Anmeldelse: Ghostbusters

Paul Feigs reboot af Ivan Reitmans komedieklassiker "Ghostbusters" fra 1984 har ikke haft en stille fødsel. Affæren har været præget af en svært ophedet og dramatisk tone på internettets verbale slagmarker, hvor den opdaterede film – længe inden premieren – har været dømt ude og sat i skammekrogen. Nyheden om, at den nye generation af letfjollede spøgelsesjægere udelukkende bestod af kvinder, var dråben for en bred skare af nostalgiske onlinekrigere, og Paul Feig har da også selv aktivt deltaget i kønsdebatten med hævet røst og sabel. Bitterhed bag skærmen er et velkendt fænomen, men er den feminine genfortælling nu også så ringe som varslet?

Der er igen noget mystisk, der rumsterer i nabolaget. Nabolaget har selvfølgelig sin adresse i New York, hvor en særling føler sig så ydmyget og udskammet af verden, at han vælger at påkalde byens totale destruktion. Med på holdet har den hævngerrige stakkel en transparent hær af paranormale eksistenser, der kun kan modsvares af en velkendt, broget forsamling: de genfærdsbekæmpende Ghostbusters. De er tilbage.

"Ain't no bitches gonna hunt no ghosts" er den første onlinekommentar, de protonbevæbnede kvinder i filmen møder ved offentliggørelsen af deres virke. Det er et vittigt blink med øjet, der smart punkterer ethvert anløb til opblæst højtidelighed. Paul Feig har været udmærket klar over, at 1984-udgaven næppe kan trumfes, så der er i stedet satset alt på en absurd fjollet tone, hvor samtlige replikker afsluttes med en joke. "Ghostbusters" er hysterisk i sin insisteren på at være morsom – hele tiden. Én fungerende joke efterfølges af otte håbløse, men når de så præsenteres i en uendelig strøm ender det alligevel med, at man filmen igennem sidder hensat i en klukkende og letsmilende tilstand.

De mange jokes er dog samtidigt den eneste rigtige kvalitet. Hverken historien eller kemien mellem det nye spøgelsesensemble er særligt interessant, og som skurk er Neil Casey en af de mest anonyme og forglemmelige længe – endda i en tid, hvor Hollywood har ualmindeligt svært ved at skabe mindeværdige antagonister. Det er ikke godt. Alle mænd er desuden enten lallende tåber eller onde, men det udlignes dog af kvinder, der bestemt heller ikke har styr på noget som helst. Det giver filmen en tiltrængt humoristisk vinkel, hvor intet er helligt.

Værst er en langstrakt scene til hvad, der skulle forestille at være en heavy metal-koncert. Det er tydeligt, at Paul Feig aldrig har overværet en sådan begivenhed, og det ender med at være så tåkrummende pinligt og usjovt, at selv Adam Sandler ville holde sig for øjnene. For at blive i Sandlers univers minder "Ghostbusters" i sin animerede æstetik mere om de rædderlige "Pixels" og "Scooby-Doo" end sit ophav. Det er en uskøn CGI-farvelade af en film, der lige nøjagtigt reddes på målstregen af et tilpas antal dumme jokes.

En sammenligning med originalen er uundgåelig, og her udstilles de mærkbare svagheder. Den maniske reboot er støvsuget for forgængerens fænomenale historiefortælling og klinisk renset for den kemi mellem karaktererne, der fortjent har placeret 80'er-hittet højt på renomé-skalaen. Til gengæld er "Ghostbusters" plat. Så plat, at den faktisk ender med at fremstå som sin egen lille, mildt underholdende komedie fremfor et svagt ekko af den berømte klassiker, og det er vel trods alt en slags kvalitet.

Ghostbusters

Kommentarer

Ghostbusters

  • 0

    Til gengæld er "Ghostbusters" plat. Så plat, at den faktisk ender med at fremstå som sin egen lille, mildt underholdende komedie fremfor et svagt ekko af den berømte klassiker, og det er vel trods alt en slags kvalitet.

