Anmeldelse: En-to-tre-nu!

Bille August har en gang sagt, at idet man laver en film med det for øje at ramme et bestemt segment, begår man en fejl. Man skal - ganske enkelt - bare lave en god film. Selvom det er nemmere sagt end gjort, havde skaberne af "En-to-tre-nu!" gjort klogt i at lytte til dette udsagn. For med Danmarks nye ungdomsfilm gøres alt for at please kernepublikummet. Og dét er der bestemt ikke kommet nogen "god film" ud af.

Mød Jeppe (Nikolaj Groth). En typisk teenager fra Svendborg, der drømmer om at blive international basketballstjerne. Nok har han højden og talentet til at drive det vidt, men der mangler alligevel noget: troen på, at det rent faktisk vil lykkes. En dag starter en ny pige på hans gymnasie. Cecilie (Clara Rosager), som hun hedder, er gudesmuk, og der er noget mystisk ved hende, hvilket Jeppe naturligvis falder for. Efter en tur i biografen - en af filmens få gode scener - bliver de to turtelduer inden længe kærester. Deres lykke er dog en stakket frist, da Jeppe erfarer, at Cecilie lider af kræft.

Teenageårenes akavede sårbarhed, spirende seksualitet og mangfoldige kvaler er evig kilde til filmisk udforskning af den turbulente dannelsesrejse fra barn til voksen. I dansk kontekst har de seneste mange år desværre budt på relativt få film i genren og endnu færre af nævneværdig kvalitet. Filmatiseringen af Jesper Wung-Sungs populære ungdomsbog af samme navn har ingen intentioner om at ændre denne kendsgerning.

Det er tydeligt, at der har været et ønske om at skabe en dansk pendant til teen-hittet "En flænge i himlen". Vel at mærke uden at investere én selvstændig tanke i projektet. Ikke kun tematisk har instruktøren, den tidligere barneskuespiller Barbara Rothenborg, forsøgt at gøre kunsten efter. Helt ned til valg af soundtrack og visuel stil lægger "En-to-tre-nu!" i forlængelse af denne type amerikanske indie-ungdomsfilm. Fremfor at gå fuldt ud naturalistisk til værks, som vi ellers har for vane herhjemme, benyttes i særlig grad slow-motion og subjektiv synsvinkel som en fast del af fortælleformen. Dette kunne for så vidt godt have fungeret, hvis ikke det var fordi, det blev brugt i så overdreven grad, som det er tilfældet.

Én ting er, at filmen i flere henseende grænser til plagiat. Hvad værre er, så føles parrets kærlighedsforhold lige lovlig forhastet. For ikke at tale om deres mildest talt unaturlige interaktion med hinanden. Som da Jeppe spørger Cecilie, hvad hun er god til, og hun uden overvejelse svarer: "At leve". En sådan replik havde måske nok været acceptabel på engelsk, men på vores eget modersmål bliver det altså smerteligt påtaget. Bedre bliver det bestemt heller ikke af karakterernes forsøg på dybsindige betragtninger. Især delte refleksioner om livet og døden mellem Jeppe og Cecilies far ender med at blive ufrivilligt komisk.

"En-to-tre-nu!" forsøger alt for ihærdigt at efterligne tåreperseren "En flænge i himlen". Resultatet kan bedst betegnes som selvhøjtideligt navlepilleri, hvis eksistensberettigelse er svær at retfærdiggøre. "Lev i nuet" er budskabet. Hvor Gajol-banalt kan det blive? Havde det ikke været for enkelte fine scener og debuterende Clara Rosagers til tider overbevisende skuespil som kræftramte Cecilie, var filmen endt på en sikker bundkarakter.