Anmeldelse: Fantastiske Ivan (Disney+)

"Fantastiske Ivan" glimter med sine Oscar-nominerede effekter og bør ramme sin unge målgruppe, men for de voksnes vedkommende er den ellers rørende film hurtigt glemt.

"Fantastiske Ivan" er en historie baseret på den sande fortælling om gorillaen Ivan, der blev reddet fra krybskytteri i junglen og efterfølgende blev hovedattraktionen i en mini-zoo i et storcenter. Filmen – med originaltitlen "The One and Only Ivan" – er baseret på romanen af samme navn og byder på en lang række store stjerner, der tæller kendte ansigter som Sam Rockwell, Danny DeVito, Helen Mirren og Bryan Cranston. Det er da også filmens stjerner, der bærer filmen og i sidste ende gør den seværdig for hele familien.

I det lille supermarked Big Top Mall ligger et lille cirkus, hvor eksotiske dyr er hovedattraktionen. Foretagendet er ejet af den gode Jack (Bryan Cranston, kendt fra "Breaking Bad"). Gennem mange år har det helt store trækplaster været gorillaen Fantastiske Ivan (Sam Rockwell), en kæmpe gorilla, der så længe, han kan huske, har været under Jacks varetægt. Uden minder om et liv før den moderne tilværelse kommer Ivan dog ud på en tur i håb om at finde sin sande natur og identitet.

En central del af "Fantastiske Ivan" er brugen af computereffekter. De sidste par år har budt på adskillige eksempler på, hvordan et misbrug af CGI kan ødelægge en ellers hæderlig historie. Detaljegraden og indlevelse afgør forskellen på, om en film kan holde sin aktualitet, eller om den er glemt om få år, når de dårlige effekter allerede er dateret. CGI har det med lynhurtigt at forældes. Det er derfor afgørende, at de visuelle effekter stræber efter at være forud for sin tid. Glemmes dette, vil filmen være en skygge af sig selv, inden premieren er overstået.

"Fantastiske Ivan" har heldigvis ikke det problem. Her kæles for de mindste detaljer, der er med til at levendegøre filmens omdrejningspunkt – de mange dyr. Det er, når dyrene bevæger sig i halmen, at de små halmstrå elegant skal flyve rundt om fødderne. Det er i personliggørelsen af dyrene, hvor ansigtsmimikken gør det muligt at mærke deres smerte. Det er i dyrenes fysiske kontakt til hinanden, at kemien skal mærkes. Vigtigst af alt er det, når mennesker og dyr har kontakt. Det er nemlig her, illusionen så let brydes og dermed ødelægger troværdigheden. Alt dette lykkes i "Fantastiske Ivan", hvilket efterlader et håb om, at den teknisk stadig er interessant om nogle år.

For målgruppen er det umuligt ikke at lade sig påvirke af de mange rørende scener i samspillet mellem dyr og mennesker. Filmen rammer væsentlige og aktuelle problematikker om dyr i fangenskab, der hungrer efter frihed. Men også om de kan begå sig i den, hvis de får den, når nu de ikke kender til friheden? Der er masser af rørende øjeblikke, der gør filmen værd at se, især for de mindste, men også for resten af familien. Hvad konflikter angår, er det begrænset, hvad der er at komme efter, hvorfor filmen ikke gør det store indtryk på personer over 10 år.

Bryan Cranston viser nye sider af sig selv som den gode cirkusdirektør, der ønsker det bedste for sine dyr, samtidig med at han skal have brød på bordet. Det er en fornøjelse at opleve, hvordan Cranston og resten af castet giver liv til deres karakterer og dermed skaber det nærvær, der er altafgørende for, at filmens brug af CGI ikke tager unødigt fokus. "Fantastiske Ivan" er en rørende og aktuel beretning, der nok desværre ender blandt et af mange forsøg på at skabe CGI-afhængige film. Trods sit hæderlige forsøg er det svært at forestille sig, at filmen ikke er glemt om fem år, som det er tilfældet med så mange andre film af samme slags.