Anmeldelse: Gud være lovet

"Gud være lovet" er en historie, der synker tænderne i publikum og nægter at give slip.

Det er desværre en historie, der ofte er hørt: Mandlige præster, som har forgrebet sig på børn. Selvom kirken og paven har taget afstand fra de anklagede, vælter det stadig frem med beskyldninger mod især katolske præster. Et af de seneste eksempler er sagen mod franske Bernard Preynat, hvis retssag stadig er i gang. Dette er et forløb, som instruktør François Ozon har lavet en fiktiv fortælling om i form af "Gud være lovet", der er endt som en ualmindeligt stærk oplevelse.

Bankmanden Alexander (Melvil Poupaud) lever et lykkeligt liv med kone og fem børn. Men da han opdager, at Fader Preynat (Bernard Verley) – præsten, der seksuelt misbrugte ham i barndommen – stadig praktiserer og arbejder med børn, kontakter han kirken med målet om at få ham afskediget. Selvom Faderen indrømmer overgrebene, sker der intet. Langsomt dukker flere ofre, der søger retfærdighed for deres traume, op, og de danner en forening, der støt vokser i størrelse.

Dette er en kompleks fortælling, hvor selv ofrenes svagheder bliver fremvist. Dertil er der filmens skildring af seksuelle traumer, der er så realistisk, at man som publikum ikke kan undgå at blive påvirket. Til dels grundet fokusset på realisme. Dette er mænd, der bliver tvunget til at mindes et traumatisk tidspunkt i deres liv – og til at indse, hvordan det bearbejdes, og hvor svært det kan være for andre at forstå. Det er lige så hårdt, som det lyder, men oplevelsen er gribende.

Dette delvist takket være fantastisk skuespil fra alle involverede. Det er hårdt at være vidne til, det gør ondt på sjælen, og sjældent er dette tema set så velpræsenteret, som Ozon formår at vise det. Fortællingens længde på to timer og sytten minutter kan mærkes, men det tilgives, da filmen er medrivende fra start. Som tiden går, bliver det endnu vanskeligere at kigge væk fra lærredet. Få film fanger opmærksomheden som denne.

"Gud være lovet" er en historie, der synker tænderne i en og nægter at give slip. Med en barsk virkelighed, der ikke er sky for at grave dybt i et følsomt og komplekst emne. Det er tydeligt, at filmskaberne har lavet deres research med masser af gåpåmod til at omtale tabuer. I sidste ende må det erkendes, at denne film skal opleves til trods for den til tider emotionelle brutalitet, dens kritik mod kirken (der i øvrigt i forhold til tro på religion har et trist payoff) og den grumme realisme.

"Gud være lovet" er en vigtig film. Ozon skyer ikke den grufulde virkelighed og viser alle sider af en forfærdelig sag. Man føler for hovedpersonerne, ser deres fejl og bliver forarget og vred på deres vegne. Dette er en hård oplevelse, og hvis man personligt har oplevet seksuelt misbrug, skal denne franske film imødekommes varsomt. Hvilket er en stor kompliment til, hvordan skaberne takler emner som pædofili, seksuelt traume, mangel på ageren fra systemet og kompleksiteten bag de involveredes ageren og følelser. Dette er en ubehagelig oplevelse, men den skal opleves.