Anmeldelse: Ferdinand (4K UHD)

Blue Sky Studios nærmer sig flere gange med "Ferdinand" den filmmagi, som man nogle gange skulle tro, at Disney og Pixar har patent på.

Det må være ret svært at være et lille animationsselskab. Selvom Disney og Pixar fortsat styrer markedet med hård hånd, sker det dog en sjælden gang imellem, at de små selskaber smider et lille guldkorn på gaden, der får den omtale og det publikum, den har fortjent. Blue Sky Studios har skam med sine utallige "Ice Age"-film fået masser af omtale, men det er sjældent, at kvaliteten af deres produktioner overstiger det middelmådige. Deres seneste produktion om den velkendte blomsterelskende tyr, "Ferdinand", rammer dog hovedet på sømmet – masser af omtale, et stort publikum, og så er det tilmed en glimrende film.

Ferdinand er vokset op på en farm, hvor den største ære er at blive udvalgt til kamp i arenaen. Dyrene er her ikke helt klar over, hvad der egentlig sker der, men har en naiv forestilling om, at hvis man vinder en tyrefægtningskamp, er gevinsten frihed. Men Ferdinand er ikke som de andre kalve – han vil hellere dufte til og passe på blomster dagen lang i stedet for at slås. En dag flygter han fra farmen og lander i armene på en kærlig familie, der giver ham alt det, han altid har drømt om. Der går dog ikke længe, før fortiden indhenter ham, og snart må den nu gigantiske tyr se sine gamle venner i øjnene igen – og måske endda en tur i arenaen.

"Ferdinand" byder på absolut ingen overraskelser undervejs. Filmen er formet efter en al for velkendt skabelon, og historien udfolder sig nøjagtigt som forventet. Det er næppe originalitet, som "Ferdinand" kan prale af at besidde. Til gengæld har filmen hjerte. Masser af hjerte. Karaktererne er nemlig hver og én meget elskværdige, og de store følelser i filmen bliver formidlet ualmindeligt godt. Der går ikke længe, før selv de mest stædige mennesker må finde lommetørklæderne frem, og det skyldes, at "Ferdinand" netop følger en perfekt balanceret dramaturgisk kurve og på den måde rammer den helt rigtige toneart hele vejen igennem.

Der er masser af charme i filmens animation. Selvom CGI-animationsfilm ofte kan virke sterile og kolde, har "Ferdinand" masser af varme i sine karakter- og naturtegninger. Både det danske og engelske lydspor byder også på masser af kvalitet, selvom John Cena som Ferdinand bliver overgået af danske Andreas Jebro. Til gengæld fungerer flere af filmens vittigheder bedre på det engelske lydspor, men begge klarer sig nemt igennem nåleøjet.

Blue Sky Studios har dog – ligesom mange af de mindre animationsselskaber – to fundamentale problemer i "Ferdinand": musikken og humoren. Sangene minder mest om henkastet materiale fra radiokanalen The Voice og bidrager på ingen måde til filmen. Samtidig har filmen hele fire comic reliefs. De tre pindsvin Una, Dos og Cuatro har måske en række vellykkede vittigheder i alt, men geden Lupe falder fuldstændigt til jorden med sine platte og ligegyldige forudsigeligheder. Har man set filmens trailer, er man måske tilbøjelig til at tro, at både musik og humor fylder en stor del af filmen, men det gør det heldigvis ikke. Fokus er nemlig på karaktererne og deres udvikling samt plottets fremdrift, hvilket også er filmens absolutte højdepunkter. Blue Sky Studios nærmer sig flere gange med "Ferdinand" den filmmagi, som man nogle gange skulle tro, at Disney og Pixar har patent på.

Billede & Lyd

Der er en mærkbar forskel på udgivelsens Blu-ray- og 4K UHD-skive. Filmen er færdiggjort i 2K, men billedet får et enormt løft med 4K UHD-udgaven. Udover at billedet bliver mere farverigt og levende, dukker der også en række detaljer op både i baggrunden og i filmens teksturer. Tonerne bliver også lige en grad varmere især i naturscenerne, og resultatet er virkelig smukt. Udgivelsens Dolby Atmos-lydspor er også en forbedring i forhold til Blu-ray'ens DTS-HD 7.1-lydspor, omend mindre klart end billedet. Den får dog et ekstra spark i bassen, men det er især de små baggrundsdetaljer, der gør en forskel her. Ligegyldig hvordan man vender og drejer det, er både lyd og billede imponerende på denne udgivelse og kan sagtens måle sig med de helt store produktioner.

Ekstramateriale

De fire korte karakter-featurettes er mest af alt fejlvurderede vittigheder, som de færreste vil finde underholdende. Derudover er der to featurettes, der går forholdsvist grundigt bag om produktionen på "Ferdinand" og sagtens kunne have fyldt meget mere, da de er både underholdende og informative. Der er også lidt om filmens dansescener, lidt om Spanien og lidt om musikken, som alt sammen desværre er ret overfladisk og ligegyldigt. Til sidst er der også lidt artwork og en trailer.

Ferdinand (4K UHD)