Anmeldelse: Far til fire på toppen
Udfordringen i at nå toppen som Far til fire er markant. Både i forhold til indfrielsen af fire hyperaktive ungers forventninger til en enlig far, men i særdeleshed i forhold til kyniske anmelderes raslende sabler. Og ja, det er ufatteligt nemt at håne og nedsable film som "Far til fire", der har tyngde som en flødebolle. "Far til fire på toppen" vil formentlig heller ikke i denne omgang tilføre den udskældte og udskammede danske folkekomedie nogen fyldig hæder. Mindre kan heldigvis gøre det.
Den er helt gal i parcelhuskvarteret. Familien på fem er pga. økonomiske årsager tvunget til at flytte fra deres legendariske adresse. Far får dog på falderebet tilbudt nyt job, der kan redde dem alle fra katastrofen. Kontoret ligger på 27. etage og er udstyret med enorme panoramavinduer, hvilket er en grim sten i skoen, da Far lider af svær højdeskræk. En højdeskræk så alvorlig, at Far overvejer at takke nej til jobbet. Heldigvis er Fars fire børn nogle handlekraftige eksistenser, der tager sagen i egen hånd. Sammen med Onkel Anders bestilles en familierejse til toppen af de norske fjelde, så Far kan konfrontere sin højdefobi – og i sidste ende eliminere truslen fra Farxit.
Smagen af dårlig undskyldning for at få Far og fire unger ud på eventyr er alarmerende bitter. "Far til fire på toppen" når da også her helt nye banale plothøjder. Sammenlignet med forgængernes dovne og fantasiløse narrativer er det derfor lidt af en bedrift. Den bedagede folkekomedie-formel følges igen slavisk, og ambitionerne er stadig bagstræbende nostalgiske. Måske er det på tide med en opdateret "Far til fire"-fortælling, der tør udfordre konventionerne? Pyt. Utroligt nok fungerer det faktisk udmærket.
Turen nordpå har noget uskyldig hygge over sig. Tempofyldt fortælles det, at sammenhold og tillid er familiens grundpiller. Buldrende banalt. Men i følgeskab med en familie, hvor kemien eksisterer, sluges den simple præmis mindre besværet. Der er sjældent noget særligt farligt på færde i filmen, men ej heller er der manisk insisteren på konstant at være sjov – som tilfældet er med flere andre aktuelle og uheldige danske folkekomedier. Jesper Asholts neddæmpede Far er overtaget af en sprællende Martin Brygman, der hæderligt fjumrer sig til sporadiske grin. Thomas Bo Larsen er et modigt valg som Onkel Anders, men forventes det, at han på ærke-københavnsk lover ungerne endefuld, bliver man dog skuffet. Bo Larsen holder sig forholdsvis anonymt i baggrunden og får aldrig sat sit personlige præg på figuren.
Fra Vadehavets brusende bølger i "Far til fires vilde ferie" (2015) er rammerne denne gang Norges naturskønne omgivelser. Henrik Kristensens fine fotografering indfanger fornemt de majestætiske naturlandskaber, hvor dybe skove, rasende elve og ranke fjelde delikat flettes ind i fortællingen. Visuelt når vi derfor toppen i "Far til fire"-regi. På spidsen af fjeldet kammer det dog fortællemæssigt over for seriens nye instruktør, Martin Miehe-Renard. Sidste tredjedel er unødig hysterisk, hvor især et fjollet faldskærmsudspring med et telt fremstår unødvendigt åndssvagt.
"Far til fire på toppen" udfordrer ikke fordommene om folkekomedien som en genre i uambitiøs tomgang. Alt er som det plejer – fortalt en anelse mere hyggeligt og sympatisk. Selvom vi er på toppen af fjeldet, trædes der altså ikke i højere kunstneriske luftlag. Filmen forsøger aldrig på noget tidspunkt at rykke sig fra middelmådigheden, men de sympatiske budskaber serveres med tilpas sødme og charme – så hul i, om der er langt op til toppen.