Jeg ville gerne have syntes bedre om den, men den forekommer mig distanceret i sit udtryk, til at jeg kunne reagere følelsesmæssigt på filmen. Slutningen var også lidt meh, men altså.. en film, der er nem at beundre, men nok svær at elske. Et gensyn har ikke trukket, men vil ikke afvise den rammer lidt renere - omend tror jeg ikke helt selv på det.
Anmeldelse: First Reformed
Med "First Reformed" demonstrerer Paul Schrader, at filmkunsten lever i bedste velgående.
Paul Schrader er muligvis den mest interessante mand i Hollywood, som du enten har fortrængt eller ikke aner eksisterer. Fra at havde skrevet manuskripterne til Martin Scorseses legendariske "Taxi Driver" og "Raging Bull" til at instruere den Guldpalme-nominerede "Mishima: A Life in Four Chapters" har den 72-årige filmmager om nogen bevist sit værd. Dertil kommer også en karriere som filmteoretiker med skelsættende noter om film noir og mediets sanselige væsen. Seneste årtis virke er forfaldent til tvivlsomme samarbejder med Nicolas Cage, men heldigvis vender Paul Schrader tilbage til storformen med spirituelle "First Reformed" – en film, der føles som en naturlig kulmination på mandens langvarige karriere.
"First Reformed" handler om den sygdomsramte præst Toller (Ethan Hawke), der styrer en lille menighedskirke i New Yorks forstæder. I en ensom tilværelse kæmper Toller med sin fallerede tro, der har givet ar på sjælen og ført til fysiske lidelser ovenpå et stigende alkoholmisbrug. En dag henvender gravide Mary (Amanda Seyfried) sig til Toller. Hun er bekymret for sin mand – en selvmordstruet naturaktivist, der ikke tør sætte sit barn i en verden ødelagt af menneskets forurening og uundgåelige klimakatastrofer. Langsomt men sikkert forvilder Toller sig ind i et mørke af fortvivlelse og afmagt, når han udfordres på sin tro og verdensopfattelse.
"First Reformed" behandler store emner som tro, håb og kærlighed. I andre hænder kunne temaerne let forfalde til banaliteter, men Paul Schrader sørger for, at intet fremstår ordinært. Med et skarptskåret manuskript, hvor ikke én replik eller indstilling synes overflødig, balancerer den begavede manusforfatter yndefuldt mellem livets store spørgsmål. Som tilfældet var med afstumpede Travis Bickle i "Taxi Driver" beviser Paul Schrader igen, at han mestrer indre monolog til perfektion. Igennem sin dagbog lærer vi Toller at kende, når han deler sine mest private og skamfulde tanker. Ethan Hawke giver sit livs præstation som den hårdtprøvede præst, der på mange måder minder om Robert de Niros hanekamsbærende antihelt. Modsat lader protagonisten her dog sit had gøre skade på sig selv fremfor den afskyelige omverden.
Udover at være en overbevisende skildring af eksistentielle dilemmaer skal "First Reformed" først og fremmest ses som en kærlighedserklæring til Paul Schraders store filmhelte. Med præcision og enorm indsigt demonstrerer filmskaberen, at mesterinstruktører som Ingmar Bergman og vor egen Carl Th. Dreyer bestemt ikke har levet forgæves. Med Bergman'sk 3:4-format og statiske billeder er "First Reformed" i sig selv et studie af filmkunst- og historie, der med rette kan nævnes i samme åndedrag som store auteurs værker.
Kløgtigt sendes visuelle hilsner til Andrei Tarkovsky, når sanserne transcenderer virkeligheden i filmens bedste scene, mens Tollers karakteristik anerkendende nikker til hovedkarakteren i Robert Bressons tematisk beslægtede "En landsbypræsts dagbog".
"First Reformed" er rå og underspillet i sine mange facetter. Med tunge emner som religion og selvhad opstår der ikke nødvendigvis kærlighed ved første blik. Men i takt med, at Fader Toller bliver opslugt af mørkets modløshed og sorg, bliver publikum ligeledes opslugt af en stemning og sansebevidsthed, som kun de allerstørste filmskabere er i stand til. Paul Schrader demonstrerer med sin film, der føles som både en kunstnerisk og personlig genopstandelse, at den sande filmkunst lever i bedste velgående. Dét mirakel må du ikke gå glip af.