Anmeldelse: Felix på vilde eventyr
Der er et stykke vej op til Pixar-forbillederne.
Det er efterhånden ingen hemmelighed, at kineserne er ved at sætte sig solidt på verdensmarkedet. Selv Hollywood må se sig nervøst over skulderen, når det kommer til den asiatiske storspiller. Skal man i den forbindelse bruge den kinesiske animationsfilm "Felix på vilde eventyr" som pejlemærke, kan den vestlige filmbranche dog ånde lettet op – for her er ikke kattens meget at komme efter!
Katten Buller og hans søn Felix lever et mageligt husdyrliv i en kinesisk storby. Men sønnike længes efter eventyr uden for højhuset og drømmer om det forjættede paradis Katopia. Farmand forsøger i al sin overbeskyttende iver ihærdigt at slå den slags gale tanker ud af knolden på den lille killing. Så da Felix efter at have binge-watchet YouTube-videoer lærer at bygge et raketfly – hvem sagde, at massiv skærmtid ikke kan være enormt lærerig? – og suser afsted til den anden side af floden med kurs mod Katopia, er Buller naturligvis nødsaget til at sætte efter sin søn med hjælp fra hunpapegøjen Arald. Så langt, så "Find Nemo".
Der er dog et stykke vej op til Pixar-klassikeren. Selvom computer-animationen i "Felix på vilde eventyr" holder et habilt niveau – endda målt med dagens standarder, som immervæk har udviklet sig med lynets hast siden den første "Toy Story" – så kan filmen slet ikke hamle op med sine tydelige forbilleder. Der lånes i rigelige mængder fra store dele af Disneys bagkatalog. Lidt "Oliver og Co." her, lidt "Aristocats" der. Tilsæt desuden skrigende-dyr-der-falder a la "Ice Age"-filmene og et par forkølede forsøg på sangnumre. Resultatet er snarere tam aftapning end inspireret homage trods enkelte smilebånds-løftende øjeblikke. En genreskabelons-kalkule brugt som manuskript i stedet for en film, der tør gå sine egne veje.
Retfærdigvis skal det siges, at der tages point på originalitetsskalaen med introduktionen af historiens skurk. En ondskabsfuld glaskunstner, der efter filmens eget udsagn gik over til den mørke side. En mand med et Kylo Ren-kompleks, der ynder at lave støbeforme af levende dyr, og som får sin inspiration fra en lille glaskugle, der uheldigvis hænger om Felix' hals. Sådan en antagonist kan jeg ikke lige komme på at have set i en "tilladt for alle"-børnefilm før. Det bliver dog lige lovlig mørkt og ildevarslende og virker en anelse malplaceret i det ellers pussenussede farvelade-univers.
Det samme gælder slutningen, som efter et par forsøg på at gøre "Ringenes herre" kunsten efter i "slutning-på-slutning" ender med at stritte i flere retninger. For ja, vi får selvfølgelig den længe ventede genforening af far og søn til tonerne af ideel lykke i Katopia (efter en hæsblæsende undervandsjagt ombord på et glasskib, en slags miniudgave af Noahs ark), men det, der skulle have været et rørende øjeblik, punkteres på mest abrupte vis. Filmen lægger op til en lykkekage-floskel af en morale, og ikke engang dette standpunkt kan den følge til dørs.
Er "Felix på vilde eventyr" så en dårlig film? Nej, den er hverken værre eller bedre end den ufattelige mængde af samlebånds-film, der produceres uden ende til familiepublikummet i hele verden, og den gør (næsten) ikke en kat fortræd. De mindste poder vil sikkert være glimrende underholdt, og nogle gange er det alt, der kræves. Nogen særlig anbefalelsesværdig film er det bare heller ikke. I min bog kan man godt forlange mere, selv – eller måske især – af børnefilm.