Anmeldelse: From the World of John Wick: Ballerina

Elegante kampscener og solidt cast kan ikke skjule den brugte fornemmelse

Hør her, jeg forstår det godt. Det er det første, man lægger mærke til, ikke? Den klodsede titel – lang, forklarende, og så gennemsyret af franchisebranding, at det næsten lugter af desperation. Det er som om, manuskriptforfatterne selv ikke tror på, at denne verden kan eksistere uden Keanu Reeves som støttepille. Der findes intet "John Wick-univers" uden John Wick, så lad være med at smide hans navn på, hvis det ikke handler om ham.

Se bare miniserien The Continental: From the World of John Wick. Et prequel, der foregår årtier før hovedsagaen, og som lænede sig tungt op ad franchise-navnet – men aldrig formåede at bygge noget mindeværdigt op selv. Titlen skreg "John Wick", men historien leverede noget langt mindre dragende. Et branding-kneb, der aldrig betalte sig.

Ja, det er ikke den mest positive måde at starte en filmanmeldelse på, vel? Jeg skulle bare lige af med det først. Men lad mig prøve igen.

From the World of John Wick: Ballerina (læg mærke til, hvordan de denne gang smed det foran titlen) er en spinoff-film til den ikoniske John Wick-serie.

Vi er tilbage i den skyggelagte verden af lejemordere og sammensværgelser. Et parallelt samfund med egne regler, fraktioner og kulturer. Et sted hvor lejemordere fører politisk spil – og hvor enhver regelovertrædelse som regel har fysisk og ofte dødelig konsekvens.

Vi blev første gang introduceret til denne verden i 2014 med den pensionerede lejemorder John Wick, som gik på et hævntogt gennem den kriminelle underverden. Keanu Reeves, der spillede rollen med stivnet raseri, havde nok ikke regnet med, at John Wick ville blive det største actionikon i dette århundrede – mystisk, ordknap (kun 380 ord i den fjerde film, for at være præcis), men med en enorm mængde kugler.

Den første John Wick-film var en relativt lavbudget affære, men Keanu Reeves gav den tyngde og karisma. Kombineret med en unik tilgang til worldbuilding og actionkoreografi, blev den et kultfænomen. Over tid blev den en elsket actionklassiker, især båret frem af hjemmevideo og word-of-mouth. Den banede vejen for et større franchise. Tre yderligere film fulgte – og hvis rygterne taler sandt, er John Wick tilbage i en femte.

Denne verden af skyggefulde lejemordere blev en karakter i sig selv. Det kræver ikke megen fantasi at forestille sig, at den ville egne sig til at udforske andre historier med nye karakterer. Men mens idéen er enkel, er udførelsen svær. Keanu Reeves’ John Wick er blevet så ikonisk og synonym med det filmiske univers, at enhver historie uden ham starter med et handicap.

Og når det gælder spinoffs, har de indtil nu valgt den nemmeste løsning: klask franchise-navnet på som en sticker og håb på det bedste. Det føles mindre som en reel udvidelse af universet og mere som brandpolstring – et minimum af forbindelser, bare nok til at udnytte genkendelsen uden at gøre det hårde arbejde.

Her står vi så med From the World of John Wick: Ballerina, kun et år forsinket takket være pandemien og strejker i filmbranchen, som skubbede premieren fra 2024 til 2025. Filmen markerer det andet spinoff-forsøg med en anden hovedperson end John Wick – denne gang Eve Maccarro (Ana de Armas), i en historie der løber parallelt med begivenhederne i John Wick: Chapter 3 – Parabellum.

Eve er en hjemsøgt kvinde. Hendes forældre – selv en del af lejemorderverdenen – blev dræbt, da hun var barn, af en mystisk kult ledet af Kansleren (Gabriel Byrne). Forældreløs blev hun taget ind af Winston Scott (Ian McShane), ejer af Continental Hotel, og overgivet til Direktøren for Ruska Roma (Anjelica Huston), som opfostrede og trænede hende i en brutal lejemorderskole forklædt som balletakademi.

Tolv år senere er Eve en professionel lejemorder. Hun skærer sig igennem fjender for at nå sine mål – ingen går fri. Men under én mission ser hun et mærke på en af de døde: et kors arret ind i huden. Det samme kors hun så den nat, hendes far blev dræbt. Et spor, hun troede var koldt, er pludselig varmt igen.

Det hele udvikler sig, som man kunne forvente. Eve går imod Ruska Romas ordre og begynder jagten på sin fars morder. Kroppene hober sig op, og vi får intense og opfindsomme actionsekvenser.

Og her lykkes filmen dér, hvor The Continental fejlede: Ballerina føles som John Wick. Actionen er overdrevet, næsten tegneserieagtig, men fysisk og taktil. Ja, der er fjollede momenter – en flammekastersekvens er særligt bemærkelsesværdig – men filmens geografi, billedkomposition og rytme emmer af genkendelighed. Og selvom intet når op på niveau med John Wicks mest ikoniske scener, fortjener flere af dem en plads ved siden af.

Vi introduceres også for en række nye karakterer, og det føles til tider som om, manuskriptforfatterne forsøger lidt for hårdt at plante frø til fremtidige spinoffs – spaghetti mod væggen-taktikken. Én af dem er den tidligere lejemorder Pine (Norman Reedus), som nu er jaget af den samme kult, fordi han flygtede med sin datter – en historie der spejler Eves egen.

Ikke synderligt originalt, nej. Men Norman Reedus kan få det meste til at fungere med ren cool-faktor, og jeg ville ikke blive overrasket, hvis han får sin egen spinoff. Men for Guds skyld, drop "From the World of John Wick" i titlen. Eller find på noget mindre klodset.

Et af filmens største problemer er samtidig en af dens styrker. Det her er ikke en spoiler – det er med i alt markedsføringsmaterialet – men myten, manden, Baba Yaga selv, John Wick, dukker op. Han er ikke hovedpersonen, men når han først træder ind i billedet, suger han al ilt ud af rummet.

Og selvom jeg elsker karakteren fra de fire film (og forhåbentlig fem), så ville jeg ønske, han var blevet væk. Hans tilstedeværelse virker som et symptom på, at forfatterne ikke tør stå på egne ben uden ham.

For at være fair: han var ikke med i The Continental (det var trods alt et prequel), men den var alligevel middelmådig – mest på grund af en rodet historie, mørke scener hvor man knap kunne se noget, og Mel Gibson, der overspillede så det baskede.

Tilsidesæt den klodsede titel – From the World of John Wick: Ballerina er et værdigt bidrag til en franchise, der længe har kæmpet med at blive andet end én myte. Vil Ana de Armas blive den nye John Wick? Næppe. Hun har udstråling og klarer sig flot i alle scener – men Keanu Reeves er John Wick. Og uden ham er det bare ikke det samme.

Men havde jeg det sjovt med Ballerina? I Baba Yagas udødelige ord: "Yeah."

--

Skrevet af en norsk forfatter på engelsk og oversat til dansk med hjælp fra en avanceret GPT-model. Indsæt din egen Tropic Thunder-vittighed her.