Anmeldelse: Faderen, sønnerne & Helligånden
Opfølger til Bodil-vindende dokumentar er et stærkt testamente om den sociale arv i Damnark.
"Faderen, sønnerne & Helligånden" åbner med et blik, vi har set før – på en mand, hvis liv er i frit fald. Men stadig formår han at kigge ind i kameraet og indgyde en sær blanding af rå foragt og optimistisk livshåb. Fortællingen er en direkte opfølger til den Bodil-vindende "Testamentet". Dengang trådte instruktør Christian Sønderby Jepsen for fjorten år siden trådte ind i brødrene Henrik og Christians liv i det jyske, hvor et testamente med tilhørende millionarv lod vente på sig. Det viste sig at være en ny begyndelse, hvor svigt, forventninger og familietraumer kom op til overfladen.
I "Faderen, sønnerne & Helligånden" rettes kameraet igen mod Henrik og Christian– men denne gang er det ikke kun ham, der står for skud. Nu er også deres sønnerne i fokus, mens også rygraden af det danske samfund og den sociale arv hvirvles ind i et større overbliksbillede af dem på kanten, i bunden og dermed også vores alle sammens selvforståelse af at være dansk. Og om at være på et hold i en lille division, hvor man kun kan håbe på ens børn bliver oprykkere fra.
Her er tale om et både et selvstændigt værk og en ulmende fortsættelse. Opfølgeren står ikke i skyggen af "Testamentet", men lader snarere et sindigt mørket brede sig ud over de afdæmpede marker. Der er ingen dramatisk storm i sigte, men en nedslående tåge, der holder solen væk fra at lyse vores hovedpersoner op. Vi følger sideløbende Henrik og Christians sønner i deres kamp for at bryde ud af den sociale arv, som i generationer er lagt som en tung frakke over deres skuldre. Det er en ægte skildring af Danmark, vi sjældent ser: et Danmark uden vind i håret og havudsigt, men med stivnet kaffe i koppen og os i lokalerne. Det er på tide.
Der er noget bibelsk over filmens struktur. Titlens hellige treklang er ikke kun for syns skyld. Den sociale arv er omsat i et generationsdrama. Henrik og Christian er nu fædre. Sønnerne, Daniel og Lukas, forsøger på hver sin måde at navigere i ruinerne af en opvækst præget af misbrug og fravær. Og Helligånden? Måske er det netop filmens poetiske anstrøg, der svæver over fortællingen – et håb, der ikke dør, men fordamper i hashtågerne. Et nærvær, vi aldrig ser, men mærker i stilheden mellem ordene. For det er ikke kun en jammerdal, der er rørende og omfavnende kærlighed mellem familiemedlemmerne.
Christian Sønderby Jepsen mestrer det, som danske dokumentarister kan: at gøre det personlige universelt og det universelle intimt. Som Eva Mulvad og Phie Ambo formår han at gå helt tæt på menneskeskæbner uden at kvæle sin fortælling i medlidenhed. Det er en film, der ser – ikke dømmer. Den trækker ikke på skuldrene over Henrik og Christians skæbner. Den lægger blot hånden på døren til et hjem, hvor ingen har haft overskud til at ryddet op i årevis. Og inviterer os indenfor.
Tematisk placerer "Faderen, sønnerne & Helligånden" sig midt i den voksende samtale om social arv i Danmark. Hvordan former et liv sig, når mulighederne simpelthen ikke findes? Når systemet står klar med kontrol og papirer, men ikke med forståelse og nærvær? Filmen insisterer på, at vi ser – også når det gør ondt – og stiller det ubehagelige spørgsmål: Hvor meget af din fremtid bestemmes af din fortid?
"Faderen, sønnerne & Helligånden" har dansk premiere 26. marts.