Anmeldelse: Ellevilde Ella

Børnenes rejse er en vedkommende, sentimental og ikke mindst morsom historie, der sagtens kan underholde både de små og deres forældre.

Alle har brug for en bedste ven, som Norah Jones så sentimentalt sang i komedien "Ted". Vi har alle prøvet at have den ene person, som betyder så uendeligt meget i vores liv. Om det så er i børnehaven, gymnasiet eller for den sags skyld i voksenlivet. I "Ellevilde Ella" er det venskabet mellem to børn, der skaber rammerne for en sød og humoristisk familiefilm.

Pigen Ella vil lave en cirkusforestilling. Sammen med sin bedste ven Mikkel tager hun rundt i kvarteret Solbakken for at få andre børn og voksne til at optræde. Alt ser ud til at blive en god forestilling, men så flytter den nye dreng Johnny ind i kvarteret. Han vil også gerne være med i forestillingen og vil have Mikkel med i sit nummer. Men Mikkel er Ellas bedste ven, og han skal være sammen med hende. Mikkel bliver midtpunkt for et skænderi, der ender med, at han stikker af. Så nu er gode råd dyre, og Ella må ud for at finde sin bedste ven.

Historien om Ella og hendes venner er baseret på tegneserien og serien kendt fra børne-tv. Hvor den oprindeligt er holdt i tynde tegnestreger, er filmen opdateret til computeranimation. Med masser af hjerte byder "Ellevilde Ella" på temaer for hele familien. Det er i sig selv beundringsværdigt – og samtidig kan man snakke med de små bagefter om ensomhed, kærlighed og venskab.

Selve fortællingen er holdt i en realistisk tone, men universet byder på et par eventyrlige momenter med dyrene, der lever omkring kvarteret. Vi har kaninen, der bare gerne vil have sin gulerod – en kopi af Scrat fra "Ice Age"-filmene. Så har vi fårene, der spiller kort, når ingen kigger, og de småklukkende høns, der følger i røven på vores hovedpersoner hele tiden. Realisme og eventyr æltes for det meste upåklageligt sammen for både de store og små.

Som i andre animationsfilm er stemmerne afgørende, og den danske tale er også udmærket i "Ellevilde Ella". Dick Kaysø er charmerende som den gamle Johansen, der vil hjælpe Ella for enhver skyld, og den unge Fiona Luise Kringel er sød som Ella. Casteren kan klandres for at have fået Lars Mikkelsen og Neel Rønholt ind og så ikke give dem replikker eller roller med bare en smule relevans. De to skuespilleres ellers karakteristiske stemmer kommer ikke til deres ret og medvirker kun for at få deres navne øverst på plakaten.

Animationsfilmen om Ella og hendes venner fra Solbakken er en kærlig, underholdende og sentimental familiefilm for både de små og forældrene. Mens Ella cykler rundt og leder efter Mikkel, trækkes smil uundgåeligt på læben. "Ellevilde Ella" behandler emner til børn i øjenhøjde, hvilket sikkert vil åbne op for mange gode snakke i familien. Én ting er sikker: Når ungerne har været med på eventyr med Ella, vil de alle gerne have en bedste ven.

Ellevilde Ella