Anmeldelse: Good Boys

Det er forfriskende med et yngre perspektiv på den bromance, der hidtil har defineret disse ungdomskomedier.

Der er gået 12 år, siden high school-komedien "Superbad" gav genren en tiltrængt saltvandsindsprøjtning og for alvor sparkede gang i karrieren for unge komikere som Seth Rogen og Jonah Hill. Meget passende har de to herrer været med til at producere "Good Boys", som på mange måder kan siges at være en slags "Superbad" for tweens.

De tre 12-årige sjette-klasser Max, Thor og Lucas er bedste venner og har været det, siden de var små. De holder sammen i tykt og tyndt og famler sig lige meget frem her på tærsklen til teenage-livet. Med alt, hvad det fører med sig af interesse for piger, alkohol og akavede forsøg på at være sej. Så da Max (Jacob Tremblay fra "Room") bliver inviteret til "kyssefest" af klassens populære dreng, får vennerne deres sag for. Et uskyldigt ønske om at finde ud af, hvordan man kysser, ender med en havareret drone – og før drengene får set sig om, har de stjålet ecstasy-piller fra nabopigen, solgt Thors forældres sex-dukke til en samlekort-nørd og været i paintball-krig med en studenterforening. Ikke ligefrem hverdagskost for de tre knægte.

Debuterende instruktør Gene Stupnitsky og hans faste medforfatter Lee Eisenberg har begge arbejdet på film som den lettere usjove stenalderkomedie "Year One" og "Bad Teacher" med Cameron Diaz som upædagogisk lærer samt den amerikanske version af tv-serien "The Office". Med "Good Boys" har de for første gang selv taget roret, og det er de sluppet ganske heldigt fra, omend filmen har sine mærkbare faldgruber.

På plussiden er det forfriskende med et yngre perspektiv på den bromance, der hidtil har defineret disse ungdomskomedier – uden for den slags skyld at blive en renskuret og vatindpakket børneforlystelse. I USA har filmen fået en R-rating, hvilket vil sige, at børn under 17 år skal ledsages af en voksen i biografen. Herhjemme har den fået den lidt mere afslappede 11 års-censur, da Danmark ikke er lige så bornert, når det kommer til f-ordet eller brugen af øl og stoffer på film. Selvom filmen gør, hvad den kan for ikke at blive PG, så går den til gengæld efter at være PC. Den grove humor er omhyggelig med ikke at støde nogen for alvor, og drengene pointerer konstant, hvor vigtigt det er at behandle piger ordentligt. En ekstra forsigtigheds-klausul tilføjet i disse #MeToo-tider, hvem ved? På den anden side er det rart, at filmen tør gøre op med genrens evindelige drengerøve.

Det er dog komediens øje for drengenes uskyldige naivitet parret med deres forsøg på at lade som om, at de ved det hele, der er filmens stærkeste kort. Det er her, de virkelig sjove scener opstår, og her, at børneskuespillerne er bedst. Desværre trækkes filmen ned af en tydelig mangel på erfaring med at instruere børn. Det unge cast gør deres bedste for at få dialogen til at lyde og virke naturlig, men det høres tydeligt, at ordene kommer fra to voksne mænds hjerner, og leveringen er ofte unaturlig eller forceret. Hvor Jonah Hill og Michael Cera gjorde den grovkornede dialog i "Superbad" troværdig, så kommer castet i "Good Boys" tit til kort.

Der er i det hele taget en del hit-or-miss over filmen. Desuden er "Good Boys" desværre sådan en film, hvor alle de sjove scener er med i traileren. Og anden gang, man ser dem, er lattergassen lidt gået af ballonen. Så altså, et frisk bud på en tween-ungdomskomedie, der tør være grov i munden, uden at vi befinder os i Anders Matthesen-land. Dog også en i bund og grund banal venskabshistorie, hvor humor og levering ikke sidder lige i skabet – men som chilleren biftur for tween-forældre og deres unge poder er den oplagt.

Good Boys