Anmeldelse: Fist Fight

Nogle gange må man mande sig op og tage konflikterne, også selvom det kan betyde en gevaldig røvfuld. Dette er den gennemgående hovedtese i komedien "Fist Fight", der handler om, at desperate situationer kan lede til desperate handlinger.

Det er sidste skoledag og dermed den legendariske prank day, hvor eleverne gør alt tænkeligt for at destruere deres skole samt gøre undervisere og hinanden til grin. Dette lægger et pres på lærerne, som udover at forholde sig til elevernes drillerier også står over for en fyringsrunde. Især er den konfliktsky engelsklærer Andy Campbell (Charlie Day) stresset over udsigterne til at miste sit job, da han skal være far for anden gang og derfor er økonomisk afhængig. Så da han får chancen for at smide sin kollega Strickland (Ice Cube) for løverne og derved redde sit eget skin, gør Campbell det. Den aggressive Strickland reagerer ved at udfordre Campbell til en slåskamp efter skole. 

Som med mange komedier er det ikke ligefrem den dybe historie, der i "Fist Fight" driver værket – plottet kunne være skrevet på bagsiden af et frimærke. Så når historien og konflikten ikke er super spændende, er persongalleriet, skuespillet eller humoren nødt til at sidde lige i skabet. Personerne, vi møder i "Fist Fight", er stereotyperne, som vi kender dem fra andre high school-film. Der er de to modpoler Campbell og Strickland, den ikke-atletiske træner (Tracy Morgan), den politisk ukorrekte lærerindetype Holly (Jillian Bell) og selvfølgelig fransklærerinden, der oser af femme fatale (Christina Hendricks).

Der er altså intet nyt under solen på dén front, og Charlie Days skingre stemme og tåkrummende leveringer af replikkerne gør ikke noget godt. Heldigvis hæver de andre skuespillere og den ligefremme humor niveauet op fra det middelmådige, som Day ellers trækker det ned på. For "Fist Fight" har faktisk flere lag, end man ellers skulle tro, både i popkulturelle og samfundsmæssige referencer. Gennem humor bliver temaer som mobning, materialisme, pædofili og selvværd italesat. Ligesom den politisk korrekte berøringsangst over for minoriteter også bliver berørt. Eksempelvis når Campbell skal undervise sin klasse, og der på tavlen står "Mr. Dick Sucks English". Campbell ser det straks som nedsættende overfor homoseksuelle og derfor upassende, hvilket bliver manet til jorden, da det viser sig, at det er klassens homoseksuelle dreng, der har skrevet det. 

En af filmens styrker er, at de komiske indslag er varierende, således at de spiller på flere parametre. Vi får den ligefremme humor, hvor der næsten hver femte minut bliver sagt "fuck", blandet med slapstick og mariachi-bands, der spiller på ubelejlige tidspunkter. Samtidig ses der små referencer, som ikke bidrager til filmen, men giver et ekstra grin, hvis man fanger dem.

"Fist Fight" er ikke en super intelligent komedie, men den er sjov, fordi den tør blande det platte og primitive med tabuiserede emner, som samfundet har fået berøringsangst over for. Hovedbudskabet om ikke at lade sig tryne er også rigtig fint og passende i dagens samfund. Så en udmærket komedie, hvor især Ice Cube og Tracy Morgan skinner igennem og sørger for, at det bliver en over middel-komedie. Havde Campbell været spillet af en anden end Charlie Day, var det højst sandsynligt også blevet til en stjerne mere.

Fist Fight

Kommentarer

Fist Fight

  • ★★★★★1

    Billede 2

    No Bro I ain't pulling your finger

    Billede 3

    Why are you looking at me like that? I told you I really had to pee.

    Elwood23-02-17 08:37

  • ★★★0

    Billede 2

    No Bro I ain't pulling your finger

    Billede 3

    Why are you looking at me like that? I told you I really had to pee.

    Sådan det var også på tide :-) 

    MadMartigan23-02-17 09:57

  • ★★★★★0

    Billederne skal ligesom give mig en idé jeg kan ikke rigtig bare finde på hvis der ikke er noget og "fortælle"

    Så beklager jeg har været noget stille på den front her :)

    Elwood23-02-17 10:11

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen