Anmeldelse: Freeheld

Homoseksuelles rettigheder og forbudte kærlighed har været iøjnefaldende temaet for en række amerikanske film over det seneste årti med store kommercielle og prisbelønnede film som "Brokeback Mountain" og "Milk". Samme temaer berøres sympatisk i "Freeheld", der tager afsæt i en absurd fortælling fra virkelighedens homoforskrækkede USA.

Den højt respekterede politikvinde Laurel Hester (Julianne Moore) har i over tyve år arbejdet i amtet Ocean County i New Jersey. Én ting er, hvor meget det har krævet som kvinde at arbejde sig op i en mandsdomineret verden, noget andet er, at hun har holdt sin seksualitet hemmelig. Hester er nemlig lesbisk. Dette gøres ikke nemmere, da hun forelsker sig i den noget yngre Stacie (Ellen Page). Parret vælger at blive registrerede partnere og få hus og vovse, da det viser sig, at Hester har uhelbredelig kræft. Da den garvede politikvinde forsøger at tildele sin pension til sin partner, hvilket er en ret for offentligt ansatte i Ocean County, bliver hun afvist og går en juridisk kamp i møde.

Historien om Laurel Hester er tidligere blevet belyst i Cynthia Wades Oscar-vindende dokumentar fra 2007, der også hed "Freeheld". Og det ér bestemt en vigtig historie, som bør fortælles igen og igen. Som spillefilm fungerer den ikke tilnærmelsesvis så godt som sit ophav. Dette er blandt andet, fordi "Freeheld" anno 2015 er for stramt baseret på en dokumentarfilm og i bestræbelsen på at imødekomme en stringent balancegang mellem fri filmisk fiktion og en faktabaseret linje ikke fungerer helt godt i denne omgang.

Film omhandlende rettighedskampe for minoriteter i Guds eget land er nærmest en genre i sig selv. Desværre brænder genren ofte sammen med en trættende selvretfærdig og belærende tone komplet blottet for kritisk sans, når målet for enhver pris helliger midlet. Fra start blæses der til kamp på overfladen. Eftersom den lineære historie aldrig bliver medrivende, navnligt fordi den er så forudsigeligt opbygget, efterlades vi med et højdramatisk oplæg, der er uengageret fortalt.    

Selvom vi glimtvis trækkes ind i poetiske momenter, der skam er rørende, forfalder "Freeheld" ofte til tv-film-æstetik. Dette er ikke alene i brugen af virkemidler, og hvordan filmen er optaget, men også i de iøjnefaldende jævne skuespillerpræstationer. Til trods for en imponerende besætning med bl.a. Julianne Moore, Ellen Page, Michael Shannon og Steve Carell formår instruktør Peter Sollett aldrig at omsætte den sørgelige beretning til hverken tåreperser eller effektivt politisk opråb.

Sagen om Laurel Hester menes at være én af katalysatorerne bag vedtagelsen af same sex marriage-loven i USAhvilket i LGBT-sammenhæng gør hende til lidt af en helgen. Derfor er det også en skam, at "Freeheld" ikke har bare en smule af samme gennemslagskraft, som Hester har haft for den absurde kamp for ligestilling mellem køn og seksuel orientering.

Freeheld