Anmeldelse: Gloria Bell

Ikke kun Glorias liv er i dvaletilstand – selve filmen døjer også med disse problemer.

Instruktører, der genskaber deres egne film på ny, er en sjældenhed i den amerikanske filmbranche. Det er måske bedst lykkedes med østrigske Michael Hanekes "Funny Games" (fra hhv. 1997 og 2007). Men nu har chilenske Sebastián Lelio genskabt anmelderroste "Gloria" fra 2013 og forsøger at sælge den til det brede amerikanske marked. Instruktøren beskriver det selv som at lave en cover-sang af et hit. Mens cover-sange gerne plejer at bringe en ny og frisk vinkel til den gamle kending, er det bestemt ikke tilfældet med 2019-udgaven om den midtvejskriseramte Gloria Bell.

Gloria (Julianne Moore) og hendes liv er gået i dvale. Hun er fraskilt, og hendes to voksne børn har travlt med deres egne liv. Hun bruger derfor de fleste aftener på bar i et desperat forsøg på at finde kærligheden. Da hun en aften møder Arnold, spillet af John Turturro, ændrer han hendes liv. Dette er starten på en midaldrende kvinde, der forsøger at genskabe sin identitet og finde et formål med sit liv. Og starten på en film, der har svært ved at formulere sin fortælling på en interessant måde.  

Ikke kun Glorias liv er i dvaletilstand – selve filmen døjer også med disse problemer. Handlingsforløbet er begivenhedsløst og efterlader ingen emotionel indvirkning. Melodramaet bliver for meget, og det er svært at tage Glorias problemer seriøst. Midaldrende mænd og kvinder, der ikke kan finde ud af deres liv og derfor i desperation skejer fuldstændig ud, er ikke ligefrem et nyt narrativ i amerikanske film. Hvis sådan en historie skal fortælles, så gør det i det mindste på en interessant måde som i "Thelma & Louise" eller "American Beauty".

Visuelt er der heller ikke meget at råbe hurra for. Los Angeles er ikke ligefrem kendt for at være en smuk by med interessant arkitektur, og det er derfor filmens opgave at vinkle det, så det bliver en spændende baggrund. Såsom "Chinatown" eller "Drive", der begge bruger byen som en interessant kulisse. Det kan desværre ikke siges om "Gloria Bell". Det sandfarvede look er altdominerende i fotograferingen, der ikke byder på ét eneste visuelt stimulerende fortællekneb – for hverken filmnørder eller æstetikere. Visuelt vil filmen gerne være fluen på væggen og toner derfor ned for stil, men op for realismen. Men realismens æstetiske udtryk må gerne være fremtrædende. "Gloria Bell" ender derfor med at fremstå stilmæssigt uambitiøs.   

Få lyspunkter findes dog blandt filmens mange problemer. Julianne Moore og John Turturro spiller godt som altid. Deres flade karakterer gives liv, og problemstillingerne virker troværdige – hermed ikke sagt, at problemstillingerne er særligt interessante. Desuden er filmens soundtrack fyldt med fornøjelige 70'er- og 80'er-hits, der spænder vidt. Desværre ødelægges sangene af en skinger Julianne Moore, der skråler med på sangene i sin bil, mens hun holder stille i LA-trafikken. Ganske symptomatisk for "Gloria Bell" i det hele taget.

Filmens mangel på narrativ er et bevidst valg. Det langsomme handlingsforløb er med til at fremme en hverdagsfornemmelse, som "Gloria Bell" gerne vil formidle. Men her begås en kardinalsynd, der simpelthen ikke må ske, uanset genre – den er kedelig! Man ved, det står galt til, når ikke engang sexscenerne er spændende. Handlingen, karaktererne og den visuelle stil roder rundt i det – på samme måde, som hovedpersonen roder rundt i sit liv.