Anmeldelse: Edmond

Inspiration, passion, kærlighed og poesi forenes i en skøn fusion.

I 1897 skrev den franske poet og dramatiker Edmond Rostand skuespillet "Cyrano de Bergerac". Beretningen om den ikoniske dramatiker og sværd-duelist skulle vise sig at blive Frankrigs mest succesfulde teaterforestilling nogensinde. Tilblivelsen af det populære stykke skildres i ny film – passende iscenesat af en anden teaterinstruktør. "Edmond" er nemlig baseret på Alexis Michaliks eget teaterstykke, som selvsamme instruktør har opført med stor succes og nu spillefilmsdebuterer med.

Handlingen tager sit udgangspunkt i Paris i 1890'erne, hvor den knap så succesfulde forfatter Edmond Rostand sidder fast i en massiv skriveblokering. Edmond har mistet al inspiration, så panikken er total, da han bliver kontaktet af én af datidens helt store skuespillere, Constant Coquelin, der insisterer på at spille hovedrollen i Edmonds næste stykke. Med tre uger til premieredatoen er det eneste, Edmond har, en titel: "Cyrano de Bergerac".

"Edmond" er en yderst vellykket sammensmeltning af jalousidrama og forvekslingskomedie. Især førstnævnte er med til at underholde med et seværdigt trekantsdrama, der tager udgangspunkt i Edmonds inspirationskilde, den unge og smukke kusine Roxane. Relationen mellem de to er filmens afgørende drivkraft og viser, hvor langt en sand kunstner er villig til at gå i kunstens navn.

Michaliks debut er en hyldest til teaterkunsten. En kunstform, der var ved at blive dømt ude i perioden, især da levende billeder to år forinden i selvsamme by officielt havde set dagens lys for første gang i verdenshistorien. Inspiration, passion, kærlighed og poesi forenes i en skøn fusion, der bliver forstærket af elegant klipning, smukke billeder, afbalanceret underlægningsmusik og forførende kameraføring. Desværre formår filmen aldrig rigtig at få den tyngde, der gør, at den kommer helt ind under huden, og fortællingen ender med at køre i ring.

Edmond Rostand bringes charmerende til live af Thomas Solivérés, hvis skuespil balancerer mellem det underspillede og den karikerede stil, der prægede teaterscenen i Europa i slutningen af 1800-tallet. Samme prangende skuespil bliver leveret af Olivier Gourmet, der ses i rollen som skuespilleren Constant Coquelin. At meta-spille en skuespiller, der spiller en rolle, er ikke altid noget, man slipper lige godt fra. Det er derfor værd at lægge mærke til Gourmets præstation, der leveres til perfektion.

Man behøver ikke at være frankofil eller beundrer af fransk kultur og teater, før at "Edmond" gør indtryk. Tværtimod gør man sig selv en stor tjeneste ved at smutte i biografen og se denne fine hyldest til én af Frankrigs helt store dramatikere.