Jeg synes det er helt skævt at kalde "Den gode Dinosaur" for en svipser.
Den hører absolut til blandt mine Pixar-favoritter. Men ellers glæder jeg mig da også til denne.
Anmeldelse: Fremad
Pixars "Fremad" indkapsler om noget begrebet "magisk realisme" og har et af de største hjerter i hele selskabets portefølje.
Pixar er et af de sjældne filmstudier, der næsten aldrig træder forkert – selv når de laver opfølgere til deres etablerede universer. Hvor mange andre ville være fristede til at hvile på laurbærrene med succeser som "Toy Story" og "Find Nemo", så har Pixar gang på gang gået efter at udfordre sig selv. Ja, der har været enkelte svipsere som "Den gode dinosaur" og sløje efterfølgere som "Biler 3", men perlerne er flere, end man kan remse op. Imponerende nok formår Pixar gang på gang at skabe originale animationsfilm, der glæder både børn og voksne. Min forsigtige forudsigelse er, at "Fremad" ikke er nogen undtagelse.
Alfebrødrene Ian og Barley Lightfoot bor sammen med deres mor i en fantasy-forstad blandt trolde, enhjørninger og andre eventyrvæsner. Magien er dog for længst gået tabt til fordel for elektricitet, køle/fryseskabe og resten af modernitetens bekvemmeligheder. Den ordentlige, lettere generte Ian vil helst ikke kendes ved sin storebror Barley, som stadig lever i fortidens nørdede fantasy-verden. Da Ian får mulighed for at fremmane den far, han aldrig har mødt, tager de to brødre på en vaskeægte quest. Naturligvis propfyldt med drager, feer, trylleformularer, magiske sværd og hemmelige huler – alt sammen dog i uvante rammer.
Der er bogstavelig talt lagt i ovnen til to af Pixars hofretter; Magi og eventyr tilsat moderne krydderier. Pixars force er netop at tage genkendelige elementer eller klassiske grundhistorier og krydre dem med originalt særpræg. Det er i bund og grund intime og sentimentale historier, ofte om familieforhold eller umage venskaber, men sat i et anderledes univers. Om det så er Mexicos dødsrige, blandt bøhmænd og skræmmemonstre, i legetøjets hemmelige verden eller i en tween-piges turbulente følelsesliv. Humoren er selvfølgelig også en hjørnesten, men er altid forankret i det forunderlige univers og giver aldrig køb på den emotionelle kerne.
I "Fremad" blandes det klassiske fantasy-univers, som vi kender det fra eventyr a la "Ringenes herre" og utallige rollespil, med det moderne hverdagsliv. Som i "De utrolige", hvor superheltene pludselig skal tilpasse sig et 9-17-job, børnepasning og forsikringspolicer. Denne gang er den gamle verden med trolddomskraft og sværdsvingende heltemod gået i glemmebogen, og twistet er, at den uduelige dagdrømmer Barley pludselig får mulighed for at træde i karakter. Filmen lægger op til en klassisk far/søn-historie, men har i sidste ende et andet ærinde. Det forhindrer den dog ikke i at få det maksimale ud af sine "Weekend med Bernie"-lignende gags, når de to brødre trækker rundt med deres fars "bedre" halvdel (det lykkes kun Ian at fremmane sin fars ben). Det er slapstick, der nok kan virke plat, men gjort med finesse, og som aldrig mister sit narrative fokus af syne.
"Fremad" er måske ikke så original som "Inderst inde" eller så vovet som "WALL-E", men den har et af de største hjerter i hele selskabets portefølje – og det siger virkelig ikke så lidt. Er man villig til at droppe kynismen – og det er man forhåbentlig, hvis billetten til en Pixar-film indløses – så venter der en forbavsende rørende fortælling, der om noget indkapsler begrebet "magisk realisme". Ja, man kunne godt have ønsket, at fantasy-universet blev brugt mere, men det skyldes mest af alt, at det bliver brugt så godt, som det gør.
Instruktør Dan Scanlon kan godt klappe sig selv på skulderen over at tilføje endnu en perle til Pixars imponerende filmparade, der med 22 hak i bæltet ikke synes at tabe pusten. Det bliver spændende at se, om nr. 23 – "Soul", der kommer til sommer – kan holde den samme høje kadence.
