Anmeldelse: Et sekunds lykke
Kinesisk drama er et kærlighedsbrev til filmhistorien.
Film er magisk. Film kan bringe lykke for mange mennesker. Film kan få en til at grine og græde. Film er et pusterum i den hektiske hverdag. Nogle gange kan film være en så befriende oplevelse, at man bliver et bedre menneske. Kinesiske Zhang Yimou har i sin lange karriere skabt bemærkelsesværdige filmværker. "Et sekunds lykke" er et smukt billede på filmens magi, båret af stærke og rørende øjeblikke.
Zhang er stukket af fra en kinesisk fangelejr. Han har fået nys om, at den nuværende nyhedsspole, der fragtes rundt i landets biografer, viser et glimt af hans datter. Da en ung pige stjæler én af spolerne, sætter Zhang alt ind på at få den tilbage. For man ved aldrig, om lige netop den spole indeholder et sekunds lykke.
I dagens filmverden optages alt med digitale kameraer og vist via harddiske i biografer. I stor kontrast til bare for femten år siden, hvor filmene blev fremvist på celluloid. 35 mm spoler, der nogle gange endda var opdelt i akter, som skal sammenflettes under fremvisningen. Hvad ville der dog ikke ske for den samlede filmoplevelse, hvis tyve minutter manglede midt inde i en film. "Et sekunds lykke" er et åbenhjertigt indblik i dén omstændige proces og den nu over 100 år gamle kærlighed til filmens verden.
Zhang Yimou hylder flere af de gamle mestre i sin film. De første tyve minutter af "Et sekunds lykke" er nærmest en stumfilmhyldest til Charlie Chaplin og Buster Keaton. Næste spole rulles over i screwball-komik i stil med Ernst Lubitsch og Howard Hawks. Sidste halvdel er en homage til det velskrevne drama, som Billy Wilder kunne skrive som ingen anden og ikke mindst episke film i stil med David Leans "Lawrence of Arabia" og Yimous egen "Hero".
"Et sekunds lykke" byder på morsomme og rørende øjeblikke, men alvoren lurer hele tiden under overfladen. Vores hovedperson, helt vidunderligt spillet af Yi Zhang, er på flugt og det kinesiske diktatur under Maos Kulturrevolution er en stærk kontrast til filmmediets frigjorte magi. Filmen kan knække på under ét sekund og arbejdslejren venter igen. Men selv i Chaplins klassikere var der ingen sentimalitet uden alvor. Hos både den britiske og den kinesiske mester fungerer det upåklageligt, også selvom Yimou smører tykt på undervejs. Det kinesiske filmsprog er anderledes på sine punkter i forhold til vestlig film. Haocun Li, som spiller den unge pige, giver et rørende og samtidig stærkt billede af den barnlige uskyld. Sammen med vores hovedperson udvikler der sig et medrivende partnerskab, som man både bliver ramt af og irriteret på. Der skal konflikter til, før der findes løsninger. I den lokale biograf møder de Mr Movie, som operatøren bliver kaldt og trekløveret kan man ikke undgå at forelske sig i og vil ikke forlade, når lyset tændes i salen. Samme følelse sidder man med efter "Et sekunds lykke".
Med "Et sekunds lykke" har Zhang Yimou skabt én af sine mindre, men bedste film, i lang tid. Det er et kærlighedsbrev til filmmediet, som emmer af hyldester til filmhistorien. Man griner, græder og har en frigjort følelse i kroppen, når man forlader den magiske biografsal. Der smøres tykt på, men man er med hele vejen. Om vores hovedperson finder et sekunds lykke i hans liv, skal selvfølgelig ikke afsløres her. Men der findes en befriende lykke i at se en så vellavet film, som "Et sekunds lykke" er.