Fatter simpelthen ikke så stor en film kun vises i 5 biografer i landest størst kæde i denne uge.
Er nødt til at finde den i en lille lokal biograf, for at få den set.
Anmeldelse: Free Guy
Udbyttet af "Free Guy" handler om, hvorvidt publikum, store som små, er gamere.
Det er svært at komme uden om, at gaming efterhånden har etableret sig som noget af det allerstørste i underholdningsindustrien. Bare se på "Fortnite" og dets massive spillerbase. Hollywood har for længst bemærket dette med film som "Ready Player One" og de to "Vilde Rolf"-film, der appellerer direkte til gamere. Næste stort anlagte spilfilm står Disney bag med "Free Guy", der nok rammer plet hos målgruppen.
Inde i online-skydespillet "Free City" bor Guy (Ryan Reynolds). En ikke-spilbar karakter, der er bankmand og dagligt udsættes for røverier af online-gamernes karakterer. Da han møder Millie (Jodie Comer), udvikler NPC'en pludselig en selvbevidsthed og bliver til en sensation på internettet. Sideløbende i virkelighedens verden bekæmper Mille og bedstevennen Keys (Joe Keery) dog sidstnævntes chef Antwan (Taika Waititi), som pønser på at slette spillet – og dermed den første egentlige kunstige intelligens i et videospil – for at udgive en fortsættelse.
Historien betyder ikke det store. Manuskriptforfatterne Matt Libermann og Zak Penn tager den nemlig på gefühl med plothuller og manglende indre logik i, hvordan karaktererne finder hinanden eller kommer frem til forskellige steder. Men måske det er et bevidst valg. "Free Guy" vil langt hellere underholde for enhver pris end at fortælle en mindeværdig historie. Selvom slutningen er tåkrummende, skal især det kreative setup roses, da filmen alligevel får en del ud af sin præmis.
Og underholdning er der masser af. Det er sjovt at se alt det kaos, som spillerne påfører Free City i baggrunden, som var "Free Guy" en filmatisering af "Grand Theft Auto: Online". Det er samtidig også her, hvor humoren ikke helt rammer plet. Gamere vil kunne genkende mange af referencerne med problematikker taget fra den virkelige videospil-industri. De yngre skal nok more sig over sejrsdanse og gæsteoptrædener fra streamere. For disse to segmenter er filmen et kærlighedsbrev til dem. For alle andre er dette en indforstået oplevelse, der kan være både sjov og irriterende.
Et af de største eksempler på dette er Taika Waititi. Hans skuespil skifter mellem at være morsomt og belastende – ofte i selvsamme scene – selvom præstationen reddes lidt af, at newzealænderen tydeligt har en fest med sin rolle. En fest, som også Reynolds deltager i med sin karakter. Selvom grænsen for, hvor langt manden kan trække sine kække meta-præstationer, nok snart nås. Comer er god, men hun fortjener en bedre rolle. Hun har ikke det helt store at arbejde med. En skam, da skuespillerinden ellers på flot vis har vist sit værd i serien "Killing Eve".
Udbyttet af "Free Guy" handler om, hvorvidt publikum, store som små, er gamere. Disse segmenter får derfor en betydelig bedre oplevelse end dem, der ikke er med i målgruppen. Ikke alle jokes virker, men her er tilpas nok underholdning til at retfærdiggøre en tur i biffen med Ryan Reynolds og kompagnis seneste kække action-eventyr. Alle udenfor målgruppen vil nok hurtigt glemme alt om spilfilmen i forbifarten.