Anmeldelse: Gemini Man

I betragtning af, at "Gemini Man" behandler et etisk dilemma som kloning, har den lige så lidt at sige om det, som "Pretty Woman" var et vægtigt indspark om prostitution.

Den Oscar-vindende instruktør af "Brokeback Mountain" slår pjalterne sammen med "Rap fyr i L.A."s egen Bad Boy i en actionfilm om kloning produceret af Jerry Bruckheimer og kinesiske Alibaba Pictures. Resultatet? Spild af penge og talent, hvis du spørger undertegnede.

Der er ellers lagt op til en hæsblæsende tur i Hollywoods ramasjang-manege med denne high concept blockbuster om en aldrende lejemorder (Will Smith), der bogstavelig talt må kæmpe mod sig selv. Filmens centrale præmis er kogt ind til en Maggi-terning, der uden tvivl har fået flere junior execs til at komme i bukserne, da den blev pitchet i sin tid. Konceptet med at lade en actionstjerne kæmpe mod sig selv på det store lærred er selvfølgelig ikke ny, og både Schwarzenegger, van Damme og Jet Li har været en tur gennem den mølle. "Gemini Man" forhøjer dog indsatsen ved at lade Smiths onde klon være en yngre udgave ved hjælp af ganske overbevisende CGI, filmens egentlige trumfkort, hvis man kan tale om et sådant. Det er sømløst lavet, og Will Smith formår at spille både gammel og ung. I sidste ende nok det mest positive, man kan sige om ham.

Den digitale foryngelseskur af afdankede actionstjerner er ellers et ganske fikst påfund. Tænk bare, måske ser vi snart hele "The Expendables"-holdet som unge, friske fyre, der atter slår på tæven ligesom i gamle dage, uden leddegigt og rynker. Men ironisk nok virker "Gemini Man" bedaget, som et gammelt afkog af de sidste to årtiers actionthrillere. Handlingen, der ikke strækker sig meget længere end førnævnte præmis, er en slags billig kopi af Jason Bourne-filmene og deres sikkerheds-konspirations-apparat, komplet med Clive Owen i en skulende skurkerolle. Dialogen veksler mellem kluntet eksposition og grinagtige one-liners, der kun fremstår endnu mere tåbelige, fordi skuespillerne ihærdigt forsøger at give scenerne tyngde med smell-the-fart-acting. Det kan virke som hårde ord, når manuskriptet bl.a. er skrevet af David "Game of Thrones" Benioff, men han stod altså også bag manus på brøleren "X-Men Origins: Wolverine". Helt fejlfri er han heller ikke.

Filmen er skudt i 3D HFR af Dion Beebe, der har arbejdet for Michael Mann på både "Collateral" og "Miami Vice". Det mærkes, primært i actionscenerne, som får en vis autentisk nerve og er ganske blærede - specielt en nervepirrende motorcykeljagt mellem gamle og unge Will Smith. Desværre føles alle andre scener i filmen som om, de er skudt på green screen, da 3D-effekten får baggrunden til at se påklistret ud. Musikken kværner derudaf, når spændingen skal opbygges, og planker nærmest lydsiden fra "The Dark Knight" og "Inception", begge film fra komponist Lorne Balfes bagkatalog.

Hvad filmens instruktør Ang Lee angår, så burde han nok genoverveje, om ikke hans mislykkede forsøg med "Hulk" og nu denne temmelig trættende affære er en indikator for, at action og ramasjang ikke lige er hans kop te. Man har sikkert tænkt, at han ville tilføje noget menneskeligt drama, men den chance forspildes helt og aldeles. I betragtning af, at filmen behandler et etisk dilemma som kloning, så har den lige så lidt at sige om det, som "Pretty Woman" var et vægtigt indspark om prostitution i sin tid.

Bruckheimer skulle måske bare have hyret Michael Bay til at styre løjerne (hvilket han f.eks. gjorde på den tematiske parallelhistorie "The Island"), og så havde vi med lidt held fået en guilty pleasure a la "Armageddon" eller andre fjollede high concept påfund. I stedet må vi trækkes med denne trivielle, omend glimtvis action-mættede, suppedas.

Gemini Man

Kommentarer

Gemini Man

  • ★★0

    Wauw. Sikke positive vibes :-)

    Wayne10-10-19 06:51

  • 0

    Aha, så det er en film til 'neser markedet...

    ..er mange efterhånden :-/

    Gasivodo10-10-19 12:23

  • 1

    Det er faktisk den mest positive anmeldelse jeg har set endnu 

    Nagash10-10-19 14:40

  • ★★★1

    Det er faktisk den mest positive anmeldelse jeg har set endnu 

    Haha skulle til at skrive det samme!

    David Lund10-10-19 18:15

  • 0

    Det er faktisk den mest positive anmeldelse jeg har set endnu 

    Ja, det burde da slet ikke kunne gå galt. Den skal da ses :) 

    Ronni Pedersen10-10-19 22:49

  • 0

    Røvsyg og med tåkrummende dialog. Undgå den 

    Nickell11-10-19 07:25

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen