Sjovt som mennesket ofte bedst forstår vigtige pointer, når det bliver beskrevet via uskyldige dyr.

Anmeldelse: Flow
Mesterlig lettisk animationsfilm er en lige højre med kattepoten.
Hvem havde troet, at en lettisk animationsfilm skulle blive en af årets bedste? Gints Zilbalodis har dog med "Flow" på magisk vis skabt en animationsfilm, der på mesterlig vis forener enkelhed og dybde – afhængigt af de øjne, der ser den. Perlerækken af priser, såsom Letlands første Golden Globe i januar, samt måske første to Oscar senere på ugen, taler sit tydelig sprog.
I "Flow" følges en ensom og frygtsom kat, der mister sit hjem under en pludselig oversvømmelse. Strandet i en båd tvinges katten til at samarbejde med andre dyr for at overleve i et post-apokalyptisk landskab, fuldstændig blottet for mennesker – selvom der er tegn efter civilisation. Gints Zilbalodis' fortælling er på overfladen en hyggelig børnefilm med charmerende dyr, der fjoller rundt og finder kreative løsninger på at rejse fra A til Z i en verden, som kommer mere og mere under vand. Når vi dykker ned i dybet, viser "Flow" sig at være en særdeles mørk beretning om ren overlevelse på trods af de håbløse udsigter. For selvom fællesskabet blandt søde dyr automatisk ligner et klassisk Disney-greb, udvikler historien sig til en uhyggelig stærk kommentar til klimakrisens mørke realiteter, og menneskets bekvemme benægtelse af en katastrofe, som venter på at ske. Præsenteret gennem en børnevenlig linse. Uden at italesætte noget som helst.
Til trods for at dialogen er fraværende – modsat netop størstedelen af Disney-animationsfilmene – kommunikeres komplekse følelser og temaer gennem visuelle midler alene. En mindre genistreg som universel fortælling, der transcenderer sproglige barrierer og taler direkte til både hjerte og hjerne. Den minimalistiske æstetik, kombineret med atmosfærisk og stemningsfuld underlægningsmusik, formår Gints Zilbalodis på den måde engagere både børn og voksne. Poetisk og surrealistisk flyder vores dyrevenner mod den umiddelbare sikre undergang, der alle som én afspejler genkendelige mennesketyper og reaktionsmønstre. Især dem som opstår, når krisen for alvor kradser på og panikken drukner fornuft og medmenneskelighed.
Animationsstilen i "Flow" er såmænd flot og farverig, men også særdeles simpel. Gints Zilbalodis har haft fingre med i alle facetter af filmen, der på imponerende vis er produceret på det gratis 3D-animationsprogram, Blender. Tilgangen indskærper fokus på karakterernes rejse og de underliggende temaer uden alt for meget støj.
Her er ikke kun tale om en fortælling om overlevelse, men også en dybdegående udforskning af samarbejde og håb i mødet med den overvældende katastrofe, som ingen kan flygte fra, før det er for sent. Filmen næsten aktivistisk opfordrer indirekte publikum til at reflektere over deres eget forhold til naturen og hinanden, og den understreger vigtigheden af sammenhold i krisetiden. "Flow" er en væsentlig film i dagens klimabevidste verden. Men også med den usikre tid på andre fronter, som verden netop nu står i.
Samlet set er "Flow" en mesterlig animationsfilm, der kombinerer kunstnerisk integritet med et særdeles presserende og relevant tema formidlet nærværende. Det er en film, der ikke kun underholder, men også inspirerer til refleksion, humanisme og handling i forhold til vores planets fremtid og kriser i det hele taget. Noget af publikummet vil se en klaustrofobisk dommedagsfilm, andre en nuttet børnefilm. Dog med foruroligende elementer som alle aldersgrupper fanger. Helt uden at overfortælle eller spille med billige tricks, selvom budgettet er en brøkdel af de amerikanske animationsfilm.
"Flow" har dansk biografpremiere 27. februar. Heriblandt i FORMAT Bio, læs mere her.