Anmeldelse: Grinchen

Snappy humor, kreative påfund og omfavnende medmenneskelighed klaskes i "Grinchen" sammen i en overraskende velsmagende rulle konfekt.

Julen er hjerternes, sødmens og kontrasternes tid. Indlejret i tåger af gløgg, dampende æbleskiver og kronisk julebjælden på hvert gadehjørne. Ikke alle bryder sig om højtiden, der også forbindes med stressende forældre og ensomme skæbner, som traver vrissende rundt og brokker sig højlydt over gavernes overdøvende materialisme. "Grinchen", der mest af alt er en del af juletraditionen i USA, sammenfatter disse modsætninger så lunt, at de mest gnavne julehadere må overgive sig.

Dr. Seuss' fortælling om den plysgrønne julehader er på banen igen. Egentlig ønsker Grinchen (Niels Olsen/Benedict Cumberbatch) fred og ro alene oppe på sit bjerg. Da de lokale Hvemmerne erklærer, at årets julefest skal være den største nogensinde, bliver vores antihelt nødt til at tage affære. Julen skal stjæles – for så kan alle se, hvor modbydeligt irriterende højtiden i virkeligheden er. 

"Grinchen" er før filmatiseret med Jim Carrey i hovedrollen, men Illumination (selskabet bag "Grusomme mig 3" og den gule internet-plage "Minions") har nu kastet en animationsudgave ind under træet. Snappy humor, kreative påfund og omfavnende medmenneskelighed klaskes sammen i en overraskende velsmagende rulle konfekt, der i små bidder hæmmer den stressende tidsånd og højner juleglæden.

Uden at kende synderligt meget til Dr. Seuss kan det ud fra Illuminations versionering ikke undre, at fortællingen har en særlig plads i hjertet på amerikanerne. Kræmmerhuset er fyldt til randen med slædelæs af flerfarvede gags uden at blive hverken for surt eller sødt. Selvom lysegrøn pels er malplaceret i juletidens snelandskaber, er moralen naturligvis, at der er plads til alle ved kaminen. Når de komiske indslag pakkes ud – i veloplagt gaveleg voksne og børn imellem – rundt om du grønne, dejlige træ. Ja, "Grinchen" vækker julestemningen på familie-hyggelig vis.

Comic reliefs er der naturligvis masser af, heriblandt med det trommetykke rensdyr Frede (med grynt af youtuberen Lakserytteren) og det "Walter & Trofast"-agtige sidekick i alt muligt-hunden Max. Og samhørighed er et almengyldigt julebudskab, der luner i en tid, hvor kølige kinder vendes til. Når "Grinchen" afrunder i et så tvingende flyverdragt-gruppekram, at det er svært ikke at fælde tårer, uden at de bliver alt for salte. Selvom den moraliserende mæthedsgrænse nærmer sig sukkertrip og skrumpelever, afvæbner Illumination med et befriende bøvs, der med garanti vil være et hit for særligt de mindste op til gaveræset.

Gnavne eller ej – selv de mest julestressede familier ville have godt af at gå i terapi hos Dr. Seuss. Ikke fordi Illumination opfinder den dybe juleplatte, men fordi "Grinchen" slet og ret er en rigtigt god familiefilm med de helt rette budskaber. Belærende moralisering er der bestemt plads til. Alligevel pakkes pegefingeren så nydeligt ind i livagtigt animations-gavepapir, at der skal meget til for at spolere en med garanti hyggelig filmdag for alle i den pukkelryggede.