Anmeldelse: Gladiator II

"Gladiator II" kæmper for at leve op til arven, men ender som en skygge af originalen.

Hvor mange gange om dagen tænker du på Romerriget? Hvis man spørger Ridley Scott, virker svaret til at være ikke ofte nok. Hvorfor vi nu atter vender tilbage i arenaen, 24 år efter "Gladiator" (2000), der stadig rangerer højt som et af de mest ikoniske historiske dramaer. 

"Gladiator II" udspiller sig næsten to årtier efter forgængeren. Lucius (Paul Mescal), søn af Maximus (Russell Crowe) og Lucilla (Connie Nielsen), bor med sin kone i Numidien i Nordafrika, som invaderes af den magtfulde romerske hær, ledet af den frygtløse general, Marcus Acacius (Pedro Pascal). Lucius kæmper tappert, men hans folk besejres, og familien slagtes. Kort efter tages Lucius til fange som slave og sendes til Rom, hvor han købes af Macrinus (Denzel Washington). Den ambitiøse forretningsmand ser et Colosseum-potentialet i krigeren, og Lucius bliver som sin far gladiator.

Med en så stjernespækket rolleliste, burde der være et solidt grundlag for en storslået oplevelse. Desværre ender "Gladiator II" mest af alt som en genindspilning, der læner sig for meget op ad originalens succes. At fortællingen vader i samme spor som den første film, gør den ikke til en selvstændig efterfølger, men snarere til en parodi. Et remake med så lidt rygrad, at den forsøger at hente sin styrke med flashbacks fra fortiden. Ekkoet fra første film fremtræder som malplacerede ruiner, og spærrer vejen for en ny fortælling, der aldrig får lov at tage form.

Paul Mescals præstation er en bakke kedelig leverpostej på tilbud. Karakteren er så passiv, at jeg blev i tvivl om, hvorvidt han var filmens bærende element. Lucius fremstår flad og reserveret, som tror han ikke på sin egen hævnhistorie. Fraværet af dybde gør det svært at investeres følelsesmæssigt i hans kamp. 

Når det gælder visuelle detaljer, lever filmen nogenlunde op til forventningerne. Rom kommer til sin ret på det store lærred. Kostumerne og scenografien er uden tvivl filmens stærkeste aktiver. Men selvom scenerne overordnet set er et overflødighedshorn, er der skødesløse detaljer, der sætter skår i det historiske fundament. Heriblandt Maximus’ gravmæle med en sætning mejslet ind på engelsk. Et romersk grav med engelsk inskription i stedet for latin er en absurd detalje, som tager filmen ud af sin historiske kontekst. Romerske grave er berømte for deres latinske inskriptioner. Ikke alene fortæller de om, hvem der ligger begravet, men også om deres status og eftermæle. Illusionen og forbindelsen brydes til den tid, filmen forsøger at skildre.

De er langt fra første gang, Ridley Scott nedprioriterer historisk korrekthed. "Gladiator" blev mødt med hård kritik. Selv filmens historiske konsulent fik sit navn fjernet fra projektet. Scotts forkærlighed for filmisk storhed frem for historisk korrekthed kunne tilgives i "Gladiator", hvor karakterdybde og en stærk hovedkarakter trak filmen op til fem Oscars. I "Gladiator II" tydeliggøres det, at storhed alene ikke kan bære film, der hviler for meget på sin forgængers laurbær. 

Filmens længde er en anden udfordring. Med en spilletid, der breder sig ud så endeløst som et Bille August-epos på en regnvejrsdag, kunne "Gladiator II" uden problemer have været to timer kortere – eller måske helt undladt at eksistere. Jeg savnede en klipper, der kunne have været modigere med saksen. Og måske tænkt lidt mindre på at lave en sæbeopera for mænd uden substans, og lidt mere på at give filmen den fremdrift og kant, den desperat mangler. Selvom Scott gør alt for at genskabe Romerrigets storhed, efterlader den ikke mere dybde end en slidt toga.

Som filmen selv proklamerer det, så er drømmen om Rom en gammel mands fantasi. For mit vedkommende blev filmen for drømmende – ja, næsten søvndyssende. Da filmen var slut, tog jeg mig en af de bedste lure, jeg har haft i årevis. Da jeg vågnede, håbede jeg, at "Gladiator II" blot var en fesen feberdrøm, mens jeg dagdrømte om en kampklar Russell Crowe, der trådte frem i arenaen og spurgte "Are you not entertained?"

Nej, ikke rigtigt. Og hvis 86-årige Ridley Scott om 24 år skulle få lyst til at vende tilbage til arenaen endnu en gang, så vil jeg hellere kæmpe for min frihed, end jeg vil overvære en "Gladiator III". "Gladiator II" er mere en skygge end en værdig arving til sin forgænger. En tom triumfbue, der hviler så tungt på sin egen fortid, at den til sidst kollapser under vægten af sin selvhøjtidelighed.

"Gladiator II" har dansk biografpremiere torsdag 14. november 2024. Heriblandt i FORMAT Bio, læs mere her.