    Er det en kvalitet? Så mange komedier går efter den platte humor, at det efterhånden har mistet sin effekt og bare virker dovent og desperat. 

    Essal 4-08-16 00:20

  • 0

    Kvaliteten ligger i, at "Ghostbusters" ikke ender med at være en direkte kopi - men i det mindste forsøger at have sin egen stemme. Den stemme er så gennemsyret af plathed, hvor noget fungerer, og andet bestemt ikke gør. Men det omtales også kun som en "slags kvalitet".

    Daniel Sarup 4-08-16 00:25

  • ★★★★1

    SKANDALE! FILMEN HAR FÅET EN POSITIV ANMELDELSE!! :D

    Bruno 4-08-16 07:08

  • 1

    Angående "kontroversen" synes jeg RLM udlægger det ret godt: youtu.be/UWROBiX1eSc

    BusinessMonkey 4-08-16 07:15

  • 0

    Angående "kontroversen" synes jeg RLM udlægger det ret godt: youtu.be/UWROBiX1eSc

    RLM synes jeg ofte har nogle gode pointer. Deres anmeldelse bekræfter også mange af de bange anelser jeg havde ud fra trailerne.

    Essal 4-08-16 08:30

  • 0

    RLM synes jeg ofte har nogle gode pointer. Deres anmeldelse bekræfter også mange af de bange anelser jeg havde ud fra trailerne.

    Det skal selvfølgeligt også medtænkes at de er kæmpestore "Ghostbuster" nørder. De synes at filmen er verdens bedste komedie.

    BusinessMonkey 4-08-16 09:02

  • ★★★★2

    Lidt seriøst til anmeldelsen - den lader til at ligge ret meget i tråd med stemningen fra USA, at det er en ok sommerblockbuster og ikke meget andet end det.

    Danmark er åbenbart blandt de lande, der har fået den senest og i følge Box Office Mojo, har den kun lige sneget sig over budgettet mht. indtjening. Den kommer ikke op i Kina, så jeg tror sgu, at Sony potentielt står med et økonomisk flop på hænderne.

    Hele diskussionen omkring balladen om filmen er også interessant, fordi der er helt sikkert en vis procentdel "man babies", som oprigtigt mener, at kvinder ikke hører til i hovedroller og at deres barndom på mystisk vis bliver voldtaget, fordi der kommer et remake af en film, som pludselig er gået fra en være en elsket komedie, til at være den bedste film i verdenshistorien, som absolut ikke må røres... selvom der er en toer, som rigtig mange mennesker ikke kan lide, men totalt ignoreres i diskussionen.

    Men jeg overvejer, om hele dendér palaver om sexisme osv. måske i virkeligheden også dækker over, at publikum efterhånden er ved at nå grænsen, når det kommer til remakes.

    For mit vedkommende, regner jeg ikke med at se filmen, som jeg har skrevet en del gange før. Jeg har set Bridesmaids og er startet på The Heat på et tidspunkt, og er kommet frem til at Feigs film og McCarthys stil ikke er noget for mig, så der er ikke den store grund til at se noget, jeg ganske sikkert vil finde uinteressant.

    Bruno 4-08-16 09:31

  • ★★★1

    Ja, man kan godt få det indtryk, at Ghostbusters 1984 er den bedste komedie nogensinde...men jeg synes personligt, at den er lidt overvurderet. Som så mange andre film i den genre, så er det kun halvdelen, der er god. Det er en rigtig herlig film lige indtil den kammer over i irriterende action.

    Jeg har godt overvejet, om det er "man babies", der taler filmen ned, men jeg vil da gå ud fra, at langt de fleste anmeldere er ude over det. 

    Jeg kommer nok ikke til at se Ghostbusters før den kommer på Netflix eller TV, men Bridesmaids vil jeg egentlig gerne have set.

