Anmeldelse: En frygtelig kvinde

Amanda Collins portrættering af den frygtelige kvinde Marie er så overdreven, at hun nærmest ikke virker menneskelig.

Manipulation og dominans er begge to egenskaber, som kvinder viser frem i et moderne parforhold. Ja, i hvert fald hvis man spørger dansk films new kid on the block, Christian Tafdrup. I 2016 viste han, hvor rædsomt det var at være et midaldrende forældrepar i sin anmelderroste spillefilmsdebut "Forældre", og nu vil han vise os, hvor rædsomt det er at være i et moderne parforhold med kvinder. Med denne provokerende præmis åbner Tafdrup Pandoras æske og ikke mindst for debat i én af årets bedste danske komedier.

Fodbold og fadøl med drengene er alfa og omega for Rasmus (Anders Juul), der har en afslappet og drenget livsstil. Men så falder han for smukke og mystiske Marie (Amanda Collin). De bliver kærester – hvilket viser sig at være hans livs største fejltagelse. For hvad Rasmus ikke ved er, hvad der står i vente for ham. Hvad der starter som en hed forelskelse ender i et parforhold, der minder om et fængselsophold. Alle samtaler er en dyst i at have ret, og Maries greb om Rasmus' hals bliver strammere og strammere. Pludselig må der ikke være oksekød i lasagnen længere, fordi rødt kød er usundt, og Rasmus' drengede plakater i stuen bliver skiftet ud med abstrakt kunst med bløde farver. Det vi får er en kvinde, der langsomt kastrerer en mand ved at fjerne al hans maskulinitet og selvværd. Og det er hylende morsomt.

Tafdrup har skabt en vaskeægte tragikomedie. Filmen hælder benzin på kønsdebatbålet og skildrer Marie som den mest uhyggelige, passiv-aggressive kæreste, man kunne forestille sig. Hendes nærmest rumvæsen-agtige måde at stirre på Rasmus øger kun til hendes diabolske natur, og man ved ikke, om man skal grine eller græde.

Filmen leger med genren, hvilket løfter den fra den gængse komediedrama. Der er tydelige auteurtræk fra instruktør Christian Tafdrup, mens historien forholder sig stadig dejligt uprætentiøs. Denne balance mestrer filmen, og han lader kun sit kunstneriske islæt tiltrække lige tilpas nok opmærksomhed til sig, uden at det bliver for meget. Fokuspunktet hér er at udforske et tragisk parforhold med humor som drivkraft og samtidig tilføje en frisk vinkel til kønsdebatten.

Filmen er dog meget mere end et debatindlæg. Emnet kunne nemt lade en politisk agenda overskygge fortællingen, men temaet tackles personligt og menneskeligt. Det mærkes tydeligt, at Tafdrup drager inspiration fra sine egne tidligere parforhold, som man kun kan forestille sig må have været ulidelige. Amanda Collins portrættering af den frygtelige kvinde Marie er så overdreven, at hun nærmest ikke virker menneskelig. Det er hermed ikke sagt et problem, hvis man ser filmen som en slags moderne monsterfilm, hvor rumvæsenet altså hedder Kvinden.

På trods af den overdrevet strenge måde, Marie behandler Rasmus på, vil der helt sikkert være folk i biografsalen, der sidder og tænker "Gud, det dér genkender jeg", eller måske endda "sådan har jeg selv opført mig i en lignende situation!". Og det er præcis, sådan Tafdrup vil have os til at føle med denne film. Han vil underholde os med en skide sjov komedie, men efterfølgende give os rigeligt at diskutere med venner, veninder og selvfølgelig kærester.