Anmeldelse: Ghostbusters: Afterlife
Proton-strålerne krydses i foreningen af veltimet komik, solid uhygge og rørende generationsdrama med ny tilføjelse til 80'er-kultfranchise.
Nostalgiens glæde er formentlig en følelse, de fleste filmelskere kender til. Det her gensyn med barndommens henrykkelse over film, der minder om de bedre og uskyldige tider, hvor alting var lidt nemmere og det mere rosenrødt i tilbageblikket. Dengang, hvor man som børn blev nemt imponeret er en rar fornemmelse at genbesøge. Også selvom bevidstheden om at oplevelsen dengang ikke nødvendigvis er den samme 30-40 år senere, kan det nu være bekvemmeligt at fastholde den der 80’er-film om noget som stadig er helt specielt. Visse filmfranchises hører sin tid til – og er så meget et produktion af en tid, at de bør forblive lige præcis der. Når Ivan Reitmans ikoniske "Ghostbusters"-univers igen forsøges relanceres, kan det være svært ikke at rynke panden. Paul Feigs ikke-vellykkede reboot og økonomiske maveplasker fra 2016 beviste, at der ingen grund er til at vække de døde til live. At hæderkronede Jason Reitman mod alle odds modbeviser netop dét er som at blive mindet om ens naive barndom.
Den enlige mor Callie (Carrie Coon) flytter med sine to børn, Phoebe (Mckenna Grace) og Trevor (Finn Wolfhard), til en lille by i Oklahoma, hvor de har arvet et faldefærdigt hus af hendes afdøde far. Snart opdager børnene en forbindelse til de oprindelige Ghostbusters. Det viser sig nemlig, at spøgelserne har en helt særlig forbindelse til området, og det varer ikke længe før overnaturlige kræfter dukker op og laver rav i den ellers stilfærdige soveby.
At Jason Reitman som 6-årig var med sin far på optagelse af "Ghostbusters" fra 1984, og nu står bag kameraet på "Ghostbusters: Afterlife" med Ivan Reitman som producer, må kilde bare en smule i maven på dem, der voksede op med de nørdede spøgelsesjægere. Sønnike har beskrevet, hvordan han blev den første fan af franchisen under produktionen af den scene, hvor Stay-Puft Marshmallow Man eksploderede på toppen af en bygning på Manhattan. Netop den smittende begejstring mærkes 37 år senere.
Det lå ellers ikke i kortene, at Jason Reitman skulle kaste sig over en højbudgetsfilm, navnligt da de to filmskabere har arbejdet i forskellige retninger. Ivan Reitman var i 80’erne og 90’erne en populær komedie-filmskaber med flere letbenede blockbusters i ærmet, mens sønnen i 00’erne blev en uafhængig og anerkendt indie-filmskaber, med adskillige Oscar-nomineringer at prale med. "Ghostbusters: Afterlife" er dog noget andet og mere end endnu et reboot. Ud af et veloplagt far-søn-samarbejde krydses strålerne i foreningen af veltimet komik, solid uhygge og rørende generationsdrama fødes en dansende stjerne på niveau med, hvis ikke bedre, end den allerførste "Ghostbusters"-film.
At "Ghostbuster: Afterlife" skulle være bedre end sit originale ophav vil unægteligt få fanboys til at lade proton-riflerne. Især da "Ghostbusters" i 80’erne, med sit design, fantasifulde monstre, imponerende effekter for tiden og kult-skuespillere som Bill Murray og Dan Aykroyd på rollelisten, blev et gigantisk popkulturelt fænomen. Selvom spøgelsesjægerne anno 2021 kaster om sig med sin andel af fan service, så det nærmer sig "Star Wars: The Force Awakens" – uden at blive helt så overlæsset med referencer – og genbruger byggeklodserne fra mytologien, lægges flere lag på. Hvor "Ghostbusters" er rig på fantastiske sekvenser, er "Ghostbusters: Afterlife" en overordnet mere komplet og bedre fortalt fortælling. Jason Reitman er uden tvivl en bedre instruktør og manuskriptforfatter end sin far nogensinde har været, og det mærkes i blandt andet karakterudviklingen, der ellers intet har været af i de foregående film, men også i den afgørende timing mellem gys og komik. Selvom sønnike indimellem prøver for hårdt med one-liners og overstadige hymner til de to første film, og den afsluttes unødvendigt rørstrømsk, lykkedes det d’herrer Reitman at få aldrende fans og et nyt publikum med på Ecto-1-vognen igen.
Hvor Paul Feig fejlede, lykkedes det for Jason Reitman at skyde liv i "Ghostbusters"-franchisen igen. Forfriskende, fornøjelig og ikke mindst fuld af næsegrus respekt for Ivan Reitmans to originale film, formår Reitman Junior at bygge bro til den elskede 80’er franchise. Dette samtidig med, at "Ghostbusters: Afterlife" står helt på egne ben, og samtidig kan og vil mere end at lefle på farmands kultfilm.
