Herlig passioneret anmeldelse, tak Nicki.
Jacques Audiard er en spændende historiefortæller, altid med noget på hjertet - og som regel noget der gør ondt.
Jeg ville nok have set den alligevel, men nu er den noteret øverst på min liste.
Anmeldelse: Emilia Pérez
Kønsskiftedrama møder melodrama og kartel-thriller for fuld musik i poetisk perfektion.
Det skuffede muligvis en andel af biografpublikummet, da en af fransk films helt store skikkelser med "Lev, elsk, Paris" valgte at begå sig i en anderledes humanistisk retning. Om unges forhold til det svære liv og den besværlige kærlighed. Fortalt med et elegant sort-hvidt Paris i kulissen, som stod den legendariske nybølge-instruktør François Truffaut bag.
Kender man en smule til Jacques Audiard, der som manuskriptforfatter og instruktør om nogen har fornyet den hårdkogte franske thriller med magisk realisme og småprovokerende socialrealisme med Guldpalmevinderen "Dheepan", den hårdtslående "Smagen af rust og ben" og især kultfilmen "Profeten", burde dét valg ikke overraske. Audiard søger konstant at fornye sit værk. Alligevel er det vilde remix af mexicansk kartel-thriller med iørefaldende musicalelementer, moder- og faderskabskærlighed, romantisk komedie og kønsskiftedrama i "Emilia Pérez" grænseoverskridende ambitiøst, såvel som overraskende veldrejet.
Rita (Zoe Saldaña) er jurist i et stort advokathus, der er mere interesseret i at få kriminelle frikendt end at bringe dem for retten. En dag vender en uventet mulighed op og ned på hendes karriere: den berygtede kartelleder Manitas del Monte (Karla Sofía Gascón) hyrer Rita til at hjælpe sig med at starte et nyt liv. I årevis har han i al hemmelighed planlagt at trække sig tilbage fra den kriminelle løbebane, sit familieliv med sine to børn og konen Jesse (Selena Gomez) for at realisere en drøm: At få kønsskifte og dermed blive en omsorgsfuld kvinde – langt væk fra et liv som brutal morder og narkobaron. Men som alle ved, har fortiden det med at indhente én. Selv hvis navneforandringen er Emilia Pérez.
Musical-virkemidler som skæv kontrast til højspændt drama er der set adskillige eksempler på, men sjældent hvor det fungerer rigtigt godt. Hvor "Joker: Folie à Deux" er skrækeksemplet på, hvor nemt det kan briste under sin egen vægt, synes "Emilia Pérez" modsat at ramme plet i rytmisk vekselvirkning mellem flerfacetterede temaer og eksplosivt genre-mashup.
Det kan diskuteres, hvorvidt Jacques Audiard skaber en selvbevidst film til tiden. Modsat franske festivalfavoritter som Julia Ducournaus "Titane" og Leos Carax’ "Holy Motors", placerer "Emilia Pérez" sig uden for det prætentiøse felt. Nok med et ben i kunstfilmens sans for at udfordre sit publikum, men aldrig belærende eller påtaget. Audiard gør et tema som kønsidentitet spiseligt for masserne og opløser det navlepillende i både højtløftende og afgrundsmørk musical-scenografi, som kaster den ene latinamerikanske ørehænger af sig efter den anden. Komponistduoen Clément Ducol og Camille Dalmais står bag det forrygende soundtrack, et af de bedste i mange år, der bør lande hjemme på albumhylden hos alle filmmusikelskere.
I "Emilia Pérez" er der meget på spil. Storladen Shakespeare-dramatik folder sig ud hårdtpumpende og menneskeligt nænsomt i grænselandet mellem universelle temaer om identitet og eksistentielle valg. Dog ikke uden sine romantiske eller humoristiske elementer. Zoe Saldaña omfavner de vidtrækkende genrer og disker op med en blændende præstation, der toppes som habil sanger og danser. Den amerikanske skuespillerinde understreger, at talentet ikke alene kan defineres af de mere kommercielle universer i "Avatar", "Avengers" og "Star Trek". For slet ikke at overse Disney-stjernen Selena Gomez, der er overraskende solid som Emilia Pérez' ekskone.
Karla Sofía Gascón vandt prisen som Bedste skuespillerinde på sidste års Cannes som den første transkønnede skuespillerinde nogensinde. Splittelsen mellem maskulin fortid og nutidens feminine liv går direkte i hjertet. Det teatralske er bevidst taget direkte fra latinamerikansk tv-melodrama, de såkaldte telenovelas. Passionen sidder udenpå Yves Saint Laurent-designerkjolerne. Men tag ikke fejl af Emilia Pérez’ kærlighed. Under overfladen smiler brutalitet, jalousi og kontrolsyge lysende op blandt skyggerne.
Lys og mørke komplementerer hinanden i hænderne på Jacques Audiard. Forvandlingen fra mandlig kartelleder til kvindelig menneskeretsforkæmper er en genistreg som narrativt paradoks, der serveres med et sarkastisk glimt i øjet. Stikpillen kan nemt genkendes i alskens velmenende rigmænd med deres lig i lasten, som med deres på det tørre hyklerisk udvisker og omskriver historien efter behag. Vejen til frelse er vædet med blod og beslutninger på bekostning af andre. Intet kan ændre fortidens gerninger, synes det at være Audiards mantra. End ikke så radikale beslutninger som skifte af identitet og køn.
Fire Golden Globe-priser til "Emilia Pérez" forleden taler sit tydelige sprog om favoritværdigheden ved flere kategorier i forårets Oscar-show. Ingen røg uden ild. Jacques Audiards genremiks-perle er en af årets mest bemærkelsesværdige bedrifter, der for alvor har antændt filmåret 2025.
"Emilia Pérez" har dansk biografpremiere 9. januar. Heriblandt i FORMAT Bio, læs mere her.
