Anmeldelse: Fifty Shades of Black

Anstrengte miner, pinlig stilhed. I biografmørket er det sjældent, at panikinducerende akavethed presser et garvet publikum, såsom den danske filmpresse, ud på kanten af sæderne i mental fosterstilling. Alligevel er der et klang af déjà vu. Samme stemning sænkede sig som et kvælende tæppe ved sidste års pressevisning af den husmor-erotiske "Fifty Shades of Grey". Parodien over samme film, "Fifty Shades of Black", når samme abnormt savlende bundniveau.

Har du allerede set "Fifty Shades of Grey", er der for så vidt ingen grund til at se "Fifty Shades of Black". Selvom sidstnævnte er en spoof over førstnævnte, er det umuligt at pege på, hvilken af de to film som er mindst sjov. Rigmand/lommetyv/biltyv/ex-stripper Christian Black (spoof-kongen Marlon Wayans) er lidt af et mysterie. Udover at karrierevalgene ikke rigtigt giver mening, keder han sig gevaldigt. Måske derfor vælger han at forføre den generte universitetsstuderende Hannah (Kali Hawk) - og ikke nok med det; hun indføres i et mørkere univers, hvor piskesmæld er den gennemtrængende lyd af forbudt erotik.      

Dette er en ikke-film. "Fifty Shades of Black" er en komplet intetsigende parodi over en lige så intetsigende flødebolle-erotisk og kalkuleret lægeroman for forsømte parforhold, der ikke har fantasi til selv at redde deres røvsyge sexliv og derfor må leve gennem smålumre tabooiserede prinsessedrømme. Intet formildende kan siges om de to film. Det er dog vitterligt overraskende, at parodien ikke magter at være blot en smule humoristisk - der er ellers rigeligt at tage fat i, uden at alting nødvendigvis behøver at være under bæltestedet.

Som så mange andre spoofs tager "Fifty Shades of Black" sig kærligt af flere film. Selvom smilebåndet i et nanosekund næsten når halvvejs i forsøget på at presse et overbærende smil frem over referencer til "Magic Mike" og "Whiplash", bliver der aldrig grund til at fuldbyrde tandsmilet. Spidsfindig komik har naturligvis aldrig været målsætningen, og mindre kan også gøre det. Den røde tråd bryder dog allerede fra start sammen i usammenhængende sketches og stereotypiske klichéer om sorte kønsdele; værst er dog, at filmen er så ualmindelig kedsommelig, at selv de mest absurde optrin udtømmes for saft og kraft på få sekunder.         

Marlon Wayans, der trods alt var med i en af 90'ernes bedste spoofs med "Don't Be a Menace to South Central While Drinking Your Juice in the Hood" og viste et opsigtsvækkende skuespillertalent i Darren Aronofskys mesterlige "Requiem for a Dream", gør med sit gummiansigt og fysiske komik nu, hvad han kan. Og det er svært ikke at have blot en smule sympati med den 43-årige komiker, der taber en umulig kamp med filmens elendige instruktion og gennemhullede plot.  

"Fifty Shades of Black" er som nyere spoofs er flest - en stinker af rang, der ovenikøbet muligvis er værre end sidste års værste film. Uanset hvor politisk ukorrekt og bevidst barnligt det hele er iscenesat, bliver det aldrig morsomt eller underholdende - tværtimod. End ikke alverdens dildoer og piske kan udfylde filmens plothuller eller vække den slappeste historie til live.

Fifty Shades of Black

Kommentarer

Fifty Shades of Black

  • ★★★★★0

    De skulle vist have udleveret potenspiller til den pressevisning kan jeg få indtryk af.

    T. Nielsen 4-02-16 15:42

  • ★★★★0

    Ingen i verden er overrasket over, at filmen er lort. :D

    Bruno 4-02-16 15:56

  • ★★★0

    I knew it! havde heller ikke forventet mig noget som helst af den film.

    :)

    Jeg vil lige linke til det her interview med Zucker brødrene og Jim Abrahams, der fortæller lidt om oprindelsen af Shirley joken, fra Airplane, samt deres tilgang til den her genre.

    Shirley

    F.eks. illustere følgende svar klart forskellen på deres tilgang til genren.

    Omkring Shirley scenen.

    What direction did you give Leslie for that scene?
    Jerry Zucker: I think we had shown him Zero Hour! previously because we wanted him to see the style. We told everyone that “playing it straight” doesn’t quite do it, because they think they have it, but they’re still winking. We told them to play it like they don’t know they’re in a comedy. 

    Vi har snakket om alle de andre ting som adskiller sig fra nutidens spoof film, men synes bare det her var ret fint eksempel på noget af det.

    Elwood 4-02-16 16:37

  • ★★★★1

    Skam jer Moovy, at få en anmelder til at se den slags! (Selv om han er en del af det her) Det er ikke rimeligt, og tangerer brud på menneskerettighederne. Giv ham straks 2 flasker vin og en BD udgave af Sideways, lige efter undskyldningen!

    davenport 4-02-16 16:52

  • ★★★0

    Jeg synes da generelt moovy burde tage et mere interessant initiativ og måske få nogen til at anmelde lidt mere interessante film. Ikke nødvendigvis biografpremiere. 

    Babo 4-02-16 16:55

  • ★★★0

    Babo: Prøv at uddybe hvad du mener, altid interessant med indspark. :)

    Dolphinfriendly 4-02-16 16:59

  • ★★★0

    Det skal ikke være en hemmelighed at jeg gerne så et andet koncept. Måske en mere moden side med henblik på klassikere og lidt mere interessante titler som kunne vække min appetit. Jeg er godt klar over I primært skal satse bredt og anmelde premiere film, men I kan anmelde spændende BD titler, det ville da være en god start :) 

    Babo 4-02-16 17:12

  • ★★★0

    Interessant - har du eksempler på andre filmsider, som kører på den måde?

    Dolphinfriendly 4-02-16 17:14

  • ★★★0

    Ikke sådan lige umiddelbart. Jeg ved Flemming på et tidspunkt havde oprettet en filmside, der gik lidt i den retning. Siden blev dog hurtigt lukket ned. Der er jo også et helt marked af udenlandske film, altså ikke amerikanske, som kunne være interessant og det behøver ikke nødvendigvis være ældre og anerkendte værker, men blot interessante titler. I kan nok finde spændende titler over året der gik, når vi taler om udenlandske/ikke amerikanske film. Jeg har efterhånden stødt på en del interessante titler, da jeg følger en håndfuld anmeldere, der satser lidt bredere. Hvem gider læse om film som Gallows? Ja, jeg siger det bare :)

    Babo 4-02-16 18:26

  • ★★★★0

    I virkeligheden er det vel bare at enten gøre en indsats for at eksempelvis anmelde mindre film på DVD/Blu-ray, hvis Moovy har muligheden for at få anmeldereksemplar.

    Alternativt kan man jo "hyre" gæsteanmeldere, som napper specifikke genrer eller typer af film, og bare vælger ud fra deres egen filmsamling. Der er folk herinde med en stor viden om specifikke genrer og måske kender en masse perler, som ellers ikke er kendt af det brede publikum.

    En mulighed kunne også være, at Moovy crewet skrev nogle anmeldelser af deres favoritfilm eller bare film, der betyder meget for dem af en eller anden grund. Det vil selvfølgelig mere blive lovprisninger frem for en "rigtig" anmeldelse.

    Bruno 4-02-16 19:36

  • ★★★0

    Definer "interessante" - det er immervæk et temmeligt subjektiv term. ;)

    Tja, hvor skal jeg begynde - det er lidt en kulturpolitisk hønen og ægget om uafhængige medier, det her, så derfor bliver det lidt oppefra og ned. :D 

    Først og fremmest, synes jeg egentlig at vi dækker relativt bredt - også med ikke-amerikanske film, dokumentarfilm, festivaler og dybdegående artikler. Det ser du ikke andre ikke-professionelle sites gøre (med professionelle mener jeg bl.a. Ekko og Soundvenue, som har økonomi og en redaktion der lever af siderne/magasinerne). 

    Dog skal man ikke undervurdere at det danske marked er smalt - ligesom det danske sprogområde er det, mht hvad vi kan anmelde. Alt redaktionelt internt og eksternt, det vi anmelder og skriver om, web-tv indslag osv -  Moovy.dk er timemæssigt fuldtidsarbejde, for flere af os. Derfor er vi afhængig af, at det vi kaster os ud i er tilgængeligt uden økonomi i ryggen - og hvad det danske marked og vores kontakter kan tilbyde, ud fra vores position på markedet. Kunne vi få film fra Criterion og Arrow gratis, ville der komme flere af den type anmeldelser - det er stort set kun AWE, som udgiver nichefilm herhjemme, som vi også anmelder. 

    Du skal iøvrigt være meget velkommen til at skrive for os - du lyder jo til at have nogle idéer til hvilken type film, som kunne være spændende at læse og måske om. Ellers må du jo komme med konkrete forslag - men måske i en anden tråd, dedikeret til det, eller maile til mig. :)

    Dolphinfriendly 4-02-16 19:44

  • ★★★0

    #Bruno -  


    Du skal, ligesom Bado, også være hjertelig velkommen til at bidrage med artikler/anmeldelser osv. :)

    Dolphinfriendly 4-02-16 19:50

  • ★★★★0

    Nicky, en eller anden dag tager jeg mig sammen til at se hele Dolemite-boksen, så skriver jeg en anmeldelse af den skrækkelige sag. :D

    Bruno 4-02-16 19:57

  • ★★★0

    Det er en deal. Du kunne jo evt tænke i Bad Movie Club-anmeldelser, i det hele taget. Huset ville sikkert være friske på et samarbejde. ;)

    Dolphinfriendly 4-02-16 20:03

  • ★★★2

    Ville det så betyde vi får en ny anmeldelse af The Room en gang om ugen ?

    Elwood 4-02-16 20:06

  • ★★4

    Jeg overvejer stærkt at oprette www.roomy.dk 

    Det ville så blive en side hvor vi kun anmelder The Room - igen og igen

    gi-jones 4-02-16 20:10

  • ★★★★0

    Haha, en månedlig anmeldelse af The Room og The Rocky Horror Picture Show. :D That said, så skal jeg ind og se Room Full of Spoons på mandag i Husets biograf, en dokumentar om præcis The Room.

    De næste tre gange er desværre en omgang "greatest hits" i Bad Movie Club, så vi må vente med noget nyt til efter sommerferien, tror jeg desværre.

    Bruno 4-02-16 20:31

  • ★★★0

    #Nicki 

    Det er naturligvis en subjektiv sag og alt det, men du kan ikke bilde mig ind titler som Maze Runner, Pixels, Paper Towns, Nat på Museet, Vacation, Minions, The Gallows, Ouija m.fl. er interessante tiltag fra jeres side? :) Ikke for at hænge David Lund ud, i dette tilfælde, men disse listede film var BD anmeldelser og hér kunne I passende satse på noget andet - mere alternativt. Der anmeldes generelt meget skrammel. Jeg mener; Shitman:agent 47? Jeg kan også spørge, hvorfor det var så vigtigt at få anmeldt disse titler? Jeg synes der findes så meget bedre, hvis man søger lidt bredere. Jeg plejer at følge en håndfuld dygtige anmeldere, som laver nogle fornuftige "årslister", som giver inspiration til at søge "noget andet". Jeg har listet to titler fra Mark Kermode's top 10 for sidste år (Sunset Song + The Falling) som jeg synes lød spændende. Igen, det behøver ikke være det sidste nye. David har, ved jeg, snakket så godt om Upstream Color...... anmeld den for hulen :)

