Anmeldelse: Elle

Den velrenommerede hollandske instruktør Paul Verhoeven er efterhånden godt oppe i alderen, men tydeligvis ikke for gammel til at prøve grænser af. "Elle" er hans første franske film, og den skulle da også oprindeligt have været produceret i USA, ligesom de fleste af hollænderens senere værker. Men filmens emne og særligt måden, det behandles på, er rigelig forklaring på, hvorfor det ikke endte sådan.

Den midaldrende kvinde Michèle er succesfuld og kultiveret, men afmålt i sit følelsesmæssige udtryk. Hun er kynisk og kontrolleret, selv over for sin mor og søn, der ofte er kilder til frustration. Da hun en dag bliver voldtaget i sit eget hjem, sætter hun sig for at finde den skyldige. Eller det vil sige, sådan begynder det. For "Elle" udvikler sig hurtigt til en uforudsigelig rutsjebanetur gennem relationer og valg, der komplicerer den centrale voldshandling og rusker op i en masse skjulte følelser.

"Elle" er den slags film, hvis handling er klar, men sandsynligvis vil blive opfattet vidt forskelligt afhængigt af øjnene, der ser. For handler den egentlig om voldtægt? Verhoeven mudrer vandene i en sådan grad, at kun meget lidt står klart. Og det er en af filmens største kvaliteter.

Mest af alt handler "Elle" om Michèle. Hun er bindeleddet i historien, der ubesværet går fra intens psyko-thriller til karakterdrama, komedie og tilbage igen. Michèles reaktion på den krænkende oplevelse er dybt uforudsigelig og undviger talrige klichéer om menneskelig forfald og barndomstraumer. Frem for at dømme eller komme med én skarpskåret pointe stiller Verhoeven os på moralsk gyngende grund, leverer en kontekst og spørger publikum, hvad de tror, der foregår. Distancen er afgørende for, at filmen undgår platheden og klichéerne.

Som filmen skrider frem, og Michèle finder ud af mere om sin modstander, afslører hun også mere af sig selv. Skam er, som hun siger, "ikke en følelse stærk nok til at forhindre nogen i at gøre noget som helst." Så hun knalder med venindens mand og onanerer til synet af genboen, der saligt stiller et krybbespil op i haven. Hendes bramfri opførsel og mildest talt ukonventionelle laster kunne nemt have føles karikeret, men autenticiteten holdes i ave af en fornemt spillende Isabelle Huppert. Hun bringer overbevisende troværdighed til en afvigende karakter, der gennem små nuancer bliver enormt gådefuld. Tag for eksempel scenen, hvor Michèle fortæller sin genbo om sin bogstavelig talt morderiske barndom. Hupperts letbenede fortællestil og afsluttende skæve smil gør det vanskeligt at vurdere, om hendes intention er at være sjov, manipulerende eller skræmmende.

"Elle" er en følelsesmæssig oplevelse i biografen og en sand hjernebryder i dagene efter. Paul Verhoevens provokerende stil har fundet en perfekt makker i Isabelle Huppert, hvis præstation udvider filmens univers og efterlader én undrende og fascineret. Den ulmende stemning og skizofrene genreblandinger styres med sikker hånd i, hvad der bedst kan beskrives som et hævndrama i forklædning. Filmen vil sikkert dele vandene, men er – måske netop derfor – en særdeles fængslende oplevelse.

Elle