Anmeldelse: Edie

Britiske "Edie" sætter fut i pensionisttilværelsen ved at give helt ny betydning til ordet kedelig.

I Sverige er den hundredårige kravlet ud ad vinduet og stukket af fra regningen, mens pensionisttilværelsen også er blevet udfordret af en mand, der hedder Ove. Tidligere på året ankom "Britt-Marie var her" til biograferne for endnu en gang at bevise, at dem på den gode side af 60 også kan kaste sig ud på nye eventyr. "Edie" er en ny tilføjelse til genren af film, hvor ældre mennesker tager revanche mod livet. Godt nok lægger den britiske film en mere melankolsk stil for dagen og adskiller sig dermed fra de muntre, kulørte film fra vores skandinaviske naboer. En fatal fejl, da "Edie" giver helt ny betydning til ordet kedelig.

83-årige Edie har levet hele sit liv sammen med sin kontrollerende mand George, der i mange år har været lammet og bundet til sin rullestol. Hver dag tager Edie sig trofast af sin mand, da hun ser det som sin pligt. Til trods for at hun i sit eget hjem altid har følt sig som en fange, der er gået glip af hele sit liv. Da George dør, er det med en vis lettelse for Edie, der nu kan pleje sig selv trods sin høje alder. Datteren synes dog, at hun skal på plejehjem, men for Edie er det slut med at gøre, som andre siger. Hun vil udleve sin store drøm om at bestige det store, skotske bjerg Suilven.

Dermed går "Edie" over stok og sten i rejsen mod de skotlandske fjelde, og historien om en 83-årig, der begiver sig ud for at besejre det to kilometer lange vildnis, er som udgangspunkt prisværdig. Mest af alt fordi Sheila Hancock, den dengang 83-årige skuespillerinde bag Edie, rent faktisk selv besteg bjerget og dermed blev den ældste nogensinde til at begå den bedrift. Men forventer du under turen livsenergi og skøre påfund – som svenskerne har serveret i deres pensionisthistorier – bliver du slemt skuffet. "Edie" er nemlig grå og energiforladt i samtlige aspekter af film- og historiefortælling. Faktisk er filmen komplet forudsigelig og godt gammeldags kedelig.

Edie er slet og ret en kedelig karakter. Kedelig med sit betuttede ansigt, der gør, at hun konstant ser ud til at være mistroisk og irriteret på sine omgivelser. Kedelig med sit livssyn, hvor det lader til, at verden skylder hende noget, fordi hun selv har valgt at bruge tilværelsen på at tjene sin afdøde mand. Generelt er der ikke meget likeability over Edie, hvilket gør det svært at dyrke hendes indre rejse. Det hjælper heller ikke på det manglende engagement, at lyssætningen konstant er badet i kedelige grå-blålige nuancer, mens lydsiden er sjasket ind i et flødehorn af spansk guitar og piano, der insisterer på, at alderdom betyder sørgmodig eftertænksomhed.

At sætte rekord for at have den ældste bjergbestiger er ikke den eneste hæder, "Edie" kan påtage sig. På imponerende vis formår instruktør Simon Hunter også at sætte rekorden for, hvor mange gange det er muligt at lave close-ups af Fjällrävens logo. I stedet for at fokusere på Edies rejse og oplagt skyde flotte landskabsbilleder har instruktøren vurderet, at det var vigtigere at pleje virksomhedsinteresser via ikke-så-subtil product placement. Et element, der bliver overraskende forstyrrende i turen over de skotske høje, hvor seerens ligegyldighed overfor indholdet kun bliver mere tiltagende.

"Edie" skulle bugne af livsglæde og frodige følelser, men bjergbestigerdramaet føles livløst og aldeles uvedkommende for publikum i alle aldre. Her er intet af den hjemmebryggede livsvisdom og de skøre eventyr, som lignende film har dyrket, men i stedet blot en kold, kedelig gåtur i Skotland. Tidligere på året gav "Free Solo" os klamme håndflader med sin adrenalinfyldte bjergbestigning, men hos Edie betyder en tur op af bjerget middagslur og Earl Grey te. Kedeligt!

Edie