Anmeldelse: Ghostbusters

Paul Feigs reboot af Ivan Reitmans komedieklassiker "Ghostbusters" fra 1984 har ikke haft en stille fødsel. Affæren har været præget af en svært ophedet og dramatisk tone på internettets verbale slagmarker, hvor den opdaterede film – længe inden premieren – har været dømt ude og sat i skammekrogen. Nyheden om, at den nye generation af letfjollede spøgelsesjægere udelukkende bestod af kvinder, var dråben for en bred skare af nostalgiske onlinekrigere, og Paul Feig har da også selv aktivt deltaget i kønsdebatten med hævet røst og sabel. Bitterhed bag skærmen er et velkendt fænomen, men er den feminine genfortælling nu også så ringe som varslet?

Der er igen noget mystisk, der rumsterer i nabolaget. Nabolaget har selvfølgelig sin adresse i New York, hvor en særling føler sig så ydmyget og udskammet af verden, at han vælger at påkalde byens totale destruktion. Med på holdet har den hævngerrige stakkel en transparent hær af paranormale eksistenser, der kun kan modsvares af en velkendt, broget forsamling: de genfærdsbekæmpende Ghostbusters. De er tilbage.

"Ain't no bitches gonna hunt no ghosts" er den første onlinekommentar, de protonbevæbnede kvinder i filmen møder ved offentliggørelsen af deres virke. Det er et vittigt blink med øjet, der smart punkterer ethvert anløb til opblæst højtidelighed. Paul Feig har været udmærket klar over, at 1984-udgaven næppe kan trumfes, så der er i stedet satset alt på en absurd fjollet tone, hvor samtlige replikker afsluttes med en joke. "Ghostbusters" er hysterisk i sin insisteren på at være morsom – hele tiden. Én fungerende joke efterfølges af otte håbløse, men når de så præsenteres i en uendelig strøm ender det alligevel med, at man filmen igennem sidder hensat i en klukkende og letsmilende tilstand.

De mange jokes er dog samtidigt den eneste rigtige kvalitet. Hverken historien eller kemien mellem det nye spøgelsesensemble er særligt interessant, og som skurk er Neil Casey en af de mest anonyme og forglemmelige længe – endda i en tid, hvor Hollywood har ualmindeligt svært ved at skabe mindeværdige antagonister. Det er ikke godt. Alle mænd er desuden enten lallende tåber eller onde, men det udlignes dog af kvinder, der bestemt heller ikke har styr på noget som helst. Det giver filmen en tiltrængt humoristisk vinkel, hvor intet er helligt.

Værst er en langstrakt scene til hvad, der skulle forestille at være en heavy metal-koncert. Det er tydeligt, at Paul Feig aldrig har overværet en sådan begivenhed, og det ender med at være så tåkrummende pinligt og usjovt, at selv Adam Sandler ville holde sig for øjnene. For at blive i Sandlers univers minder "Ghostbusters" i sin animerede æstetik mere om de rædderlige "Pixels" og "Scooby-Doo" end sit ophav. Det er en uskøn CGI-farvelade af en film, der lige nøjagtigt reddes på målstregen af et tilpas antal dumme jokes.

En sammenligning med originalen er uundgåelig, og her udstilles de mærkbare svagheder. Den maniske reboot er støvsuget for forgængerens fænomenale historiefortælling og klinisk renset for den kemi mellem karaktererne, der fortjent har placeret 80'er-hittet højt på renomé-skalaen. Til gengæld er "Ghostbusters" plat. Så plat, at den faktisk ender med at fremstå som sin egen lille, mildt underholdende komedie fremfor et svagt ekko af den berømte klassiker, og det er vel trods alt en slags kvalitet.