Anmeldelse: Fahrenheit 451 (HBO Nordic)

En sprængfarlig thriller, hvis åndedræt holdes tilbage i et håb om en næste scene.

Der er gået et stykke tid, siden Ray Bradbury skrev "Fahrenheit 451" i 1953. Tv var begyndt at overtage bøgernes plads i kulturen, Stalins død havde sat en mulig stopper for ekstremistisk kommunisme, og Sovjet var i fuld gang med at lege med brintbomben. Alligevel er 2018-versionen af "Fahrenheit 451" i høj grad stadig aktuel siden bogens udgivelse, da den fungerede som advarsel imod totalitarisme og undertrykkelse, der kommer skjult af en regering med en enkelt dagsorden: at skabe mennesker, der gør, hvad der bliver sagt. Men filmens sociopolitiske kommentar til nutiden fungerer som en perfekt platform til instruktør Ramin Bahrani, der her kan videreudvikle de holdninger, han satte for dagen i sine tidligere film "99 Homes" og den undervurderede "Man Push Cart".

"Hvis du ser noget, så sig noget" bliver enhver borger gjort opmærksom på i "Fahrenheit 451". I fremtiden bliver borgerskabet manipuleret af en regering, som ikke mener, at befolkningen har godt af de farlige ideologier, der ligger i litteraturens budskaber. Guy Montag arbejder for den enhed, der skal udrydde bøger fra samfundet, men han begynder langsomt at blive draget af den verden, som ikke er lige så regelret som den, han er vokset op med. Han er en mand, der har ligget i en døs af manipulation, så længe at det næsten virker farligt, da han først vågner op og ser, hvordan samfundet er opbygget: af mænd, der prøver at skabe en verden, hvor der ikke er plads til at udtrykke sig frit.

Alt er elegant sterilitet i den litteraturløse verden, mens den litterære er fyldt med kringlede kroge og brudte linjer. En ægte, men uønsket repræsentation af, hvordan livet ser ud. "Fahrenheit 451" handler om idéer og den magt, som tanker, idéer og abstraktioner kan have. Derfor er det heller ikke underligt, at den er ude nu, hvor det amerikanske samfund er i gang med at genopdage sin egen identitet og i den anledning har skabt en enklave af mennesker, der revolutionerer for netop idéer om et bedre liv for alle. Ej heller er det tilfældigt, at Bahrani har ladet sin film foregå i den røde stat Ohio, som altid har været en vigtig politisk brik for det republikanske parti, mens Bradbury i sin diskretion lod romanen foregå i en udefinerbar by.

Her handler det om at være lige i en verden med uperfekte mennesker. For at narre mennesker til at tro, at dette er muligt, må nogle anse sig selv som ansvarlige overfor resten af horden. Når Montags chef, Beatty – i Michael Shannons skikkelse – fortæller ham, at bøger må brændes, da de ellers skaber splid mellem mennesker, er det et fingerpeg mod nutidens tendens til at forene mennesker i trolig accept af, at der ikke skal være forskelle mellem os – og hvad den naivitet kan blive til, hvis den ender med at være en misforstået besættelse.

Fornemmelsen af, at Beatty og Montag føler den samme længsel efter at kunne udtrykke sig, er ikke kun tydelig, men forståelig, for i "Fahrenheit 541" er der ikke mange, der tror på det intolerante reglement. Men hvor længslen i Montag får ham til at bryde fri, er det også den, der driver Beatty til at slå ned på dét, han ønsker at slette i sig selv.

"Fahrenheit 451" kan og skal ses som en politisk opsang, men også uden sit sociopolitiske omslag er dette en sprængfarlig thriller, hvis åndedræt holdes tilbage i et håb om en næste scene. I Bahranis film handler det ikke kun om ord, men også om de handlinger, de kan fremprovokere. På trods af dette er "Fahrenheit 451" ikke interesseret i at snakke sin tilskuer halvt et øre af, og i et smukt paradoks foregår filmens sidste, smukke øjeblikke præcis, som de skal: uden et ord.

"Fahrenheit 451" kan ses på HBO Nordic fra 20. maj.

Fahrenheit 451 (HBO Nordic)

Kommentarer

Fahrenheit 451 (HBO Nordic)

    Log ind for at deltage i diskussionen