Anmeldelse: Echo
Den beskedne spilletid på 79 minutter er et skingert ekko, der aldrig stopper.
Islandsk film har i 2010'erne været en succeshistorie. Den nordatlantiske østat trak sig i den periode ud fra finanskrisens skygge, som efter fem års investeringsstorhed pludseligt i 2008 var verdens næststørste bankerot. Trods ridser i selvopfattelsen er islændinge imidlertid ikke sådan at knække, og med bemærkelsesværdigt gåpåmod har de markeret sig på kulturscenen internationalt siden da. Især Rúnar Rúnarsson var med til at skabe succeshistorien med "Volcano" fra 2011 og "Sparrows" fire år senere. Ud fra instruktørens tredje film, den alternative julefilm "Echo", lader det til, at branchen har overhalet én af grundlæggerne af moderne islandsk film.
En forladt gård ude midt i ingenting brænder ned til grunden. Et børnekor synger julesange på deres skole for deres forældres smartphones. En flok slagteriarbejdere danser, mens de skærer i slagtesvin. En pige skal holde jul hos sin far og hans nye familie. Over 79 minutter er vi fluen på væggen med 56(!) uafhængige scener i tiden fra juledagene 2018 til lige efter nytåret i 2019. Sekvenser fra hverdagslivet i by og land sammenflettes i ét kludetæppe, der skærer ind til benet af det moderne samfund på Island. Eller det er hensigten.
Eksperimentet er på idéplan spændende og sympatisk i sig selv. Spillefilmsformatet udfordres i et rum mellem museumsgenstand og antologifilm, der muligvis er interessant i en kunstinstallation. Eller hvis man er fra Island og kan genkende de 56 nedslag omkring juletid. For andre vil "Echo" være årets hadegave.
For er Rúnar Rúnarssons projekt et vellykket eksperiment, er det på den anden side slet og ret ikke nogen god film – uanset hvor interessant og modig "Echo" end kan lyde. Som kalejdoskopisk portræt af ånd og eksistens fastholdes filmen i sin egen overfladiske form som et tankeeksperiment, der aldrig kommer ind under huden på det moderne menneske. Helt bevidst er præmissen ikke sammenhængende, og det er hverken tilnærmelsesvis tilfredsstillende, poetisk eller indsigtsfuldt. Ikke at Rúnarsson har til hensigt at fremstå prætentiøs, enerverende og lommefilosofisk, men det gør den islandske filmskaber i overvældende grad i denne omgang.
Kunstnerisk er "Echo" kompromisløs. På intet tidspunkt afviges fra overbliksbilledet over fragmenterne af skæbnefortællingerne, der lader op til, at ens indre historiefortæller digter videre på de 56 plottråde. Men man druknes i rækken af tilfældige fortællinger. Ingen af dem efterlader indtryk – til trods for et Tarkovsky-nik til "Spejlet" – og sekvenserne er ikke til at adskille fra hinanden. Som 1-2 minutters livsanekdoter omsat til elevator-pitches slukkes den mindste smule fascination af fortælleformen og efterlader én kold og helt ligeglad. Det eneste oprigtigt fascinerende er, hvor relativ tid er, når en beskeden spilletid på 79 minutter føles som et skingert ekko, der aldrig stopper.
"Echo" er en modstridende oplevelse. Det er svært ikke at have en smule sympati for Rúnar Rúnarssons eksperimenterende julefilm, der på idéplan og som kunstprojekt er interessant. Som spillefilm spiller klaveret dog slet ikke – og det er det, vurderingen her går på – og filmen dumper som en finanskriseramt islandsk bank på Moody's kreditværdigheds-indeks.