Anmeldelse: Fatima

Du kender hende ikke, men du har stensikkert set hende før. Måske ved et busstoppested en tidlig morgen, eller da du var nede for at købe ind. Hende, der gør rent på din arbejdsplads og slider længe efter, du selv har fået fri. Det er Fatima. Hun bor i det samme land som dig, men føler sig ikke som en del af samfundet. Netop denne konflikt er, hvad "Fatima" handler om: mødet mellem kulturer.

Hovedpersonen i denne fortælling bor måske nok i Frankrig, men "Fatima" kunne lige så godt have foregået i Danmark. For udfordringen med at vænne sig til livet i et fremmed land deles af utallige indvandrere rundt omkring i Europa. Derfor får vi heller aldrig indblik i Fatimas fortid: Det er nuet, der er omdrejningspunktet. Fatima har da også rigeligt med problemer. Ikke nok med, at hun skal få hverdagen til at løbe rundt med et underbetalt og opslidende job, så har hun også to døtre, hun som alenemor skal opdrage. Og eftersom de begge er teenagere og qua deres opvækst i Frankrig har andre værdier end Fatima selv, er det lettere sagt end gjort.

Det siger sig selv, at "Fatima" rammer ned midt i den sprængfarlige flygtningedebat. Men "Fatima" er ikke et manipulerende partsindlæg. Tværtimod. Filmen er fuldstændigt blottet for underlægningsmusik, spændingsopbygning og plot. Instruktør Philippe Faucon har forsøgt at skildre sine hovedpersoner så sobert og objektivt som muligt. Det ses også tydeligt ved, at kameraet aldrig bevæger sig, men nøjes med at observere Fatima på afstand.

Men er det virkelig interessant at betragte en helt almindelig indvandrerkvindes dagligdag? Det kræver i hvert fald, at man ikke er typen, der famler febrilsk efter sin smartphone af ren kedsomhed. For stille passager er der nok af i filmen. Men hvis man giver "Fatima" tid, så bliver man også belønnet. For i takt med at man bruger mere og mere tid sammen med filmens karakterer, udvikler man også et tæt forhold til dem.

At benytte sig af en observerende stil til at skildre et hverdagsdrama lyder ellers næsten for simpelt. Det burde det også være. Derfor er det også noget af en bedrift, at det er lykkedes at gøre "Fatima" vedkommende. Særligt det eminente skuespil fra de tre ukendte skuespillerinder er i den forbindelse værd at fremhæve. Soria Zeroual som Fatima og henholdsvis Zita Hanrot og Kenza Noah Aïche som Fatimas to døtre spiller så naturligt, at man ikke én gang undervejs tænker over, at der blot er tale om skuespil.

Titlen "Fatima" er specifik, men fortællingen er universel. Ved hjælp af en observerende, dokumentarisk stil har franske Philippe Faucon formået at give et indblik i dagligdagen for en helt almindelig indvandrerfamilie. Der er absolut intet sensationelt eller opsigtsvækkende ved deres liv – kun hverdagens barske realiteter. Men skildringen er leveret med en omhyggelighed, der gør, at det er umuligt ikke at få en klump i halsen, når det går denne familie godt. "Fatima" er en lille film, men så ufatteligt sympatisk, at man faktisk godt forstår, hvorfor den vandt det franske filmakademis pris for Bedste film.