Anmeldelse: Gimme Danger

Bizar, sindssyg, voldelig, underlødig, uopfindsom og barnlig. Dette var, hvad kritikerne sagde om det ikoniske band i 1973, dengang de havde tre skelsættende albums bag sig – og en sort fremtid foran sig. Allerede dengang så det ud, som om tiden var ovre for dét, der senere ville blive kendt som et af verdens mest indflydelsesrige bands og ikke mindst Iggy Pop – forsangeren med verdens mest kendte sixpack.

Jim Jarmusch interviewer Iggy Pop & Co. og tager os tilbage i tiden – med fremragende billeder og koncerter fra en svunden tid. Jarmusch bruger dog meget plads på unødvendig støj, som når han presser popkulturelle filmklip og billeder ind under Iggys ord. "Gimme Danger" bliver simpelthen for rodet og forstyrrende med alverdens visuelle indtryk mikset sammen – når det egentlig bare burde handle om Iggy Pop, der nostalgisk fortæller om bandets historie. Problemet er, at der ikke findes mange optagelser fra Iggy and the Stooges storhedstid. Jim Jarmusch burde derfor have holdt kameraet ved den roligt velformulerede Iggy frem for at gentage alle Iggy Pops ord med et mylder af billeder fra den amerikanske populærkultur. Det bliver simpelthen lidt for meget Milhouse til Iggys Bart.

Historierne fra Iggy Pops mund kræver, at du som tilskuer allerede har den fascination og beundring af Iggy Pop og hans musik, som vi kan mærke, at Jim Jarmusch i den grad har. Hvor meget det ærgrer mig at sige det, så er kunstneren Iggy Pop meget anderledes end fortælleren Iggy Pop – underforstået at anderledes er lig med kedelig. Iggy Pop er nok en af verdens bedste på en scene, men som fortæller foran kameraet bliver det mere James Newell Osterberg, Jr – det borgerlige navn bag rocklegenden – end Iggy Pop som eksplosiv forsanger.

Iggy Pop er ofte synonymt med punk-rock, og bandets lange levetid kan overraske ikke-fans som jeg. Men det er i sandhed, fordi Iggy Pop levede videre efter og sideløbende med The Stooges – takket være den nu afdøde og lige så ikonisk personlighed: Mr. Ziggy Stardust. Som Iggy selv har sagt: "David Bowie genoplivede mig." Bowie genoplivende nemlig Iggy Pop ved at producere de to første soloalbums, "The Idiot" og "Lust for Life". Sidstnævnte kastede bl.a. sangen "The Passenger" af sig, som delvist var inspireret af turné-rejserne med David Bowie. Den nu udødelige klassiker var en inkarnation af punk-ånden af at være ude i livets køretøj – uden sikkerhedssele. Dén ånd har man altid kunnet mærke hos Iggy and the Stooges – og det er dén sang, som cementerede Iggy Pop som patriarken indenfor punk-rock.  

Selvom Iggy Pop og The Stooges' popularitet har været svingende gennem årtierne, vil de altid blive husket for at være bandet, som fik verden til at glemme 60'ernes rock'n'roll og banede vej for punk-rocken. Ved nogle bands mærkes det, at det ikke var pengene, men passionen, som var drivkraften bag kunsten. Der bliver ikke tænkt på business og bestemt ikke på showbusiness. Der bliver tænkt på vildskaben i at leve – og det grænseoverskridende i at få lov til at leve fuldt ud.

Iggy Pop and the Stooges – verdens bedste rock'n'roll-band med verdens mest punk-rockede forsanger? Hvem ville, hvis ikke Iggy Pop, sige: "På et tidspunkt blev jeg træt af at stirre på en eller andens røv hele tiden."