    Og lige for at være lidt pendantisk: jeg vil nu ikke betegne den som et økonomisk flop - de har givet 17 millioner dollars i overskud, og det er ikke meget i forhold til normalt, men jeg vil mene, at et flop er en film, der kun lige breaker even(og værre)

    Guldager 4-08-16 09:41

  • ★★★2

    Og lige for at være lidt pendantisk: jeg vil nu ikke betegne den som et økonomisk flop - de har givet 17 millioner dollars i overskud, og det er ikke meget i forhold til normalt, men jeg vil mene, at et flop er en film, der kun lige breaker even(og værre)

    De ca. 161 millioner dollars den har indtjent worldwide går langt fra kun til filmstudiet bag. Omtrent halvdelen af de penge går til biograferne. Derfor plejer man sige som tommelfingerregel, at en film skal indtjene det dobbelte af sit budget(som ligger på ca. 144 millioner dollars), før at den begynder at tjene profit til filmstudiet bag. Og det er endda uden at medregne marketing, som eftersigende skulle være ret markant i forbindelse med "Ghostbusters".

    Kruse 4-08-16 09:50

  • ★★★★0

    Præcis hvad Kruse siger. Det er nok ikke urealistisk at den skal op på den anden side af 350 millioner i indtjening, før den giver overskud, fordi der er godt nok blevet smidt mange penge efter marketing.

    Bruno 4-08-16 09:57

  • ★★★0

    Ah ok. Jeg vidste ikke, det var sådan det blev udregnet :)

    Guldager 4-08-16 10:00

  • ★★★0

    Doug Walker i hans persona som Nostalgic Critic, rammer egentlig også hele debatten/de forskelliger sider af fans der har en mening om den ret godt med hans review (dog fyld med spoilers)

    Ghostbusters 2016

    Elwood 4-08-16 11:52

  • ★★★★0

    Fin og nuanceret anmeldelse. Filmen har jeg ikke noget behov for at se i biografen, men snupper den helt sikkert ved en senere lejlighed. 

    Riqon 4-08-16 18:45

  • 0

    Jeg er sådan set enig med anmelderen. Jeg har set filmen to gange nu, og jeg tror egentlig, at det der irriterer mig mest ved filmen er, at den mangler sin egen rygrad. Den refererer og støtter sig for meget til de originale film, samtidig at den forsøger at være noget helt nyt og frisk. Pick a dick... øh ... a direction, og gå den fuldt ud, Feig! 

    Det er sådan set min overordnede holdning til selve filmen. Jeg er dog straks mere pessimistisk og vred over det problematiske produktionsforløb, og over at man valgte et reboot frem for en decideret 3'er. Men sket er sket, det skal ikke stå i vejen for den nye film, jeg er bare skuffet over at man over så mange år ikke har udnyttet Ghostbusters brandet til at brygge en rigtig fortsættelse sammen først. Æv.

    JesperWLindberg 5-08-16 15:25

  • ★★★0

    Jeg tror mest, det er Bill Murray, der har stået i vejen for en 3'er. Resten af flokken har jo stået klar i årtier. Siden Harold Ramis nu er gået bort, kommer det så nok aldrig til at ske.

    David Lund 5-08-16 19:57

  • ★★★★1

    Hvis der kom en 3'er, så ville den jo skulle svare igen på den her. Det havde da været festligt. "Ghostbusters 3: Return of the Dickheads"

    Riqon 5-08-16 22:30

  • 0

    Jeg tror mest, det er Bill Murray, der har stået i vejen for en 3'er. Resten af flokken har jo stået klar i årtier. Siden Harold Ramis nu er gået bort, kommer det så nok aldrig til at ske.

    Uden tvivl. Murray forsinkede også produktionen af 2'eren i flere år, før de fik ham overtalt. Siden den film åbenbart ikke var den bedste oplevelse for ham, har han så været stort set umulig at få overtalt til en 3'er, og det er virkelig trist. Virkelig, satans trist!

    JesperWLindberg 6-08-16 22:34

  • ★★★★0

    Som vi snakkede om tidligere, så lader det til, at Ghostbusters er på vej mod et ret stort underskud: www.hollywoodreporter.com/news/ghostbusters-heading-70m-loss-sequel-918515

    Sony mener dog ikke helt, det er tilfældet, hvilket man kan læse længere nede i artiklen.

    Bruno10-08-16 17:43

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen