Anmeldelse: Filmen om Radiserne

Det er svært ikke at holde af "Radiserne". Med et nærmest legendarisk line-up af karakterer med Søren Brun og Nuser i front vil de fleste voksne nikke genkendende til Charles M. Schulz- tegneseriefigurer, der så lyset for første gang i 1950 som striber i alverdens aviser. 65 år senere er det så blevet tid til at introducere de elskede streger til et nyt og yngre publikum i form af ny animationsfilmatisering.

Søren Brun er en ualmindelig klodset knægt i en helt almindelig soveby. Sammen med sin tro væbner, hunden Nuser, dagdrømmer de sig væk fra den til tider ubarmhjertigt uheldige hverdag. En skønne dag begynder en sød, lille rødhåret pige i klassen, som vores helt forelsker sig hovedkulds i. Men hvad skal man dog gøre for at imponere en pige, når man hedder Søren Brun?

"Radiserne" er underspillet og subtil hverdagskomik fortalt lidt i samme stil som A. A. Milnes småfilosofiske "Peter Plys". Søren Brun og Nuser er som udgangspunkt hverken lårklaskende sjovt og dynamisk slap-stick-komik, hvilket filmen imidlertid forsøger at være. Blue Sky, der også står bag de succesfulde "Ice Age"’-film, forsøger at ramme en middelvej mellem nyt og gammelt. Den oprindelige tegnestil bibeholdes, mens de billige point hentes på klassisk flugt-komik - som netop set i "Ice Age". Resultatet er ikke helt vellykket.

Historien om Søren Brun & Co. fungerer allerbedst, når æstetikken fra striberne følges. Den indimellem lavmeldte fortællerstil er charmerende og finurlig og underbygger almengyldige og relatérbare børneproblemer, som står i kontrast med Nusers dagdrømmeri i modige heltegerninger i kampen mod bl.a. Den Røde Baron. Nuser står for filmens kreative påfund og må siges at være dens absolutte drivkraft, mens godmodige Søren Brun er et reflekterende kontrapunkt.  

"Filmen om Radiserne" vil gerne ramme det velkendte Pixar-niveau ud i at fortælle komplekse historier, der inkluderer voksne og børn - og potentialet er bestemt til stede. Blue Sky sætter sig dog på to stole og kommer ud på glatis i bestræbelserne på at forene nyt og gammelt. Ganske enkelt, fordi at den fladpandede komik ikke altid harmonerer med Søren Bruns stille funderinger i mødet med voksenlivet. Som en anderledes coming-of-age-fortælling er der flere gode elementer med særligt en rørende sød afslutning. Det er bare en skam, at filmen aldrig bliver tro mod sit eget projekt.

Som nuttet animeret julefilm fremstår "Filmen om Radiserne" som en sød parentes, der kunne være gjort meget bedre. Om de helt små børn fanger mødet mellem de to meget forskellige stilarter, som Blue Sky studiet ambitiøst prøver at forene, skal forblive usagt. Voksne biografgængere og Nuser-fans vil måske finde det en smule anstrengende.