Anmeldelse: Girl

Dybt rørende Cannes-vinder klipper dit hjerte i tusind stykker.

Forestil dig at være fanget i din egen krop. At være presset ind i en skal af fremmedgjorthed, hvor du ikke kan være dig selv. Måske har du længe følt, at der har været et eller andet galt hele dit liv – uden at kunne pege på præcis hvad. For ingen andre i dit liv forstår den gennemgående følelse, der hele tiden nager og frustrerer. Indtil dét, der bør være så indlysende, pludseligt går op for dig. Ikke alene har du identitetskrise: Du er en pige, født i en drengs krop. Tanken er angstprovokerende. For nogle mennesker er det virkelighed, hvilket "Girl" på gribende vis portrætterer på allertætteste hold.

Lara (Victor Polster) er en forsagt teenager, fast besluttet på at blive professionel ballerina. Til trods for at være kommet sent i gang, optages hun på Belgiens bedste balletskole – hvilket betyder hårdt arbejde for både krop og sind. Støttet af sin elskelige far, ser rammerne i baglandet udefra ud til at være på plads. Men Lara er ikke som de andre unge piger på skolen. At hun er født i en drengekrop, der gennem hormonbehandling langsomt skal vænnes til kønsskifte – mens den benhårde ballettræning køres mange timer hver dag – er én ting. Pæn pige-overfladen skal fastholdes, mens fremmedgørelsen forstærkes i indiskret mobberi fra skolekammerater og velmenende råd fra psykologer og læger. Alt imens pubertetens frihedstrang og utålmodighed er ved at koge over.

I en tid hvor kønspolitik er på sit højeste, synes menneskelige nuancer at drukne i helikopterperspektiv. Ikke at det måske er så overraskende, for hvordan i alverden kan et heteroseksuelt flertal sætte sig ind i at være transkønnet? Rørende, klaustrofobisk og eftertænksomt giver "Girl" et råt for usødet indblik i forsøget på netop dét.  

Ikke at afsender-modtager-forholdet i sig selv kan være uproblematisk. "Girl" er skam også blevet kritiseret af dele af LGTB+-miljøet – for at være fejlskudt i sit portræt af transseksualitet – blandt andet da hovedpersonen ikke spilles af en "rigtig" trans. Ikke desto mindre taler fire (fuldt fortjente) priser på sidste års Cannes sit tydelige sprog. Lukas Dhonts spillefilmsdebut er en urovækkende ud og ind af kroppen-oplevelsen, i den forstand, at Laras følelsesregister skærer i marv og ben. Overvejende modelleret som et intimdrama uden særligt meget drama på overfladen, følsomt underspillet af ligeledes debuterende Victor Polster.

Og sikken en debut. Nu 17-årige Polsters fabelagtige præstation er et studie i stjålne blikke og selvundertrykkelse. Når Laras coming-of-age-udvikling ikke holdes i snor af teenage-identitetskrise – hun ér afklaret og afventer kun det endelige indgreb i kønsskiftet – men af strukturelle kønsmekanismer og magtforhold. Elefanten er konstant i lokalet, i det usagte, i diskrete stik af ydmygelse, i intern og ekstern kontrol. I overbærende smil og komplimenter til familiefester. Når lillebroren tvær kalder Lara for Victor. Når veninderne tvinger hende til at vise sine nuværende kønsdele, kolliderende med misundelse over venindernes kurver. Når selvkontrollen i de krystalblå øjne så endeligt mistes, i hvad der må være én af årets mest ubærlige slutscener, klippes hjertekullen i tusind stykker.

Næsten ikke til at rumme og alligevel dybt bevægende. Kan der tales om empati-skabende film, må "Girl" betegnes som ét af de stærkeste eksempler på samme. Caméra d'Or-vinderen rusker gevaldigt op i fordomme og åbner op for perspektiver – på underspillet emotionel og urovækkende vis – takket være fantastiske Victor Polster i den muligvis bedste europæiske debutfilm fra sidste år.