Bliver Heaven Of Horror fremhævet af flere af jer, fordi de er de mest positive? Har aldrig set dem blive brugt før.

Anmeldelse: Glass
Vejen mod slutningen er belagt af så dybe plothuller, at emmentalerosten facepalm'er i køledisken.
I en tid, hvor superheltefilm i høj grad har knækket blockbuster-koden, synes anderledes tilgange til genren imødeset. Ikke at det ikke er sket tidligere. Før Marvel for alvor satte nye standarder med "Iron Man" og resten af MCU-filmene, stod det dengang mest lovende instruktørnavn i Hollywood frem med en alternativ superheltefortælling i "Unbreakable". Instruktøren var M. Night Shyamalan. Atten år efter er meget sket – på godt og ondt.
Usårlige David "The Overseer" Dunn (Bruce Willis), udspekulerede Elijah "Mr. Glass" Price (Samuel L. Jackson) og multi-skizofrene Kevin "The Beast" Wendell Crumbel (James McAvoy) indlægges på en sindssygeanstalt. Men ikke en hvilken som helst anstalt. Hér er nemlig 100 % fokus på at kurere folk med superhelte- og superskurke-komplekser. Hvor der først er tale om en regulær indlæggelse, viser det sig, at der er helt andre agendaer på spil. Og hvad kan gå galt med en vanvittig mand med 24 personligheder, et allerede veletableret univers og ikke mindst forventningerne til, at Shyamalan måske endelig er tilbage?
Tilsyneladende en hel del. "Glass" forspilder chancen på frustrerende vis trods den spændende præmis og det potentiale, der gjorde M. Night Shyamalans anden spillefilm siden gennembruddet med "Sjette sans" til én af de mest interessante superheltefilm fra 00'erne. Ment som finalen på en slags trilogi – bestående af "Unbreakable" og "Split" fra 2016 – vikles trådene sammen i en skizofren hårbolle af uindfriede ambitioner og en overordnet set dårligt skrevet fortælling.
Selvfølgelig trykkes suspense-knappen hellere ti gang for meget end én for lidt med Shyamalan i kulissen. Og det bliver for meget. Grænsende til mental gruppevoldtægt, når den ledende musik overgearet tester ens tålmodighed, og når kalkulerede nålesving ud i virkemidler mislykkes med at overskygge manglen på indre logik. Værst af alt: helt uden at tvinge én ud på kanten af sædet. Alle tricks i "Hitchcock for Dummies" afprøves at aflede opmærksomheden, men lykkes sjældent. Muligvis fordi twists forventes, gennemskues M. Night Shyamalans efterhånden billige tricks alt for nemt. Især da målet helliger midlet, når vejen mod slutningen er belagt af så dybe plothuller, at emmentalerostene facepalm'er i køledisken.
Budgettet på 20 mio. dollars er i amerikansk sammenhæng ikke meget. Særligt ikke med et så prominent trekløver i front samt tre centrale personer fra de to foregående film. Bestræbelserne på at indkapsle atmosfæren fra "Unbreakable" og "Split" – sådan at tidsspændet på 18 år ikke føles markant fremmedartet æstetisk – imødekommes på imponerende vis. På tværs af tre film hækles trådene så elegant sammen stilmæssigt og visuelt, at de kan ses ud i ét. Derfor skuffer det, at "Glass" – sit potentiale in mente – ikke vil mere end klassisk skiveskåret Shyamalan.
Snakken om, hvorvidt rejsen fra wonderkid til etableret kvalitetsinstruktør nogensinde blev fuldendt for M. Night Shyamalan, stopper nok aldrig. Simpelthen da slutprodukterne er for svingende fra film til film. Dog synes "Glass" alligevel symptomatisk for den omdiskuterede filmskaber. For man vil så gerne have potentialet indfriet, der for alvor satte den 48-årige amerikaner på det filmiske landkort for tyve år siden. Rammen er til stede for afslutningen på en glimrende trilogi, men sidste brik mere splintrer end passer ind i puslespillet.