Anmeldelse: En hvid, hvid dag
Islandske Hlynur Pálmason forener på smuk vis det kunstneriske med det kommercielle.
Med lidt god vilje kan vi godt tage den rød-hvide hat på og være stolte af, at islandske Hlynur Pálmason valgte at slå sin vej forbi Den Danske Filmskole. Her blev filmmageren uddannet fra instruktørlinjen tilbage i 2013, og ovenpå et par kortfilm kom gennembruddet med debutfilmen "Vinterbrødre". En kunstfilm med tryk på kunst, ulig noget sjældent set i dansk film. Til den svære toer, "En hvid, hvid dag", har Pálmason søgt tilbage mod hjemstavnen på Island, hvor det flotte landskab har givet plads til at skabe en fortælling om en fortvivlet mand. En film, der på smukkeste vis forener det kunstneriske og det kommercielle.
"En hvid, hvid dag" omhandler den pensionerede politichef Ingimundur, som vi møder midt i sit livs sorg. Hans elskede kone og livs største kærlighed er omkommet i en bilulykke, og nu sidder den midaldrende mand alene tilbage med datter og barnebarn. Ingimundur udfylder sorgens tomrum ved at passe barnebarnet Salka, som han deler et specielt bånd med, mens timerne ellers bruges på at istandsætte datterens nyopførte hus. Placeret midt ude på fjeldet og omgivet af ingenting finder bedstefaderen et pusterum fra omverdenen, når han isoleret bygger hus. Midt i ensomheden trænger paranoiaen om konens mulige utroskab sig på. En tanke, der vender op og ned på enkemandens liv.
Med pludselige dødsfald, sorg og tanken om utroskab lyder Hlynur Pálmasons seneste film straks mere tragisk, end den overhovedet er. Faktisk er det svært at kategorisere nøjagtigt, hvilken type genre "En hvid, hvid dag" bør placeres under. På finurlig vis gøres der brug af melodramaets store følelser, mens vi dykker ned i krimiens kaninhul af spor og spørgsmål. Alt sammen kobles op på en forunderlig sort-humoristisk tone, der står i skærende kontrast til det vinterdeprimerede Island. I Ingimundurs søgen efter forløsning og svar på sin tiltagende mistanke om konens misforhold holdes grebet om seeren i spænding, når en mand går amok i sine følelsers vold, samtidig med at der skal ageres kærlig bedstefar.
Hlynur Pálmasons genremiks er en stor succes. Det skyldes især instruktørens evne til at sky udenom de midler, som vi normalt ville forbinde med denne type kærlighedsfortælling. Vi slipper for romantiske flashbacks, som viser de gode stunder, Ingimundur og hans kone har brugt sammen. End ikke skikkelsen af konen antydes, før der indtræffer en af årets allersmukkeste sekvenser, der i stedet huserer den unavngivne dame som et spøgelse i Ingimundurs sørgmodige tilværelse. Vi er aldrig i tvivl om, hvor meget parret rent faktisk elskede hinanden. Eller hvorfor det, der i momentet synes som en petitesse – en død kvindes mulige utroskab – betyder så meget for manden, der sidder tilbage.
Den overbevisende kærlighed skyldes især Hlynur Pálmasons særegne måde at fortælle sin historie på, men også at landsmanden Ingvar Sigurðsson giver en masterclass i skuespil. Det er både rørende, rystende og aldeles morsomt, når han skal balancere tragisk ægtemand, omsorgsfuld bedstefar og tidligere politimand på afveje.
"En hvid, hvid dag" virker som det perfekte næste skridt i Hlynur Pálmasons filmkarriere. På smukkeste vis forener instruktøren sin kunstneriske stemme fra "Vinterbrødre" med en mere kommerciel tilgængelighed – uden nogensinde at gå på kompromis med sin eksperimenterende stil. Synes du, at debuten var lige mærkelig nok, og havde du afskrevet den islandske ener, kan du dermed tage det helt roligt. For i dette islandske vulkanudbrud af tragikomik og blandede genretræk kan de fleste være med – og nyde en af årets absolut bedste filmoplevelser.