Skidegod anmeldelse, af en film jeg dog næppe ser, om så det var den sidste i verden.

Anmeldelse: Far til fires vilde ferie
Det er snart mange år siden, at jeg sidst besøgte "Far til fire". Alligevel synes næsten alt ved det gamle i denne 17. film i serien. Det er stadig sommer, sol og søndag – og elefanten Bodil følger endnu krøltoppen Lille Per i tykt og tyndt. Men noget er galt. Problemerne, der forårsagede mit tiltrængte afbræk fra filmene, er imidlertid ikke blevet løst. Familien skal ikke forvente, jeg kommer igen foreløbig.
Far (Jesper Asholt), de fire finpolerede børn og den konfuse Onkel Anders (Kurt Ravn) beslutter sig for at holde ferie i Fru Sejersens (Kirsten Lehfeldt) sommerhus ved Vadehavet. Humøret er højt, indtil det går op for dem, at de i virkeligheden skal bo i en lille cirkusvogn med udendørs das. Historien tager dog først for alvor fart, da Far, grundet flere opstyltede misforståelser, mistænkes for en række indbrud på øen. Lille Per og Co. må derfor straks skride til handling og bevise Fars uskyld.
"Far til fires vilde ferie" er som at sluge mængdevis af candyfloss på ultrakort tid. Kvalmende sødt og syntetisk uden den mindste smule næring. Bevares, filmen scorer lidt point på hyggebarometeret, men det kompenserer langt fra det totale fravær af ambitioner. Undervejs refereres der flittigt til "Far til fire på landet" fra 1955. Om instruktøren Giacomo Campeotto ønsker at skabe nostalgisk genklang, eller det blot er udtryk for mangel på nye ideer, forbliver uvist. Til alt held bringer de velvalgte skuespillere dog fornøden gemytlighed, skønt de har meget lidt at gøre godt med.
Det er ærgerligt, at gode danske film fra børneperspektiv er blevet en mangelvare. Havde det ikke været for de to "Antboy"-film og sidste års DR-julekalender "Tidsrejsen" – der opfindsomt kombinerer hverdagsligt socialrealisme med genrefilmens forunderlighed – kunne den danske familiefilm afskrives for længst. Ikke at der er noget i vejen med folkelige film. Men fordi noget er folkeligt, behøver det ikke tale ned til publikum. Familiefilm må gerne være simple, endda naive, hvis fortælleglæden skinner igennem. Det gør den ikke her. Tværtimod er der noget sært bedaget over "Far til fires vilde ferie", som gør den virkelighedsfjern og svær at relatere til.
Alt for ofte forveksles komik med fjolleri. Børnene skulle jo nødig kede sig, så Far må hellere slå en prut i ny og næ. I de gamle film fra 50'erne og 60'erne lå der et afgørende gran af virkelighedssans, selvom de var nok så romantiserede. Ingen af karaktererne blev reduceret til flade karikaturer med hver én funktion, som det er tilfældet i "Far til fire" anno 2015. Værst er storesøster Søs (Emilie Werner Semmelroth), der er så håbløst forgabt i Peter (Allan Hyde), at hun ikke taler om andet gennem hele filmen.
Vil ungerne elske "Far til fires vilde ferie"? Formentlig. Det er ikke for ingenting, at der nu er produceret hele otte film siden relanceringen i 2005. Men derfor behøver forældrene jo ikke se ubekymret til, mens deres børn lapper det i sig. For candyfloss bliver man ikke mæt af.