Anmeldelse: Gooseboy
Wikke og Rasmussen har med "Gooseboy" endnu engang skabt et fornøjeligt familieeventyr.
Verden kan være ret grum. Forfærdelige ting sker, både i det store og små – selv i lille Danmark. Livet er hårdt, og derfor skal vi også huske at nyde livets små mirakler. Det ved Michael Wikke og Steen Rasmussen. Siden deres tidlige tv-produktioner i 80'erne og familiefilm op igennem 90'erne og 00'erne har makkerparret skabt vaskeægte eskapisme. Seneste udspil, "Gooseboy", fortsætter i deres vante og varme stil, der giver et frirum for både børn og voksne.
Teenageren Viggo bruger sommerferien på at spille det populære computerspil "Gooseboy". Da en ægte (og talende) gås en dag bogstaveligt talt smadrer direkte ned i Viggos liv, tager de to på eventyr for at finde dens flok. Sammen møder det umage par et farverigt persongalleri, der tæller to gumpetunge togkonduktører, en gruppe syngende mekanikere og to tossede jægere.
Som med instruktør-duoens forrige familiefilm, "Hannibal & Jerry", "Flyvende farmor" og "Der var engang en dreng", befinder "Gooseboy" sig i et magisk realisme-univers, der minder om hverdagen, men med eventyrligt præg. Virkeligheden står på lur, men karaktererne lever i deres helt egen verden. Det er den charme, som Michael Wikke og Steen Rasmussen besidder med bravur. Alvorlige temaer er på spil, men det fortælles, så alle kan være med – uden at nogen føler sig udenfor.
Ensomhed og kærlighed har altid været to dominerende temaer i Wikke & Rasmussens film. Dog vendt på hovedet, så det ikke er negativt, men eskapistisk og drømmende håbefuldt. Det er det også i "Gooseboy". Naturligvis er der fare på færde. Ellers bliver det for nemt at komme til den uundgåelige happy ending. Viggo og hans nye rejsekammerat kommer såmænd også ud for udfordringer, men ved at samarbejde og være kreative løses problemerne på finurlig vis. Mørket ligger ganske vist og lurer, men rigtig farligt bliver det aldrig. Dermed ikke sagt, at der tales ned til de yngste i familien. Den store konflikt, som giver stof til eftertanke, kunne godt savnes. Men man må respektere duoens letsindige tilgang til deres egne eventyr.
Et tilbagevendende element hos Wikke & Rasmussen er musikken. Siden tv-dagene med Sonny Soufflé og Tonny Toupé har sange og musik spillet en kæmpe rolle i deres univers. "Gooseboy" er bestemt ingen undtagelse. Eventyret byder denne gang på flere sange end i parrets tidligere film, hvilket bestemt ikke gør det mindste. I nogle film er musikalske indslag mest til for at udfylde tiden, men i Steen og Michaels univers er de en vigtig og integreret del af handlingen. Heriblandt med Rasmus Bjerg og Søren Malling, som giver den fuld gas som sure togkonduktører i årets mest vellykkede volapyk-sang – mens Humørekspressen rider derudad i en homage til "The Lone Ranger". Alle som én er de med til at drive plottet fremad og giver nærmest filmen et sælsomt præg af at være en musical uden rigtigt at være det.
Michael Wikke og Steen Rasmussen har med "Gooseboy" endnu engang skabt et fornøjeligt familieeventyr. Skuespillerne er tydeligvis alle med på legen, og det kan publikum mærke. Musikken er melodisk og svingende uden at blive sentimental. Temaet om, at vi skal huske de små ting i hverdagen og se på det positive, er smittende og humørfyldt. Så brug dit hjerte som telefon. Tænk på, at det kunne være jul hele året, og snup en bornholmerburger med røget sild efter filmen. Gåsedrengen leverer lige det, der skal til for at bringe smil frem på alles læber.