Anmeldelse: Grimsby

Sacha Baron Cohen. Navnet klinger måske ikke så velkendt som komikerfænomenets efterhånden talrige figurer. Fra den ublu talkshow-vært Ali G med gangsta'-attitude til den akavede reporter Borat fra Kasakhstan over den (mildt sagt) metroseksuelle, østrigske modeekspert Brüno og Nordafrikas uhyrlige diktator General Aladeen. Kært barn har mange navne. Nu føjer Sacha Baron Cohen endnu en persona til bunken: Hans navn er Nobby Butcher.

Nobby Butcher er en arketypisk Baron Cohen-konstruktion renset for situationsfornemmelse og politisk korrekthed. I den fattige nordengelske fiskerby Grimsby lever han en simpel, men ønskelig tilværelse med sine intet mindre end ni(!) børn, hvoraf en dreng har fået navnet Luke, fordi han lider af leukæmi. Ja, det er den slags humor, vi er ude i. Det er ikke forkert at sige, at hverdagen helliges til to ting alene: familie og fodbold. Men der mangler noget. I næsten 30 år har bondeknolden forsøgt at opspore sin lillebror Sebastian (Mark Strong), der nu arbejder som hemmelig agent. Skæbnen vil, at brødrene genforenes, og således vælter Nobby ind i et større komplot, der kan bringe verdensfreden i overhængende fare.

Ligesom Sacha Baron Cohens foregående film, "Diktatoren", er "Grimsby" yderligere et skridt i en mere filmisk og konventionel retning. Fremfor at bevæge sig i grænselandet mellem fiktion og dokumentarisme, følger handlingen en skarpt skåret struktur, hvor samtlige karakterer varetages af skuespillere. Konsekvensen af den utvetydige iscenesættelse bliver, at filmen føles totalt blottet for alt dét, der gjorde den kontroversielle komikers tidlige projekter så højspændte - og ikke mindst originale.

Forestil dig, at James Bond eller Jason Bourne i deres svimlende flotte, rendyrkede actionfilm uforudset fik følgeskab af en af Sacha Baron Cohens excentriske karakterer. Denne tanke er grundpillen i "Grimsby". Her spilles der på modsætningsforhold og clashet mellem action- og komediefilmens genrekonventioner. Resultatet bliver en flad og ufarlig fish-out-of-water-fortælling, hvor vores to protagonister må gå gruelig meget igennem i håbet om at redde verden. Mest opsigtsvækkende er en episode, der tvinger brødrene til at gemme sig i en hunelefants mest private sted - blot for at nævne én af de mange uhyrligheder, som makkerparret udsættes for i løbet af filmens ellers beskedne 80-minutters spilletid.

Til trods for alskens kropsvæsker og grænseoverskridende jokes om alt fra pædofili og AIDS til kønsdele og afføring, er "Grimsby" en dybt konservativ film. Baron Cohen har tidligere bevist, at han evner skarp, drilsk og grovkornet satire - at han formår at italesætte og spidde samtlige brandfarlige tabuer såsom racisme, sexisme og politisk korrekthed - de emner, hvor det at gøre grin anses for dårlig stil. Dét vovemod glimrer ved sit totale fravær her i "Grimsby". I stedet får vi serveret et orgie af udprægede sjoferter og platheder, der i sidste ende hylder familieværdier, patriotisme og hjernedød vold. 

"Grimsby" er dog - trods alt - ikke uden sine lattervækkende passager og overbevisende rappe optrin. At filmen ikke ender som den totale katastrofe, skyldes nemlig helt og holdent Sacha Baron Cohen. Med sit gudsbenådede talent for sjove replikker og komisk timing har han med Nobby Butcher skabt endnu en helt igennem upassende og vanvittig karakter. Det er bare ærgerligt, at "Grimsby" som film aldrig bliver så kontroversiel og provokerende, at det for alvor gør ondt.