heldigvis for filmen begynder man undervejs at håbe på, at den ene af dem faktisk når i mål: cowboyen. Jamie Bell spiller ekssoldaten Jarhead "Jar" Earl, og både Bells betragtelige charme og vores indsigt i Jars familieliv giver os incitamentet til at blive hængende på trods af historiens utallige deprimerende drejninger. Jar er voldelig, jovist, men han er ikke en morder, og han kæmper ikke for egen vinding, men for at sikre sin fattige familie – en hustru og to små børn – et bedre liv, og scenerne med dem har en rørende intimitet, der får os til at holde af dem.

James Badge Dale er også god som sheriffen, der jager de to andre, og Frank Grillo er endnu bedre i rollen som skurken, pusheren Angus, der jager den samme præmie som Jar. Mange kender nok kun Grillo som håndlangeren Brock Rumlow i Marvels "Captain America"-film, og også hér uddeler Grillo øretæver en masse. Men Grillo får også tid og plads til at vise, hvad han kan med øjne og ord: trække os helt ind under huden på en ond, men forunderligt dragende satan, der åbenbart hader sig selv lige så meget, som han hader sine medmennesker.

I øvrigt leverer Margaret Qualley (som brillerer i Quentin Tarantinos biografaktuelle "Once Upon a Time... in Hollywood") en imponerende kompromisløs præstation i rollen som Angus' søster, der både udsættes og udsætter andre for lidt af hvert – bl.a. i den mest ubehagelige sexscene, jeg længe har set.

Men Jar er altså den eneste seriøst tiltalende person i en film, der er så gennemgribende modbydelig, at den indimellem er tæt på at blive ufrivillig komisk. Hvor ofte kan det reelt gå rigtig galt for alle i én film? Og indimellem mister filmen momentum, fordi den lige skal trække i håndbremsen og trække nogen gennem mudderet. Til gengæld må man også beundre, hvor intens og spændende filmen bliver i kraft af dens foragt for klicheer og nemme løsninger. Man tør næsten ikke håbe på, at Jar klarer skærene, alt imens man bliver mere og mere opsat på, at han gør det.

"Verden har ændret sig. De kriminelle kører alt," siger en gammel mand i filmens første scene. Således understreger instruktøren Tim Sutton en anelse tykt, at hans film er en refleksion over det nutidige USA's moralske deroute. Hans film er også en hæderlig, autentisk thriller rig på godt skuespil, men hvis filmen havde svælget lidt mindre i udtalt amoralitet og været mere fokuseret, så havde Sutton måske haft en decideret blændende thriller på CV'et.

BILLEDE & LYD

"Donnybrook" er ikke just en smuk film, og filmmagerne har bevidst drænet billedsidens farver for saft og kraft, så man virkelig får fornemmelsen af, at vi befinder os i en kold og gold verden. Indimellem blev jeg lidt distraheret af, at himlen nærmest var pink, men generelt er farverne troværdige. Billedsiden er også skarp, og det er imponerende, at vigtige detaljer aldrig synes at gå tabt i billedsidens mange mørke afkroge, og utilsigtet støj forekommer aldrig. Det engelske DTS-HD Master Audio 5.1-lydspor er også godt, men jeg er dæleme glad for, at der er undertekster på skiven, fordi ordene er ofte utydelige (det lader dog til at være et bevidst valg fra filmmagernes side). Til gengæld kommer lydeffekterne og den mådeholdne musik klokkeklart igennem.

EKSTRAMATERIALE

Her er desværre intet ekstramateriale. Øv. Jeg ville ellers vildt gerne have hørt filmmagerne og skuespillerne diskutere filmens verdenssyn, og hvordan det føltes for dem at arbejde på et så dystert, deprimerende værk.