Anmeldelse: "G20"
Gidsel-thriller med terrorisme og internationale magtspil bryder med mange af genrens sædvanlige klichéer.
Allerede i de første sekunder af Amazons nye actionthriller G20, får jeg en klump i maven. Sort skærm, og den velkendte, pulserende thriller-musik starter – en advarsel om, at noget uhyggeligt, intenst og potentielt verdensomvæltende er på vej.
Spioner er i bevægelse – og det hele virker, ærligt talt, lidt slidt.
Og ganske rigtigt: Vi bliver transporteret til en europæisk by. En spion er på flugt med den obligatoriske high-tech dims: en "krypto-wallet", der skal fungere som historiens McGuffin. Hun bliver jagtet af skurken Rutledge (spillet af Antony Starr) – en isnende kold dræber med stålnæver og mørke øjne.
Imens, på et andet kontinent, bliver USA's præsident, Danielle Sutton (spillet af Viola Davis), vækket midt om natten. Noget er under opsejling, og brikkerne er i bevægelse.
Det hele virker velkendt. Vi har set det før. Mange gange. Ikke mindst i thrillere med Gerard Butler. Men netop som man sidder og forbereder sig på at sukke højt, trækker G20 tæppet væk under én – og overrasker.
For mens Rutledge indhenter og eliminerer sit mål, får præsidentens stab givet hende en opdatering. Vi har hende. Hvem? Ikke kvinden der netop er blevet myrdet i en europæisk natklub? Nej – præsidentens egen datter, som er stukket af fra Secret Service for at feste med vennerne.
I én hurtig prolog får filmen elegant introduceret den truende skurk, hans plan, præsidenten og hendes familie – inklusive den rebelske teenagedatter. Smart!
Da jeg så plakaten til G20, var mine forventninger ikke høje. Viola Davis, bevæbnet til tænderne i en flænget rød kjole, skridende målrettet mod kameraet med den pansrede præsidentlimousine "The Beast" buldrende bag hende – med amerikanske flag og det hele.
Det er et billede, der nok kan vække jubel hos visse amerikanere, men for os europæere – undertegnede inkluderet – er det mest af alt lidt … pinligt.
Men åbningsscenen afslører hurtigt filmens intention: At præsentere genrens klichéer – og så rive dem væk i sidste sekund. Ikke at de klassiske elementer er helt fraværende. De er der. Men de bruges bevidst og balanceret. G20 er meget selvbevidst omkring, hvornår det læner sig op ad genrens troper, og hvornår det forsøger at undgå dem.
Handlingen tager fart: Efter lidt familieskænderier i Det Hvide Hus bliver den teknologisk kyndige teenagedatter Serena (Marsai Martin) sat i husarrest og må tage med præsidenten, First Gentleman Derek (Anthony Anderson), og lillebroren Demetrius (Christopher Farrar) til G20-topmødet i Cape Town.
I mellemtiden infiltrerer Rutledge og hans gruppe af lejesoldater topmødet. Deres plan: Tage lederne af verdens 20 rigeste lande som gidsler og skabe kaos i verdensøkonomien via deepfakes, kryptovaluta og andre buzzwords.
Snart udvikler G20 sig til en slags Die Hard-situation på et luksushotel i Cape Town. Præsidenten, sammen med blandt andre den lettere Boris Johnson-agtige britiske premierminister Oliver Everett (Douglas Hodge), forsøger at flygte gennem hotellet. Samtidig må First Gentleman Derek få børnene i sikkerhed.
Det hele udspiller sig som forventet – men uden de værste klichéer, karikaturer og corny oneliners. Instruktør Patricia Riggen (Dopesick, Little America, Jack Ryan) skaber god spænding, selv om actionscenerne i sig selv ikke er specielt nyskabende – realistiske, ja, men ikke særlig opfindsomme. Det er meget med at liste rundt og skyde terrorister i ryggen.
G20 gør mange ting rigtigt. Opsætningen er effektiv, karaktererne tydelige, og filmen formår at være spændende uden at blive fjollet. I den forstand minder den om klassiske belejringsthrillere som Die Hard og ...Has Fallen-filmene.
Skuespillet er solidt hele vejen igennem. Viola Davis er en troværdig præsident – patriotisk og familiekær, men uden behov for konstant at bevise det. Det gør hende lettere at relatere til, også uden for USA. Hendes baggrund som soldat bliver også nævnt, hvilket forklarer hendes evner i kamp – selvom nogle scener strækker troværdigheden en smule, især når hun går i clinch med trænede lejesoldater.
Instruktøren giver også plads til relationerne mellem karaktererne. Karikaturerne droppes, og humoren holdes nede – men bruges effektivt, især i scener med Sydkoreas førstedame Han Min-Seo (MeeWha Alana Lee), som stjæler et par scener.
Det hele er dog ikke fri for klichéer. Der er et par klassiske Secret Service-ofre – "Pas på, fru præsident!" – og Antony Starr som Rutledge (der i øvrigt minder overraskende meget om YouTuberen Johnny Harris) skråler igennem anden halvdel. Og ja, den britiske premierminister udbryder noget á la "Det er jo næsten som James Bond!", da han ser et våbenlager. Og naturligvis hjælper præsidentens tech-datter med lidt hacking.
Når det er sagt, så er G20 en underholdende actionthriller, der bryder med mange af genrens forventede faldgruber – selvom nogle sikkert vil rynke på næsen af ideen om en sort, kvindelig amerikansk præsident, der slås mod internationale lejesoldater.
Kom over det. Alt behøver ikke være politisk.
Glem politikken. Find popcornene frem!
G20 har premiere på Prime Video den 10. april.
Skrevet af en norsk forfatter på engelsk og oversat til dansk med hjælp fra en avanceret GPT-model.