Anmeldelse: Før frosten

Til trods for isnende vintermørke, der efterlader publikum i skandinavisk melankoli, er Noers seneste film ikke desto mindre fremragende.

Michael Noer har vind i sejlene i disse dage. Siden sin prisvindende spillefilmsdebut "R" har danskeren yderligere instrueret nogle fine værker, hvor han sidste år debuterede i Hollywood med "Papillon". Efter det eventyr får vi nu en smallere film med "Før frosten", der har gået sin sejrsgang på filmfestivaler i Toronto, Chicago, Rom og Tokyo. Et værk, der har været ventetiden værd.

Vi befinder os i 1850'erne, hvor den fattige husbond Jens (Jesper Christensen) har svært ved at brødføde sin familie. Trods dette bliver hjælpen fra nabogården stædigt afvist. Da vinteren står for døren og med udsigt til at løbe tør for mad, bliver en foreslået pagt med en svensk storbonde mere attraktiv. Pagten indebærer at gifte datteren Signe (Clara Rosager) bort. Dette skal dog vise sig at skabe splittelse i familien.

Filmens store spørgsmål er, hvor langt man vil gå for at redde sin familie, og de konsekvenser, der kan opstå af det. Men det er også et nærstudie af den menneskelige natur. Om hvor vigtigt det er at anerkendes af sine omgivelser, som vi kender det fra vores moderne samfund. En præmis, som Noer og medforfatter Jesper Fink – for det meste – udnytter flot.

Godt nok skal seeren trækkes igennem et halv sløvt første akt. Derefter begynder "Før frosten" for alvor. Vi bydes på plotdrejninger og interessant karakterudvikling, der gør, at den sløve start tilgives. Jo længere "Før frosten" kører, jo mere gribende og mørkt udfolder fortællingen sig. Dilemmaerne er umiddelbare sympatiske, men måden, de håndteres på, ophæver langsomt medlidenheden. Resultatet er en lettere forstyrrede biografoplevelse.

Dette skyldes især fremragende præstationer. Jesper Christensen understreger endnu en gang sit omdømme som en af Nordens bedste skuespillere, hvilket  understøttes af de dedikerede medskuespillere. Her skal især Clara  Rosager fremhæves. Filmens pæne men mørke billeder og Rune Tonsgaard Sørensens musik er – i tråd med handlingen – dyster, men effektiv. Med andre ord: søges 104 minutters positivitet, skal du holde dig væk. Til trods for isnende vintermørke, der efterlader publikum i skandinavisk melankoli, er Noers seneste film ikke desto mindre fremragende.

Interessant persongalleri, dyster historie og flot skuespil. Første danske film i 2019 er værd at se, selvom den ikke just er en humørbombe. Første akt koster topkarakteren, der trods en kold start stadig varmt kan anbefales. Michael Noer hiver publikum tættere på skærmen, jo længere vi trænger ind i sindets mørke.