Anmeldelse: Dronningens corgi
Med sexjokes og referencer til "Fight Club" og Donald Trump føles den angivelige børnefilm "Dronningens corgi" udtænkt af et rumvæsen.
Der sker mærkelige ting i "Dronningens corgi". En bedårende hund, der groomer og udviser aggressiv seksuel adfærd, er et omdrejningspunkt i animationsfilmen, som kopierer "Rocky" og konstant laver referencer til Chuck Palahniuks "Fight Club". En animeret udgave af Donald Trump dukker også op. Han drikker Cov-Fefe i stedet for Coca-Cola, når han er i audiens hos den engelske dronning. Med jokes om selvmord, golddiggers og et budskab om at slå igen kunne du måske fristes til at tro, at "Dronningens corgi" var en tegneserie af Robert Crumb eller en efterfølger til den perverse voksentegnefilm "Fritz the Cat". Men nej, det er såmænd bare beskrivelsen af efterårets første børnefilm.
"Dronningens corgi" omhandler den kære hund Rex, som prins Philip forærer sin elskede hustru, dronning Elizabeth den 2., i fødselsdagsgave. Dronningen, kendt for sin forkærlighed for netop hunderacen corgi, omfavner hvalpen, og Rex bliver hurtigt dronningens favorit – til stor jalousi for majestætens anden hund, Charlie. Under et besøg fra Donald Trump ser Charlie sit snit til at indtage pladsen som dronningens yndlingshund og lokker derfor Rex på afveje. En manøvre, der sender Rex ud på en farlig rejse, hvor han må finde hjem til sin elskede dronning.
Selvom Donald Trump indgår i ligningen, starter "Dronningens corgi" sødt og uskyldigt, med hvad der tegner sig til at blive en klassisk fortælling om heltens hjemrejse. De første ti minutter forløber godt. I bedste montagestil vokser Rex op og laver ballade i dronningens palæ til stor gene for vagter og husholdere. Men ak og ve. Herfra dannes en lavine af hundesavlende nonsens, der er så fornærmende idiotisk, at det aldrig burde have udgjort en animationsfilm rettet mod de små. Mistanken begynder allerede, da Trump melder sin ankomst på Buckingham Palace og vil have sin hund parret med Rex' royale blod. Trumps kæledyr udviser samme seksuelle energi som præsidenten selv, og "grab em' by the pussy"-strategien lader til at have fundet vej til eksemplarisk kærlighed i en børnefilm.
Som historien i "Dronningens corgi" skrider frem, leveres der i ét væk referencer til alverdens film – og på intet tidspunkt giver det en snert af mening. Referencerammen skyder i øst og vest og rammer ikke plet hos hverken børn eller voksne. Ej heller, når Rex omfavner en manipulerende kærlighedsinteresse eller slås med steroide-bomben Tyson.
Filmen er animeret af belgiske nWave Pictures, der senest stod bag "Bigfoot Junior" og "Robinson Crusoe". Produktionsniveauet er bestemt set værre i andre lavbudgets-animationsfilm, men kvaliteten skriger heller ikke hverken Pixar eller DreamWorks, selvom ambitionerne tydeligvis er til stede. I en film bestående af nuttede hunde og karikerede mennesker foræres meget, men stilen i "Dronningens corgi" fremstår identitetsløs og uden charme.
"Dronningens corgi" føles som en film udtænkt af en robot, der har skullet producere en animationsfilm til børn og voksne. Eller et rumvæsen fra en fremmed planet, som fortolker, hvad den tror, at børnefilm er. I et absurd miks af nuttede dyr og en simpel historie til ungerne – med intentionen om samtidig at levere popkulturelle referencer, der vel at mærke ingen mening giver, til forældrene – har denne robot-alien skabt et makværk af en børnefilm. Et akavet clusterfuck af episke proportioner og for ingen aldre.