    Nåh, men jeg kan sende dig en længere uddybning på mail :)

    Babo 4-02-16 22:11

  • ★★★1

    #Babo Prøv at læse mit indlæg igennem, da jeg faktisk allerede har svaret på det med "interessante" tiltag - det tæller andet end BD udgivelser, men også festivaldækning, biofilm hos Cinemateket osv. Du skal huske på at vi er et dansk filmsite, der anmelder de film der udkommer i Danmark - som er et lille, og ikke bredt, marked i forhold til bl.a. USA. De film vi anmelder er nogen vi får - og forpligter os til at anmelde. Mht Hitman er det en super underholdende anmeldelse, hvilket for mange (jeg selv inklusiv) har en stor værdi.

    Der er også andre perspektiver. Hvor ville du finde de der udefinerbare "interessante" film som danske udgivelser? Og hvor skulle vi finde de der film, som ikke har haft dansk distribution - se dem på Popcorn Time eller bestille dem hjem fra udlandet fra egen lomme, for senere at komme i rettighedsproblemer med fremtidige distributører på de pågældende titler? Med et frivilligt crew, uden økonomiske resourcer? Det er sgu ikke så simpelt. :)

    Og igen - du er mere end velkommen til at bidrage med artikler og anmeldelser, her på siden. Det kunne jo meget vel være en top ti over spændende, nye film, som endnu ikke er kommet til landet.

    Dolphinfriendly 4-02-16 23:53

  • ★★★0

    Jeg har ikke taget højde for rettigheder og den slags. Så kan selvfølgelig godt se, at dette kan begrænse tingene. Men alligevel. Jeg synes I anmelder ret flade film (dem har jeg ridset op) og kan ikke tro dette er jeres bedste initiativ, selv indenfor lovens rammer og alt det. Kan vi ikke blive enige om det kan være mere spændende læsning, end de titler der allerede er anmeldt på BD - og så vil jeg undgå at belære dig med min definition af "en interessant titel" :)

    Babo 5-02-16 00:02

  • ★★★1

    Igen er det jo en subjektiv sag, hvad man finder interessant - som man siger. :) Personligt synes jeg heller ikke at det er super interessante film - men det er et udsnit af de udgivelser, som bliver udsendt i Danmark. Og dem skal der naturligvis være plads til.

    Hertil synes jeg det er mere relevant at tale om hvor begrænset det danske marked er. Jeg så selv gerne at der kom mere run på dokumentarfilmudgivelserne, men der er svære betingelser for fysiske medier i Danmark. En distributør som Angel Film, som stod bag bl.a. "The Guest" og "It Follows", udgiver ikke deres mange smalle titler på BD herhjemme af samme årsag. Det er sgu en skam. For ikke at glemme hvordan visse udgivelser skæres ind til benet, så der kun er filmen på.

    Dolphinfriendly 5-02-16 00:37

  • ★★★0

    Det handler vel også om, at hvis man vil have et samarbejde med diverse distributionsselskaber, så anmelder man de titler man får - og lige nu udkommer der bare generelt en masse hø. Allerede her i Februar udkommer der dog en del flere interessante film.

    David Lund 5-02-16 07:20

  • ★★★0

    Lige præcis, David. 

    Dolphinfriendly 5-02-16 10:30

  • ★★★0

    Ja okay, det kan jeg godt se. I har nu engang de aftaler osv. Det ændrer bare ikke rigtigt på min opfattelse, at der anmeldes meget skrammel. Kunne I så ikke anmeldere ældre klassikere, som f eks filmz gjorde en årgang da Johan stadig skrev? 

    Babo 5-02-16 11:07

  • ★★★★0

    Læser jeg rigtigt, at i ikke må anmelde film i ikke har fået fra distributørerne? (Kender 0 til rettigheder)

    davenport 5-02-16 11:13

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen