Jeg gad virkelig godt se denne. Elskede “Gøg & Gokke” som barn og ung. Har set utallige spille- og kortfilm med dem.
Anmeldelse: Gøg og Gokke
Letbenet, men underfundigt og rørende portræt af to af filmhistoriens største komikere.
Normalt siger man, at der findes to former for komik: Den verbale og den fysiske. Man kan diskutere undergenrerne inden for de to former, men den generelle komik føres overordnet set tilbage til de to termer. Hvor Groucho Marx var del af den verbale komiks lejr med slapstick, var Charlie Chaplin og Buster Keaton ovre i den fysiske del. Et andet par, der gjorde sig bemærket i formen, var d'herrer amerikanske Oliver Hardy og britiske Stan Laurel – eller som de kendes i Danmark: Gøg og Gokke.
England, 1953. Det berømte komikerpar Gøg og Gokke har påbegyndt deres nyeste turne, hvor de skal besøge teatre og opføre klassiske scener fra deres film. De to herrer er gode venner, men har forskellige drømme. Hvor Oliver Hardy (John C. Reilly) med sit store korpus har det bedst med faste turneer og film, vil spinkle Stan Laurel (Steve Coogan) gerne mere. Men det er ikke nemt, når man er mest kendt for at få enten et klaver kørt over fødderne eller proppet et gevær i numsen. Da en episode mellem de to venner sætter Hardy ud på et sidespor, må de tage deres liv op til revision.
Det kan blive en tung og ærlig talt deprimerende rejse, når man ser omfattende fra fødsel til død-biopics om personligheder, som man føler, man har et forhold til – såsom "Chaplin" eller vores egen "Dirch". Derfor er det forfriskende at se en film som "Gøg & Gokke". Jon S. Baird har ikke været interesseret i at fordreje billedet på de to komikere. Instruktøren har såmænd gerne ville fortælle om deres komplekse venskab – og det kan mærkes.
Filmens manuskript er udarbejdet af Jeff Pope, der sammen med Steve Coogan skrev manuskriptet til den Oscar-nominerede "Philomena". Pope har gjort et sobert – uden at være prangende – stykke håndværk. Masser af sjove referencer til parrets film ses løbende, og man skal nok være ægte Gøg og Gokke-fan for at genkende dem alle sammen. Filmens største plus er, at det er en ægte feel-good-film. Det kan godt være, at de to komikere har haft problemer hver for sig, men det er ikke fokus. Her fortælles i stedet varmt om venners sidste store rejse sammen, hvilket er rørende og morsomt.
Desværre er det også filmens største problem, for uden konflikter, ingen løsninger. De enkelte gange, hvor filmen gerne vil opstille et skænderi mellem de to, bliver det løst omkring fem minutter efter. Ikke at det gør så meget, da det ikke er filmens egentlig mål at dreje historien den vej. Mere kød på historien havde været interessant i det, der ender som et letbenet, men underfundigt, sjovt og rørende portræt af to af filmhistoriens største komikere.
"Gøg & Gokke" er ikke den store A til Z-portrætfilm om et legendarisk komikerpar. Omdrejningspunktet er henlagt et bestemt tidspunkt i deres senere dage, mens den behandler overskyggende konflikter. I stedet er det en sød og kærlig historie om to filmlegender, der holdte af hinanden i tykt og i tyndt. Både John C. Reilly og Steve Coogan leverer stærke præstationer og er forbløffende troværdige. Ægte britisk feel-good-film – uden kant, men absolut værd at se.